I marts 2026 holdt Kirsten Nielsen, dr.theol. og medoversætter af Bibelen i 1992, et foredrag for oversætterne af den kommende autoriserede bibel i forbindelse med et kursus på Dalum Højskole. Foredraget handlede om de danske bibeloversættelsers historie og de erfaringer, hun selv havde gjort sig i forbindelse med sin deltagelse i udarbejdelsen af 1992 oversættelsen. Vi bringer i denne artikel læse foredraget i sin fulde længde.
Bodil Ejrnæs udgav i 1995 sin ph.d.-afhandling, "Skriftsynet igennem den danske bibels historie – således som det afspejler sig i bibeloversættelserne og i de kommentarer der ledsager bibelteksterne".
I sit forord til bogen fortæller hun, hvordan hun i 1979 blev inddraget i oversættelsen af Det Gamle Testamente, og hvordan hun efterhånden blev mere og mere opmærksom på den lange tradition for bibeloversættelser, som hun nu arbejdede i forlængelse af.
Og så tilføjer hun: "Men lidt efter lidt kom det til at stå mig klart, at der til hele det persongalleri, der er forbundet med den danske bibels historie, hører en person, der er overset og ikke har påkaldt sig den store opmærksomhed: den danske bibellæser."
Den danske bibellæser
Fra da af prøvede Bodil Ejrnæs at sætte sig i læserens sted og spørge sig selv, hvordan de bibelske teksters indhold var blevet formidlet til læserne gennem de forskellige bibeloversættelser.
Derfor valgte hun da også som forsidebillede til bogen et træsnit med titlen "De ensomme bibellæser". Det er fra 1607 og stammer fra Resens bibel.
Og det er da netop hensynet til bibellæseren, som ligger bag de tidlige bibeloversættelser, de danske Lutherbibler, Christian III's bibel, Frederik II's bibel og Christian IV's bibel (s. 245) med deres fortaler, summarier og kommentarer.
Læserne skal hjælpes til at forstå budskabet som Guds ord til den enkelte.
Centralt i skriftsynet er, at Kristus er centrum for hele Bibelen, men dertil kommer (og jeg citerer), "at de bibelske tekster har et budskab til læseren, som anskues som tekstens egentlige adressat; gennem kommentarerne gøres teksterne nærværende. Skriften er forkyndelse af Kristus til bibelens aktuelle læser" (s. 246).
Den resen-svaningske tradition
Op gennem bibeloversættelsernes historie fortoner den aktuelle læser sig dog mere og mere, skriver Bodil Ejrnæs.
I den reviderede udgave af den resen-svaningske bibel fra 1871 er der for eksempel ingen opbyggelig fortale. Og den kristologiske udlægning af gammeltestamentlige tekster er ikke så markant. Ejrnæs skriver endog, at man fornemmer en vis distancering til den kristologiske udlægning af Det Gamle Testamente.
I det hele taget er der i 1871-oversættelsen "en tendens til både i summarier og i noter at undgå de formuleringer, der afspejler den traditionelle kirkelige tolkning" (s. 152).
Oversætterne har altså ikke i samme grad som tidligere villet vejlede læseren til en bestemt forståelse af Bibelen og herunder specielt til forholdet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente.
Forholdet til læseren i de autoriserede oversættelser i det 20. århundrede
Når vi kommer op i det 20. århundrede og ser på de autoriserede oversættelser, er der heller ingen fortaler henvendt til den aktuelle læser.
I 1931-oversættelsen af Det Gamle Testamente er der en lang ordforklaring, som er helt "præget af det historiske bibelsyn" (s. 161) og uden teologisk indhold.
Som Ejrnæs formulerer det: "Ordforklaringen lader læseren blive i det gammeltestamentlige univers; der er intet udblik til Det nye Testamente" (s. 162). Og for første gang i den officielle danske bibels historie findes der i kapiteloverskrifterne til de gammeltestamentlige tekster intetsteds "formuleringer som 'Kristus', 'den kristne kirke' m.m." (s. 165).
Som noget særligt findes der derimod mange filologiske noter, for eksempel til Esajas' Bog 7,14, hvor det hedder, at det hebraiske ord betyder ung kvinde, selv om den græske oversættelse skriver jomfru.
Og som noget helt nyt findes der "noter, der giver oplysninger om tekstgrundlaget og tekstens beskaffenhed" (s. 179). Og lad mig så lige nævne, at Septuaginta blev betragtet som et "pålideligt og uundværligt tekstvidne" (s. 163).
Bodil Ejrnæs afslutter sin analyse af 1931-oversættelsen af Det Gamle Testamente på følgende måde:
"1931-oversættelsen markerer et brud med hidtidig bibeltradition. I selve oversættelsen har man nu forladt den resen-svaningske tradition, og kommenteringen er af en anden art og med et andet indhold. Hvor kommentatoren i tidligere bibler ofte optrådte i forkynderens rolle, er det i videnskabsmandens rolle, han optræder i 1931-oversættelsen."
"Det afgørende nye er, at der hverken i tilrettelæggelsen, den generelle kommentering, illustrationerne, eller i den specifikke kommentering (kapiteloverskrifter og noter) er noget, der præsenterer Det gamle Testamente for læseren som en bog, der har forbindelse til Det nye Testamente: Det gamle Testamente fremtræder helt på sine egne præmisser" (s. 174).
1907-revisionen og 1948-oversættelsen af Det Nye Testamente
Bodil Ejrnæs gør ikke meget ud af oversættelserne af Det Nye Testamente, hun er nu engang gammeltestamentler og derfor mest interesseret i oversættelserne af Det Gamle Testamente.
Men hun citerer fra kommissoriet til 1907-revisionen, hvor det blev understreget, at der i arbejdet skulle tages "et saadant Hensyn til den ældre Gengivelse af Guds ord paa Modersmaalet, at Menigheden ikke kom til at føle sig fremmed for en ny udgave, at Rettelser kun foretoges, hvor der fandtes virkelige Fejl, men ikke, hvor Fortolkningen endnu var tvivlsom, og at Textus receptus lagdes til Grund for Arbejdet, saa at nye kritiske Udgaver ene benyttedes, hvor de indeholdt utvivlsomme Forbedringer i Læsemaaderne" (s. 176).
Her inddrages altså læseren i form af menigheden, som man skal tage hensyn til, så den ikke føler sig fremmed for den nye udgave.
Det skal være "Guds ord paa Modersmaalet", og det må tydeligvis ikke ændre sig ret meget. Der var virkelig kun tale om en revision.
I 1931 kom der, som nævnt, en nyoversættelse af Det Gamle Testamente, og det blev i forlængelse deraf derfor besluttet også at nyoversætte og ikke blot revidere Det Nye Testamente.
I kommissoriet hertil hedder det, at "Nestles 13. nybearbejdede udgave af Novum Testamentum graece lægges til grund fra oversættelsen, dog er der forbeholdt udvalget ret til at gå tilbage til håndskrifterne, hvor man anså det for ønskeligt. Endvidere skal biskop Schiøler have lejlighed til at udtale sig om oversættelsen undervejs, og som dansk-filologisk rådgiver tilforordnes professor, dr.phil. Vilh. Andersen" (s. 177).
Prøveoversættelse i 1942
En prøveoversættelse blev sendt ud i 1942, og den vakte stor modstand.
Den stærkeste kritik kom fra det nyoprettede fakultet i Aarhus, især fra Johannes Munck, professoren i Ny Testamente. Munck kunne ikke gå ind for autorisation af oversættelsen.
Hvad Munck især var kritisk over for, var sprogtonen. Oversætterne havde ønsket at gøre Bibelen til, hvad en af oversætterne, Carl Skovgaard Pedersen, kaldte "en Folkebog til Hverdagslæsning for Tidens og Kirkens Børn, og derfor bør den også rækkes den slægt, de er på Folkets og Tidens Sprog" (s. 179, note 12).
Her mærker man virkelig hensynet til læseren, men først og fremmest som et hensyn til den sprogdragt, oversættelsen skulle vælge. Skovgaard Pedersen begrundede desuden ønsket om at bruge hverdagsdansk med, at det nytestamentlige græsk ikke var litterært og skolet græsk, men med få undtagelser netop folkeligt. Men her ønskede Munck altså en anden sprogtone.
Forslagene til ændringer gik da også i høj grad på en tilbagevenden til 1907-oversættelsen og dermed dens sprogtone.
Jeg har fået fortalt, men jeg ved ikke, om det er en skrøne, men af de utallige rettelsesforslag fra Aarhus var der kun et enkelt, der blev fulgt. Fra Aarhus-teologernes side kritiserede man, at der stod, at den blindfødte fik sit syn igen. Og her bøjede københavnerne sig!
Sammenfatning
Og lad os så lige standse op og se, hvordan de nævnte bibelrevisioner og oversættelser har taget hensyn til læseren.
I de ældre bibler blev der gjort meget ud af gennem fortaler og kommentarer, kapiteloverskrifter osv. at styre læseren i den rigtige retning, nemlig sådan, at Bibelens ord bliver til Guds ord for den enkelte og vel at mærke med klar vejledning i, hvordan Guds ord så skulle forstås, nemlig med Kristus i centrum og den aktuelle læser som adressat.
Selve det, at der blev oversat til modersmålet, var naturligvis også udtryk for hensyn til læseren, så ikke-latinkyndige kunne læse Bibelen. Men man overlod det tydeligvis ikke til læseren selv at danne sig en mening om indholdet.
Men når vi kommer op i det 20. århundrede, forsvinder de opbyggelige fortaler.
Den vejledning, læseren får i for eksempel læsningen af 1931-oversættelsen af Det Gamle Testamente, består i historiske og filologiske noter, der giver indsigt i betydningen af teksterne i deres historiske sammenhæng.
Hensynet til læseren bestod dermed i, at man ville give læseren en så historisk korrekt oversættelse som muligt, og i øvrigt i høj grad sætte læseren fri til at tage teksterne til sig uden at sørge for at skabe en forbindelse til Det Nye Testamente.
Ved udarbejdelsen af 1948-oversættelsen af Det Nye Testamente tog man heller ikke særligt hensyn til den allerede foreliggende 1931-oversættelse af Det Gamle Testamente. Det var to selvstændige udgivelser.
Tekstgrundlaget var henholdsvis den hebraiske/aramaiske og den græske tekst. Og som dansk sprogkyndig udpegede man en professor. Det var videnskabsfolk, der foretog oversættelsesarbejdet, selv om en enkelt biskop fik lov at kigge med i 1940'erne under udarbejdelsen af Ny Testamente-oversættelsen.
På den måde mente man at give læseren den mest korrekte version af de gamle tekster.
I alle bibeloversættelser spiller hensynet til læseren en afgørende rolle. Men når vi kommer op i første halvdel af det 20. århundrede, har den historisk-kritiske tolkning af Bibelen ændret synet på, hvad det var for en tekst, læseren skulle have i hånden, nemlig en historisk korrekt tekst.
Derfor sker oversættelsen af Det Gamle Testamente uden hensyn til Det Nye Testamente og uden overskrifter eller noter, der tolker teksterne kristologisk. Ligesom man i 1948 heller ikke tog særligt hensyn til oversættelsen af Det Gamle Testamente.
1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente
Med 1992-oversættelsen skete der så noget afgørende.
Nu skulle begge testamenter ikke alene oversættes samtidig, men også som en hel Bibel. Og læserne skulle hjælpes til at se de to testamenter i forlængelse af hinanden som en samlet bog. Det begyndte i 1975 med oversættelsen af Det Gamle Testamente.
Sproget i 1931-oversættelsen var tydeligt forældet, og dertil kom, at der var sket meget rent kildemæssigt med fundet af Qumranteksterne. Fundet af dem gav større tiltro til den masoretiske tekst, og det medførte, at vi i 1992-oversættelsen har langt færre tekstrettelser end i 1931, hvor LXX igen og igen blev brugt som tekstvidne og basis for tekstrettelser.
Som jeg husker det, drøftede vi overhovedet ikke, om det var den hebraiske tekst, vi skulle oversætte. Men det stiller Mogens Müller faktisk spørgsmålstegn ved i sin bog "Tilløb til Bibelen 2036". Her skriver han blandt andet:
"Bliver Bibelen 2036 igen en oversættelse af den hebraiske bibeltekst, fordrer det denne gang en udførlig begrundelse i enten et forord eller en ordforklaring. For i dag er det blevet helt tydeligt, at man i givet fald træffer et valg på religionshistoriens præmisser og ikke på teologiens og receptionshistoriens, dvs. i forlængelse af den forståelse, der grundlægges i Det Nye Testamentes skrifter, og som gør, at jødedommens hellige bøger fastholdes som en del af den kristne Bibel" (s. 41).
Jeg ved ikke, om I overhovedet har drøftet det; men resultatet er i hvert fald, at det er den hebraiske tekst, I oversætter.
Mogens Müller drøfter i øvrigt også rækkefølgen af de bibelske bøger, hvor han kalder den nuværende rækkefølge en forkludret blanding, som man forsøgte på grænsen mellem oldtid og middelalder (s. 57). Men det kan I se nærmere om hos Müller.
Fokus på forståelighed
Det var heller ikke den slags spørgsmål, vi tog op, når vi, der var med til at oversætte, holdt foredrag og fortalte om arbejdet; så var det især det forældede sprog, vi pegede på.
Et yndlingseksempel var indledningen til Salmernes Bog 2, hvor der i 1931-oversættelsen står: "Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd paa, hvad faafængt er!"
Her måtte de fleste indrømme, at der var brug for en ny oversættelse. Og selv om mange af os holder meget af den gamle gengivelse af begyndelsen af Salmernes Bog 23: "Herren er min hyrde, mig skal intet fattes", så må vi jo indrømme, at verbet "fattes" næppe er forståeligt i dag for ret mange. De fleste vil tænke på verbet "fatte", at forstå, og så kommer man på vildspor.
At det skulle være en korrekt oversættelse af, hvad teksterne betød, da de blev til, var vi ikke i tvivl om. Tilgangen var historisk-kritisk.
Hensynet til læseren gjaldt dog først og fremmest sproget. Og for at sikre os, at vi valgte et moderne dansk, blev der knyttet – ikke filologer – men digtere til som sprogkyndige. I Aarhus-gruppen Ebbe Kløvedal Reich.
Formålet med oversættelsesarbejdet var forståelighed. Det drejede sig om læserens mulighed for at forstå teksterne. Lidt firkantet sagt opfattede vi i begyndelsen nok først og fremmest oversættelsesarbejdet som en pædagogisk opgave. Det betød også, at vi i en vis udstrækning parafraserede bibelske udtryk, ikke mindst billedlige, så meningen blev tydelig.
Men her var Ebbe Kløvedal Reich faktisk mere tilbageholdende. Jeg havde for eksempel lavet en første oversættelse til Salmernes Bog 3 og gengivet det, der nu hedder "den, der løfter mit hoved" ved "den, der frikender mig". Men Reich forsvarede billedet og ønskede ikke, at det skulle forsvinde, så sproget blev fattigere.
Alle ville opfatte det som noget positivt, og så gjorde det ikke noget, at man først efterhånden fik en mere præcis forståelse af, hvad det indebar.
Diskussionen af dette og lignende steder førte til, at vi lavede denne regel: Vi bevarer centrale bibelske billeder, når de ikke fører til misforståelser.
1992-oversættelsen af Det Nye Testamente – en hel Bibel
Da vi så var kommet godt i gang, besluttede Bibelselskabet, at der også skulle laves en ny oversættelse af Det Nye Testamente, så der kunne komme en samlet bibeludgave.
Og så kom – ikke mindst ved den sidste revision af den samlede oversættelse – alle spørgsmålene om, i hvilken forstand, der var tale om én bog og ikke to bøger? Og hvordan skulle vi i givet fald hjælpe læseren til at læse Bibelen som én bog.
Som I ved, var et af midlerne at lave fortløbende sidetal, så man ikke begyndte med side 1 ved Matthæus, men med side 859!
Og hvordan med den indholdsmæssige forbindelse. Hvad med alle de profetier i Det Gamle Testamente, som bliver citeret og udlagt kristologisk i Det Nye Testamente?
At citaterne skulle være så enslydende, som teksterne gjorde det muligt, gav næsten sig selv. Dog var der flere steder, hvor det var tydeligt, at citatet ikke var hentet fra den masoretiske tekst, men undertiden fra LXX, og så skulle der naturligvis ikke ensrettes.
Derudover var der hensynet til, at det skulle være et nutidigt dansk, men hvad så med hensynet til den kirkelige tradition, der gjorde, at visse ord havde fået hjemstavnsret for eksempel gennem salmebogen?
Salmebogens brug af ordet "miskundhed" og oversættelsens "godhed" eller "trofasthed"
Lad os tage det sidste først.
Med 1992-oversættelsen forsvandt ordet "miskundhed" på trods af Ingemanns elskede salme "Til himlene rækker din miskundhed Gud".
Og grunden var den enkle, at de steder, hvor man traditionelt havde gengivet det hebraiske ord med "miskundhed", var det som oftest en forkert oversættelse.
Miskundhed betyder at miskende, det vil sige se bort fra synden og tilgive den. Men glosen חסד, som netop igen og igen blev oversat ved miskundhed i 1931-oversættelsen, handler som oftest ikke om syndstilgivelse, men om Guds godhed og trofasthed.
Der er kun et enkelt sted, hvor jeg – ved at gå en hel del af stederne efter nu igen – ville være åben for, at חסד indeholder betydningen tilgivelse. Det er i Salmernes Bog 51,3, hvor der i 1992-oversættelsen står: "Gud vær mig nådig i din godhed (חסד), udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed."
Her indgår tanken om tilgivelse; men ordet miskundhed ville jeg alligevel ikke vælge, da det efterhånden er gledet helt ud af dansk sprogbrug.
Her som mange andre steder bruger vi i 1992-oversættelsen det forholdsvis brede ord "godhed", som så kan tolkes i forskellige retninger alt efter konteksten. Det sker da også i Salmernes Bog 36,6, som er forlæg for Ingemanns salme, "Til himlene rækker din miskundhed, Gud", hvor vi har gengivet חסד med godhed, og hvor det står parallelt med "trofasthed" (אםונה - æmunah).
I Jeremias' Bog 9,23 vælger vi så ud fra konteksten "trofasthed": "For jeg, Herren, øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden".
Ord kan udgå, fordi de ikke rammer betydningen af det hebraiske, eller fordi de ikke længere indgår i dansk sprogbrug og derfor ikke ville være forståelige for målgruppen.
Forholdet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente
At vi skulle oversætte såvel Det Gamle som Det Nye Testamente betød også, at vi skulle være bevidste om citater eller anden form for genbrug af gammeltestamentlige udtryk og forestillinger i Det Nye Testamente.
Så hvad stillede vi op med de profetier, som er blevet udlagt kristologisk i Det Nye Testamente eller i kristen tradition?
Et eksempel på, hvordan der skete ændringer, fra vi lavede en snævert gammeltestamentlig oversættelse, prøveoversættelsen, til en oversættelse, der var bevidst om genbrugen i Det Nye Testamente, er Første Mosebog 3,15, det såkaldte protevangelium.
I prøveoversættelsen havde vi gengivet glosen זרע (zæra) ved slægt, det vil sige efterkommere: "Jeg sætter fjendskab mellem din slægt og hendes." Det hed i 1931-oversættelsen: "din sæd og hendes sæd". Ordet "sæd" var ikke længere gængs i betydningen "efterkommere", så det kunne vi ikke bruge.
Men med ordet "slægt" opstod der det problem, at det ville være svært at forstå, hvorfor dette vers i kristen forståelse drejer sig om kampen mellem Djævelen og Jesus (jf. Romerbrevet 16,20; Første Johannesbrev 3,8 og Johannes' Åbenbaring 12,4-5.15-17).
Valget faldt derfor på ordet "afkom", som både kan tolkes som flertal og som ental. For den, der ønskede at forstå stedet i en rent gammeltestamentlig kontekst, var det forståeligt, at det drejede sig om den daglige kamp mellem mennesker og slanger i slægt efter slægt. Men set i en kristen kontekst kunne afkommet tolkes som en bestemt person, Jesus.
Det drejer sig om, hvilke betydningspotentialer et ord, et billede, en fortælling har. Ny kontekst skaber mulighed for ny betydning.
Kvinde eller jomfru
Anderledes var det med gengivelsen af Esajas' Bog 7,14, hvor vi brugte udtrykket "den unge kvinde" om hende, der skal føde Immanuel, og ikke som i Det Nye Testamente ordet "jomfru".
I 1931-oversættelsen står der: "Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel." Men så har man lavet en af de filologiske noter, som er karakteristiske for 1931-oversættelsen. Og dér får man så den videnskabelige forklaring:
"Ordet, der her efter den græske Oversættelse er gengivet ved Jomfru, betyder egentlig en ung Kvinde, uden at det i sig selv er afgjort, om hun er gift eller ugift."
I oversættelsen valgte man altså at følge LXX. Men i noten indrømmer man, at man har foretaget et valg, som der rent filologisk ikke er belæg for. Med andre ord. Det er et teologisk begrundet valg.
Og hensynet til læseren består i, at læseren skal have at vide, hvad der ligger bag oversættelsen og eventuelt selv vælge at forstå stedet som en henvisning til en ung kvinde, uden at det behøver at være en jomfru.
I 1992-oversættelsen fulgte vi altså ikke LXX, men den masoretiske tekst.
Grunden er, at ordet jomfru ikke giver mening i den rent gammeltestamentlige kontekst, hvor vi tolkede kvinden som Dronningen.
I en politisk anspændt periode, hvor Syrien og Nordriget truede med at erobre Juda, får kong Akaz det løfte, at hans dronning er gravid og skal føre davidslægten videre. Riget skal bestå trods truslerne fra nabolandene.
Vi forstår stedet som en profeti ind i en aktuel situation. Men stedet er forsynet med en fodnote, hvor der står: "Det hebraiske ord, der oversættes med den unge kvinde, er i den græske oversættelse gengivet ved jomfruen, jf. Matt 1,23; Luk 1,27."
Her får læseren den hjælp, at der sker en nytolkning i LXX og hos Matthæus og Lukas, hvilket jeg synes, er den helt rigtige måde at oplyse læseren på. Hvis vi i stedet blot havde en henvisning fra Es 7,14 til de to nytestamentlige steder, kunne det vel kun forstås sådan, at der er tale om en Kristusforudsigelse fra den gamle profets side.
Det var i høj grad disse spørgsmål om forbindelsen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, der blev drøftet i det koordineringsudvalg, som fik til opgave at se på de to oversættelser som dele af en hel bibel.
Kritikken fra Jens-André P. Herbener
Det var ikke alle, der var glade for 1992-oversættelsen.
I 2004 udgav Jens-André P. Herbener bogen: "Bibeloversættelse mellem konfession og videnskab. Et bidrag til en religionshistorisk vurdering af Bent Melchiors oversættelse af de fem Mosebøger fra 1977-87, den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, og Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag fra 2001".
Den sidstnævnte nye oversættelse var gruppens egen oversættelse, som altså var "på videnskabeligt grundlag".
Herbener var en meget aktiv bidragyder til tidsskriftet "Faklen", som var et kulturtidsskrift, der udkom i årene 1996-2001. Det havde undertitlen: "Et stridsskrift for humanister, relativister og erkendelsesterrorister!".
Grundholdningen var, at der var sket en generel højredrejning og dehumanisering i samfundet, og de rettede da også en omfattende faglig kritik mod den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, som de så som udtryk for en sådan højredrejning.
Men Herbener nøjedes ikke med artikler i "Faklen", han udgav, som nævnt, en hel bog.
Som indledning til bogen bragte han et citat af selveste Svend Holm-Nielsen, der i 1992 havde udtalt følgende:
"Ud fra hvilken anden forudsætning vil man dog foretage en oversættelse af en tekst end ud fra dens egne betingelser?".
Dette citat skulle tydeligvis markere, at lederen af hele det gammeltestamentlige oversættelsesprojekt selv havde peget på, at der ikke skulle tages hensyn til noget uden for teksten. Og det betød for Herbener naturligvis, at der ikke skulle tages hensyn til den kristne konfession.
Og så viser han med mange citater fra debatten, at den autoriserede oversættelse skulle være en kirkebibel og derfor også tage hensyn til kirkelig tradition. Han bruger da også eksemplet fra 1. Mos. 3,15 som begrundelse for sin kritik.
I prøveoversættelsen valgte vi, som nævnt, "slægt"; men når vi endte med "afkom" i den autoriserede oversættelse, så var det, fordi "afkom" muliggør en individuel fortolkning af זרע. Og dermed et hensyn til kirkelig tradition. Og Herbener konkluderer: "Fra en religionshistorisk synsvinkel kan disse hensyn ikke karakteriseres som legitime." (s. 177).
Herbener laver en omhyggelig gennemgang af vigtige gloser og begreber, som er blevet ændret fra prøveoversættelsen af Det Gamle Testamente til den autoriserede oversættelse.
Årsagen til de cirka 655 rettelser er, at der mellem de to oversættelser skete et omfattende koordineringsarbejde, hvor ikke mindst en forsker som Carsten Vang fra Menighedsfakultetet og flere af hans kolleger spillede en stor rolle.
Og Herbener betragter disse ændringer som udtryk for hensynet til den kirkelige tradition, men siger ærligt, at det betyder ikke, "at majoriteten af de anførte eksempler på rettelser af PO ikke kan karakteriseres som filologisk mulige, i enkelte tilfælde også som forbedringer. På den anden side er det ofte vanskeligt at se rationalet eller nødvendigheden af rettelserne ud fra en filologisk-eksegetisk betragtning."
Herbener om oversættelsesperspektiver
I sin sammenfatning skriver Herbener blandt andet: "Som det skulle være fremgået, er der markante forskelle på PO og DO92. Hvor PO på adskillige områder er kendetegnet ved en fagvidenskabelig tilgang, er det først og fremmest hensynet til den kirkekristne tradition, der kendetegner DO 92's bibelsyn" (s. 236).
Herbener noterer sig naturligvis også, at man har sat de to testamenter op som én bog med gennemgående paginering, krydshenvisninger og så videre.
Herbener har et særligt afsnit, som han kalder: "Diskussion af de forskellige oversættelsesperspektiver", hvor han især inddrager indlæg om oversættelsesarbejdet af Bodil Ejrnæs og af mig.
Her er det vigtigt for ham at understrege, at det, Bodil Ejrnæs og jeg gør, er, at vi blander "kategorialt forskellige perspektiver på de hebraiske bibeltekster sammen, nemlig den historisk kritiske læsning af de gammeltestamentlige tekster i deres egen litterære kontekst og senere tiders tolkning" (s. 303).
Og han skriver om min måde at beskrive oversættelsesarbejdet på følgende:
"Det er principielt kun de betydningsmuligheder, som de hebraiske bibeltekster selv aktualiserer, og som deres tilblivelsesbaggrund og -samtid muliggør, der kan anses for tekstuelt legitime. Desuden kan det ikke være et tilstrækkeligt kriterium på en videnskabelig oversættelse, at den er 'sprogligt mulig', herunder at den ikke 'forvrænger' den hebraiske bibels egen betydning og kontekst. En videnskabeligt forsvarlig oversættelse må nødvendigvis med alle midler tilstræbe at etablere den filologisk-kontekstuelt mest sandsynlige og præcise gengivelse af et givent udtryk."
Som I kan se, er der tale om to meget forskellige syn på, hvad Det Gamle Testamente er for en tekst.
For Herbener er den en isoleret tekst, den hebraiske bibel, som alene skal forstås ud fra sin egen historiske kontekst.
For mig er der tale om netop Det Gamle Testamente som en del af en større helhed, som vi kan analysere på historisk-kritisk vis og for eksempel nå frem til, at zæra, זרע, i 1. Mos. 3,15 betyder slægt. Men glosen "afkom" er for mig at se en lige så præcis gengivelse, hvis den tolkes kollektivt om alle kommende generationer.
Men her vil Herbener have en oversættelse som umuliggør en individuel tolkning, for at den kan kaldes videnskabeligt baseret. Han lægger således vægt på, hvordan læserne skal forstå bibelteksten korrekt og ikke forledes til en kristologisk tolkning. Jeg vil gerne sætte læserne fri, så de kan læse 1. Mos. 3,15 på forskellige måder.
Tekstsynet hos Herbener og hos oversætterne
Herbeners bog er værd at læse.
Han har mange gode iagttagelser, og han har ret i, at vi ikke oversatte et religionshistorisk dokument, sådan som han og hans kolleger har gjort i deres oversættelse af Første Mosebog 1-12 og Esajas' Bog 1-12. Eller Jeshajahu 1-12, som de kalder profeten.
I det hele taget er valget af navnegengivelsen med til at understrege, at det er en gammel og fremmed tekst. For eksempel gengives Es 7,8-9 således:
For Arams hoved er Dammæsæq, [Damaskus]
og Dammæsæqs hoved er Retsin,
og inden 65 år vil Æp'rajim [Efraim] være tilintetgjort som folk.
Æp'rajims hoved er Shomeron, [Samaria]
og Shomerons hoved er Remaljahus søn.
Hvis I ikke er tillidsfulde,
i sandhed skal I ikke bestå.
Denne lydligt korrekte gengivelse er naturligvis med til at skabe en fremmedgørende effekt, så læseren næppe får den tanke, at teksten er henvendt til ham eller hende.
Problemet er, for mig at se, at for Herbener er bibelteksten bundet til dens oprindelige betydning (hvis man nu kan finde tilbage til den).
Han er religionshistoriker med tryk på historiker, hvor historien tydeligvis alene drejer sig om den første gang, en tekst blev til.
For mig at se har tekster historie, og den tekst, vi var sat til at oversætte, var en hel Bibel. Og den var vi sat til at oversætte med brug af al den videnskabelige akribi, vi var i besiddelse af.
I denne hele Bibel var der for de nytestamentlige forfatteres side tale om en nytolkning af centrale steder i Det Gamle Testamente i lyset af Kristusbegivenheden.
Jeg så det derfor som min opgave, hvor det var muligt, at oversætte sådan, at læseren kunne forstå, hvordan de nytestamentlige forfattere og senere tiders fortolkere kunne nå frem til en sådan kristologisk tolkning, uden at gøre det umuligt at forstå teksten i dens gammeltestamentlige sammenhæng.
Overskrifter og krydshenvisninger
En af de ting, som vi ikke taler så meget om, når vi taler om bibeloversættelser, er noget, som ikke indgår i selve teksten, men er oversætternes eget bidrag, nemlig overskrifter og krydshenvisninger.
Overskrifterne i den resen-svanningske oversættelse (1647) var i høj grad med til at sikre en bestemt tolkning, for eksempel en kristologisk tolkning af Salmernes Bog 110, hvor det hedder, at: "David udi denne Psalme spaar om Christi Person og Kongelige Embede…".
Med 1931-oversættelsen forsvinder disse kristologiske tolkninger fra overskrifterne, og de findes heller ikke i senere oversættelser.
Således hedder det i 1931-oversættelsen: "Ud fra et guddommeligt Tilsagn udmaler Salmisten, hvorledes Herren fører Præstekongen frem til Sejr over alle Fjender i Spidsen for sit Folk."
Ser man på overskriften til 1. Mos. 3 i 1931-oversættelsen, så står der: "Syndefaldet". 1992-oversættelsen har som overskrift "Syndefaldet og uddrivelsen af Edens have"; men går vi til Bibelen 2020, så har oversætterne valgt en rent deskriptiv overskrift: "Menneskene spiser af frugten fra træet midt i haven". Her er der ingen vurdering af handlingen. Det overlades fuldt ud til læseren selv at tolke, hvad det betyder, at de spiste af frugten.
En overskrift kan betyde rigtig meget for læsningen af en tekst.
Hvis jeg for eksempel skulle lave en alternativ, men netop tolkende overskrift, som bragte læseren i en helt anden retning end ordet "Syndefald", kunne jeg skrive noget i denne retning: "Den forunderlige historie om, hvordan menneskene forlod den kuvøseagtige tilværelse i den lukkede have og kom ud i den frie verden med det nyttige arbejde og velsignelsen ved at sætte børn i verden."
Så når arbejdet med oversættelsen er ved at være forbi, så brug endnu nogle kræfter på at drøfte, hvordan overskrifterne skal være. For dermed får I også endnu engang drøftet, hvilken rolle I vil spille i forhold til jeres læsere.
Det samme gælder naturligvis krydshenvisningerne.
Jeg ved ikke, hvor mange steder der vil kunne være brug for noter af den type, vi så ved Es 7,14 om den unge kvinde/jomfruen; men jeg synes, det er vigtigt, at krydshenvisningerne ikke lægger op til en tolkning, som I ikke har ønsket at give i selve oversættelsen. Det kan betyde, at nogle krydshenvisninger enten skal udelades eller forklares i en note.
Og hvem var så målgruppen, da vi lavede 1992-oversættelsen.
At 1992-oversættelsen skulle autoriseres, betød, at den skulle bruges i gudstjenester i folkekirken, og hvor man ellers ønsker at bruge den. Målgruppen er altså meget lig det, Carl Skovgaard Pedersen i 40'erne kaldte "Tidens og Kirkens Børn".
Det vil sige såvel kirkegængere med et godt kendskab til kirkeligt sprog som ikke så kirkevante, "Tidens Børn", som skulle kunne forstå teksten, men vel at mærke også måtte være indstillet på undervejs at skulle lære ord og udtryk at kende, som de ikke var vant til fra hverdagssproget.
Så når I drøfter målgruppen, så er det ikke nok at karakterisere dem ud fra deres forudsætninger. I må også inddrage jeres egen rolle.
I hvilken grad og på hvilken måde vil I gennem måden at oversætte på og det udstyr, I giver oversættelsen, påvirke deres bibellæsning? Skal det for eksempel være en oversættelse både til kirke og skole, for nu at sige det kort.
Den Nye Aftale
Siden 1992 er der kommet dels en nyoversættelse af Det Nye Testamente i form af "Den Nye Aftale", dels en helbibel i form af Bibelen 2020.
Om begge gælder, at de ikke er lavet for at blive autoriseret, men helt og fuldt tænkt som indgang til bibellæsning for mennesker (især nok unge), der ikke er kendt med bibelsk sprogbrug.
Jeg sad i Bibelselskabets bestyrelse, da vi drøftede igangsættelsen af det, der blev til "Den Nye Aftale".
Morten Aagaard, som var generalsekretær, havde bedt mig om at lave et oplæg til bestyrelsen om behovet for og muligheden for at lave en oversættelse, som var lettere tilgængelig for ikke bibelvante mennesker. Jeg havde på det tidspunkt blandt andet stiftet bekendtskab med en fransk oversættelse fra år 2000, som især var beregnet på mennesker, som ikke havde fransk som modersmål.
De skulle gerne kunne læse Bibelen på et mundret og enkelt fransk. Som eksempel fra den franske oversættelse citerede jeg for bestyrelsen 1. Mos. 1,5, hvor der står:
"Dieu appelle la lumière 'jour' et l'obscurité il l'appelle 'nuit'. Il y a un soir, il y a un matin. Voilà le premier jour."
Jeg vil ikke påstå, at det var dette "Voilà", som fik overbevist bestyrelsen om, at det var muligt at lave en ny oversættelse i den stil. Men det hjalp!
Så nu skulle der laves en oversættelse for en særlig målgruppe. Som der står i efterordet til "Den Nye Aftale" (2007):
"Formålet har været at få en oversættelse af Det Nye Testamente som man kan forstå uden særlige forudsætninger, og som derfor kan være et godt sted at begynde når man vil vide noget om kristendom" (s. 517).
Oversættelsen er derfor meningsbaseret, så det er indholdet, man skal forholde sig til, både som oversætter og læser. Det har da også betydet, at centrale ord som nåde, barmhjertighed, forkyndelse, nadver og retfærdiggørelse ikke anvendes. Eller som jeg hørte det formuleret: En Bibel uden nåde og barmhjertighed!
Og så gjorde man en ting, som overraskede mig.
Men det var, som jeg husker det, en lærer, som var vant til at arbejde med unge, der havde læsevanskeligheder, som gjorde opmærksom på, at versetallene generede den uøvede læser. Det fik ham eller hende til at stoppe op ved hvert nyt vers, så læsningen blev hakket i stykker.
Derfor valgte man en meget svag farve til tallene. Og man valgte også at sætte teksten op som en almindelig bog og ikke i to spalter som i 1992-oversættelsen.
Bibelen 2020
Også Bibelen 2020 er udstyret med et efterskrift.
Her er der blandt andet foreslået forskellige læsestrategier, alt efter hvad man interesserer sig for. Hvis man er interesseret i biografier, så læs om Abraham, Jakob, Rakel og så videre. Og så får man de nødvendige henvisninger til, hvor man skal slå op. Det kan også være livets store spørgsmål, man gerne vil vide mere om, og det får man så henvisninger til.
Om tilblivelsen af oversættelsen hedder det, at man har "bestræbt sig på at undgå ord og vendinger, der kan opleves som indforståede og svært tilgængelige i dag." Man har derfor prøvet oversættelsen af på "almindelige læsere".
Der er for disse to bibeloversættelser tale om særlige læsere. Men vi skal jo ikke glemme, at for den, der sidder i kirken og lytter til for eksempel epistlen, så er det meget svært at følge de ofte meget lange indledningssætninger i Paulus' breve.
Tag bare indledningen til Romerbrevet i 1992-oversættelsen:
"Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter, evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt, i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde."
I "Den Nye Aftale" har man brudt teksten op og lavet en overskrift med adressaten: "Til menigheden i Rom." Så følger afsenderen: "Fra Paulus, der er slave for Kristus."
Og derpå følger så redegørelsen for, at Gud har udvalgt ham. Det betyder, at vi helt fra begyndelsen kan høre, at det er et brev, rettet til en bestemt menighed.
Her har den meningsbaserede oversættelsesmåde, hvor man har brudt sætningerne op, så man kan høre, at det er et brev, gjort det betydeligt nemmere at følge med.
Læsere og lyttere
Da vi i sin tid sad med oversættelsen af Det Gamle Testamente, tænkte vi udelukkende på vores læsere. De gammeltestamentlige læsninger blev som bekendt først indført samme år som bibeloversættelsen. Vi tænkte derfor ikke på Det Gamle Testamente som en fast del af gudstjenesten. Men set ud fra brugen i gudstjenesten er der for de flestes vedkommende ikke tale om læsere, men om lyttere.
Jeg synes, det er vigtigt også at tænke oversættelsen som en oversættelse til bibellyttere. Og det har I sikkert netop talt om i forbindelse med Louise Fischer-Nielsens oplæg om "teksters oplæsningsegnethed".
De skal ikke blot være gode at læse op, men også gode at lytte til. Flere og flere lytter faktisk til tekster i dag. Så tænk både på, hvordan meningen kan gøres tydelig, og på klangen af sproget. Ikke mindst i de poetiske afsnit.
Jeg kan sammenligne dette med det arbejde, jeg selv har været involveret i for nylig, nemlig udarbejdelsen af det nye salmebogstillæg, "151 salmer", som kommer til pinse.
I redaktionsgruppen har vi ikke blot læst salmerne, men også sunget dem. For ord og melodi hører sammen ved gudstjenestebrug. Ord og klang hører også sammen, når man lytter til en oplæsning.
En ny autoriseret oversættelse
Formålet med den oversættelse, I er i fuld gang med, er, at den skal autoriseres til brug ved gudstjenesterne her i landet. Målgruppen er altså først og fremmest menighederne.
Oversættelsen sker ud fra grundteksterne og skal være så præcis som mulig, men samtidig sådan at en nutidig læser og lytter kan forstå indholdet. Jeg tror derfor, at der er meget at lære af arbejdet med meningsbaserede oversættelser.
Menighederne består både af mennesker, som er vokset op med kristendom og kirkegang og derfor har et godt kendskab til bibelske ord, og af mennesker, for hvem det er en forholdsvis ny verden, som de gerne vil lære at kende.
Men for at lære kristendommen at kende må man også lære centrale ord og begreber. Jeg synes derfor ikke, at vi skal have en ny autoriseret oversættelse uden "nåde" og "barmhjertighed", men vi skal heller ikke sakralisere ord som "miskundhed".
Der vil altid være brug for yderligere viden for at sætte sig ind i kristendommen.
Jeg ved ikke, om I har overvejet et forord eller et efterskrift til den autoriserede Bibel. Traditionen med fortaler og summarier, som skulle hjælpe læseren til den rette forståelse af Skriften, holdt ved helt op til 1931-oversættelsen af Det Gamle Testamente. Og så vendte den tilbage i de to ikke-autoriserede oversættelser her i det 21. århundrede, i form af efterskrifter.
Alene det at overveje, hvad der skulle stå i et forord eller en efterskrift, kan være en meget nyttig øvelse i at tænke på forholdet mellem tekst og læser.
Jeg skrev i sin tid de gammeltestamentlige bidrag til Gyldendals opslagsbog "Religion og Livsanskuelse".
Jeg fik en af mine studerende til at hjælpe med korrekturlæsningen, og på et tidspunkt sagde hun helt forbløffet: "Tænk, at det bare er sådan nogen som dig, der skriver artiklerne!".
Det var, synes jeg, en sund erkendelse. Og fordi det er sådan nogen som os, der laver bibeloversættelser, skal de regelmæssigt fornys.
Derfor gjorde det måske ikke noget, at det fremgik af et efterskrift, hvem der havde siddet og oversat 2036-Bibelen. At det, med al respekt, trods alt bare er folk som jer!
Tak for jeres opmærksomhed.