Ateistisk debatbog er en værdifuld kilde til den kirkefremmede danskers fordomme

Bogen er et makværk skrevet af et par lykkeligt uvidende dilletanter, der mangler alle forudsætninger for at drive gedigen og udbytterig religionskritik. Alligevel kan man som nysgerrig kristen sagtens få noget ud af den, mener lektor Lars Sandbeck

Simon Nielsen Ørregaard og Anders Stjernholm har skrevet bogen "Du er jo ateist!" Kirke.dk's anmelder kalder bogen et makværk, men mener, at den giver indblik i den post-kristne tilstand, som mange danskere befinder sig i.
Simon Nielsen Ørregaard og Anders Stjernholm har skrevet bogen "Du er jo ateist!" Kirke.dk's anmelder kalder bogen et makværk, men mener, at den giver indblik i den post-kristne tilstand, som mange danskere befinder sig i. Foto: Niels Ahlmann Olsen / Ritzau Scanpix

Hen mod slutningen af den lille debatbog, ”Du er jo ateist!”, kommer en klargørende opsummering af bogens grundposition: 

”Religion var menneskehedens første forsøg på videnskab, på medicin, på pædagogik, på psykologi, på politik, på filosofi og faktisk også på historiefortælling. Vi har siden opdateret og opgraderet vores evner udi alle disse discipliner. Det hele er blevet markant bedre, rent ud sagt. Så skal vi ikke rette vores opmærksomhed på [sic!] opdateringerne?”

Synspunktet er gammelpositivistisk og kan spores tilbage til Baron d’Holbachs ateistiske værk, Naturens system fra 1770. Denne art religionskritik kombinerer troen på civilisationens nødvendige fremadskridende udvikling hen imod det ”markant bedre” med et syn på religion som et klodset benspænd af et forsøg på at forstå og beherske verden, der blev udviklet af irrationelle barbarer i menneskehedens overtroiske barndom. 

Så vidt jeg kan vurdere, står forfatterne til ”Du er jo ateist!”, Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaard fra Ateistisk Selskab, nøjagtig i denne tradition – dog med et senmoderne tvist, som jeg vender tilbage til.  

I positivistisk perspektiv burde religionerne for længst være et tilbagelagt stadie. Stjernholm og Ørregaard mener dog langt om længe at kunne vejre en smule morgenluft, for: 

”Det er logisk og rationelt ikke at tro på guder. Derfor vinder ateismen frem alle steder i verden”. 

Bogens hensigt er at få flere danskere til at indse, at de faktisk ikke tror på guder, og så kan de jo i forbifarten passende genoverveje deres medlemskab af folkekirken. For hvis man nu hverken tror på guder, jomfrufødsler eller ”genopstandelsen”, hvorfor så overhovedet være medlem?

Religion defineres ved hjælp af et ordbogsopslag og en kort beskrivelse fra Kirkeministeriet, men disse definitioner kan åbenbart ikke bruges til noget, for kort efter og uden nærmere forklaring bliver de erstattet af forfatternes egen: 

”Religioner er dybest set forklaringsmodeller, der handler om, hvorfor verden ser ud, som den gør”. 

Derefter bliver det så meget desto nemmere at mene, at videnskaben har overflødiggjort religionerne.

Forfatterne synes også, at ”religion” hader kvinder, sex og demokrati, at et dogme er en urokkelig morallov, at kristne forestiller sig himmel og helvede som belønning og straf og så videre. 

Disse og en lang række andre vidtløftige postulater, skal der naturligvis argumenteres for, og uden så meget som et homøopatisk mål af selvironi kan forfatterne selvtilfredse konstatere, at ”vi har argumenterne i orden”. Det kan nu mildt sagt diskuteres.

Bogens argumentationsform er nemlig i det store hele rent anekdotisk. Den udgøres af et væld af spredte eksempler fra en række som regel ekstremistiske religiøse synspunkter og praksisser, der sammen med forfatternes meget bogstavelige bibel- og koranlæsninger skal få det til at se ud som om, ”religion” vitterlig er alt det slemme, forfatterne tror, den er. 

Systematiske analyser skal man lede længe efter, og det kan næppe være anderledes. For når man har sat sig for at angribe ”religion” in abstracto, afskærer man på forhånd sig selv fra at kunne begrunde postulaterne med andet end et selektivt udvalg af anekdotiske skræmmehistorier.

Vi hører om stening af kvinder, æresdrab, karismatiske sektledere, psykotiske patienter, der tror, de er Jesus, tungetalende pinsefolk, folkekirkepræster, der ikke vil vie homoseksuelle, inkvisitionen, korstog, hekseafbrændinger, eksorcister, healere, Jehovas Vidner og Hizb ut Tahrir. 

Folkekirkekristendom er bare en ”udvandet” udgave af troen, for ”ægte” religion består i en antidemokratisk, kvinde- og sexhadende form for fundamentalistisk overtro, der agerer stopklods for det civilisatoriske fremskridt.

Bogen er ”rent ud sagt” et makværk af en rodet forestilling ubehjælpsomt skrevet af et par lykkeligt uvidende dilletanter, der mangler alle relevante forudsætninger for at drive gedigen og udbytterig religionskritik. Alligevel kan man som nysgerrig kristen sagtens få noget ud af den.

For Stjernholm og Ørregaard repræsenterer en senmoderne mennesketype, der har forsonet sig med, ja, nærmest tiljubler tanken om, at der hverken er mening eller formål, dybder eller højder, mysterier eller undere i tilværelsen, ingen ”transcendens”, ingen ”ånd”, ingen ”vertikalitet”, kort sagt, ingen klangbund overhovedet for en teologisk tydning af eksistensen. 

En del danskere befinder sig nu i denne irreligiøse zero-zone; de har ikke bare glemt Gud; de har glemt, at de har glemt Gud, og de mærker derfor ikke engang, at de skulle savne noget.

”Du er jo ateist!” giver et indblik i denne post-kristne, post-religiøse tilstand. Derudover kan bogen ses som en værdifuld kilde til den kirkefremmede danskers fordomme om den kristne tro og på den måde måske løfte lidt af sløret for, hvorfor kristendommen efterhånden opleves som irrelevant af så mange.

Lars Sandbeck er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter