Du milde Moses!
Jeg bruger i min anmeldelse af bogen ”Langs levende vande” fem linjer på Martin Rønkildes bidrag. Det er han blevet så oprørt over, at han har kvitteret med et indlæg, hvor de perfide tilsvininger står i kø: Jeg ødelægger således god debat; jeg er uredelig, usaglig og ”ser spøgelser”, som tilmed er ringe forklædt, hvordan de så end kan være det.
Som en læserservice for de af Kirke.dk’s læsere, der finder Rønkildes eksegese af mine fem linjer og sine egne synspunkter lige så vigtig, som han åbenbart selv gør, vil jeg her præcisere, hvad der fik mig til at forfatte den del af min anmeldelse, som tilsyneladende har fået Rønkildes galde til at flyde så umådeholdent.
Digtning eller holdning?
Rønkildes artikel indledes med en art fri digtning: ”Det var en søndag morgen som de fleste andre. Byen vågnede stille op, og kirkeklokken ringede sin ældgamle rytme for at kalde folk til søndagens gudstjeneste.”
Derefter følger så en lang beretning i samme digtende tone fra en barnedåb, hvor præsten bestræber sig på at følge ritualbogen. Efter beskrivelsen af barnedåben skriver Rønkilde, at ”De (dåbsfølget) fik det, de var kommet for, men som kirkegænger sad man tilbage med følelsen af, at det hele var en anelse stift og uvedkommende. Ordene havde lydt, men var de blevet hørt?”
Her vil jeg tillade mig at give Rønkilde det råd, at hvis man ikke indbefatter sig selv i passagens indledende ”man”, ville ”man” nok kunne rydde læserens debatødelæggende misforståelser af vejen ved simpelthen at skrive det.
Videre kan man i Rønkildes artikel under overskriften ”Et ønske om erfaringsdeling” læse følgende:
”Vi savner metoder og platforme til at dele både liturgisk inspiration og erfaring. Hvordan bliver folkekirken bedre til at dele både de gode og de dårlige erfaringer? Kan eller skal der etableres mere formaliserede rammer for erfaringsudveksling og ressourcer til præst og menigheders arbejde med gudstjeneste og ritualer?”
Argumenterer hverken for eller imod et liturgisk forum
Jeg kan dårligt læse det som andet end en profetisk tale om det liturgiske forum, og intet i teksten angiver, at Rønkilde ikke skulle være en del af det indledende ”vi”, som altså savner platforme. Rønkilde tager mig det ilde op, at jeg antyder, at han hører til dem, der ønsker at Liturgisk Forum i folkekirken. Derfor er jeg en anelse konsterneret over slutningen på Rønkildes replik.
Her skriver han, at ”det er forstemmende, hvis de, der åbenlyst er kritiske overfor forandringer i både ritualer og måden, vi arbejder med liturgi i folkekirken på, skal bruge spøgelser for at argumentere for deres sag.”
Men, hvis jeg må tillade mig at gøre brug af Rønkildes egen indvending: Jeg argumenterer hverken for eller imod et liturgisk forum. Det er således helt uden tekstligt belæg at inkludere mig i passagens ”dem”. Jeg har anmeldt en bog. Jeg har ikke udtalt mig om det liturgiske forum på anden måde end ved at sige, at det kom som en overraskelse for mange.
Hvis Rønkilde ønsker en redelig og god debat, kunne man (altså ikke jeg, men ”man” i al almindelighed) ønske for ham, at han blev bedre til at skelne mellem, hvornår han refererer en undersøgelse, hvornår det er hans indre forfatterspire som digter derudaf, og hvornår han mener noget selv.
Rønkilde vil ikke have siddende på sig, at han har ”designet” et ritual. Nej, han taler blot om ”små justeringer, der gør det autoriserede dåbsritual relevant og nærværende.” Det lyder unægtelig som om, at dåbsritualet uden justeringer er irrelevant og det modsatte af nærværende. Men måske er det bare noget, ”undersøgelser” viser uden sammenhæng med Rønkildes egen mening.
Under alle omstændigheder er ”debatten” med Rønkilde for mit vedkommende slut her. Jeg skal have gjort klar til en nærværende og relevant barnedåb i morgen.
Forkortet af redaktionen. Kristine Krarup Ravn er sognepræst i Blovstrød Sogn