Denne bog kan så absolut anbefales. Men først lidt om, hvad der ikke står så meget om:
Bogen beskriver kirkeretninger i Danmark – og de er mange! Man får næsten fornemmelsen af, at der ikke kan være mange tilbage i Danmark, der ikke er engageret i en eller anden lille eller lillebitte kirkelig retning eller kristent trossamfund. Det myldrer derude!
Men samtidig er forfatteren, dr.theol. Kurt E. Larsen, meget tilbageholdende med at komme med bud på baggrundene for, hvorfor der er så særligt mange kirkeretninger i Danmark. Der antydes nogle årsager og sammenhænge, men mestendels holder Larsen sig til at beskrive, hvordan de forskellige retninger har udviklet sig historisk, samt hvordan billedet ser ud lige nu.
Dette mener jeg egentlig er en af bogens styrker. Bogen beskriver – den udlægger ikke. Man får selvfølgelig lyst til at forstå hvorfor, men det er prisværdigt, at forfatteren er så tilbageholdende med bud på forklaringer. Man må selv gøre sig sine overvejelser:
Tro blev et personligt anliggende
En af baggrundene er – eller må være – forbindelseslinjerne mellem reformation, oplysningstid og pietisme. Den første ’kirkelige retning’ kom til Danmark i første halvdel af 1700-tallet i form af Brødremenigheden.
Dette må ses som del af en bevægelse, hvor mennesker i spirende grad opfattede sig selv som individer med hver sit hjerte: Tro blev et personligt anliggende i samme bevægelse, som ’livet’ i det hele taget mere og mere blev et individuelt anliggende. Brødremenigheden – skriver Larsen – ”voksede frem i den begyndende tyske oplysningstid og afgrænsede sig over for denne ved at slå på troen som en hjertets sag.”
Men oplysningstid og pietisme er samtidig fælles om at trække individet frem, omend den første tradition sætter mere lid til fornuften end til hjertet, og det er vel i bund og grund baggrunden for, at vi – hver især – tilslutter os ’retninger’ og afviser andre ’retninger’, går med på noget og fravælger andet.
Man skal vælge med hjertet, siger vi, men dermed siger man på en vis måde ingenting, idet hjertet for eksempel i Grundtvigs salmer netop er ’jegets sted’ eller stedet for ’dit indre’ (”Lovsynger Herren, min mund og mit indre! Sjungende, hjerte, tag Ånden i favn!”, Grundtvig 1836). Man skal vælge med hjertet, fordi hjertet er det sted, man vælger med. Og hver har sit.
Vi har traditionen for uenighed inden for det fælles
En anden af baggrundene er – eller må være – kombinationen ’Grundloven & Grundtvig’.
Kurt E. Larsen nævner flere gange grundloven og den dermed fra 1849 indførte religionsfrihed. Dette havde selvfølgelig en enorm betydning for, at trossamfund eller religiøse bevægelser kunne få fodfæste i Danmark.
Derimod antyder han egentlig kun betydningen af indførelsen af loven om sognebåndsløsning fra 1855, loven fra 1865, der gjorde det lovligt for præster at afholde gudstjenester uden biskoppens tilladelse (og dermed gjorde det muligt – udover højmessen – at arrangere for eksempel indremissionske gudstjenester på tværs af sogneskel), valgmenighedsloven fra 1868 og loven om kirkers brug fra 1903 samt menighedsrådsloven fra samme år.
Loven om sognebåndsløsning var en af Grundtvigs politiske mærkesager. Og den bygger jo på den tanke, at du kan have ’hjertet i klemme’ i forhold til din lokale sognepræst og ønske at høre til et andet sted, hvor dit hjerte hører mere hjemme.
Det er en lov, der understreger og understøtter, at folkekirken er lige så meget forskellighed som enhed. Det myldrer ikke bare med religiøse bevægelser uden for folkekirken, det myldrer også inden i den. Herved adskiller Danmark og folkekirken sig fra andre samfund: Vi er særlige eller sære med vores trang til forskelle, grupperinger og uenighed. Og vi er især sære, fordi uenighed ikke betyder adskillelse. Det, mener jeg, i høj grad er Grundtvigs skyld.
Bogen er på en måde en næsten redundant beretning om uenighed og opsplitning i nye grupperinger. Her et par eksempler: ”Det var imidlertid ikke alle i de gudelige forsamlinger, der var glade for udviklingen i en grundtvigsk retning, og det kom til en splittelse …” (s. 61), ”I 1890’erne opstod der en splittelse i Luthersk Mission, idet …” (s. 151), ”Dele af KFUM & KFUK udviklede sig væk fra Indre Mission, og i 1978 kom det til et synligt brud mellem de to bevægelser …” (s. 266). Disse ’evige uenigheder’ fortæller historien om traditionen for uenighed inden for det fælles.
Bogen er lærebogsegnet oplysning
Som sagt kommer bogen ikke med stærke fortolkninger af, hvorfor det er, som det er. Og det er helt sikkert med vilje.
Velkendt er – og Larsen nævner den også – P.G. Lindhardts bud på sammenhænge mellem social baggrund og kirkelig retning i vækkelsernes tid, som siden er blevet problematiseret. Det er ikke så enkelt, at dem med de gode jorde blev grundtvigianere, og dem med den barske natur (for eksempel fiskerne i Harboøre) blev missionske.
Som beskrivelser og kortlægning er Larsens arbejde særdeles oplysende, og bogen giver et grundigt og vidtforgrenet indblik i både indre-folkekirkelige retninger og små og større kristne bevægelser og trossamfund (katolikker, ortodokse, baptister og så videre) samt dem ’på ydersiden af kanten’ i forhold til at være egentlig kristne (Jehovas vidner og Scientology med flere).
Oplysende – og tydeligvis tænkt til at gøre bogen lærebogsegnet, for eksempel for teologistuderende – er også de ekskurser eller blå bokse, der er strøet med rund hånd gennem bogen, som uddyber emner som hvad ’karismatisk’ betyder, eller hvad forholdet er mellem kvinders emancipationshistorie og vækkelsesbevægelserne – et emne, Larsen peger på som underbelyst.
Burde 'Morten Pontoppidanisme' kaldes en kirkelig retning?
På baggrund af bogens meget oplysende kapitler får man som sagt lyst til at overveje både, hvorfor det har formet sig, som det har, og også: Hvor bevæger det sig hen i dag.
Jeg befinder mig ofte selv i sammenhænge, hvor jeg har fornemmelsen af, at der er et savn efter ’de gode gamle dage’, hvor kirkeretningerne stod mere skarpt, og hvor de grundtvigske og de missionske udkæmpede lokale værdikampe rundt om i landet (som i øvrigt, som Larsen også peger på, fulgte efter en periode, hvor de grundtvigske og missionske var meget nært forbundet).
Imidlertid er det jo ikke sådan, at der i dag ikke findes teologiske forskelle, men måske hedder de lidt noget andet. En af de forskelle, jeg selv kan få øje på, er et stærkt ønske blandt nogle om at være mere ’tydeligt religiøs’ som en modvægt til – men vel også helt i tråd med – et pluralistisk, senmoderne samfund, mens der blandt andre (herunder mig selv) er en famlende insisteren på at tænke samfund, kultur og kristendom sammen i et rodet forhold til hinanden og med rod – i begge betydninger af ordet – i mit eget hjerte.
Larsen gør sig i begyndelsen af bogen nogle overvejelser over, hvornår noget er en ’kirkelig retning’. Han medtager (selvfølgelig, vil jeg sige) Tidehverv som retning, selvom tidehvervske selv ofte har gjort meget ud af, at de ikke er en retning og ikke går i takt, men bare er nogen, der mødes til et sommermøde og holder et tidsskrift.
Han medtager også ’de økumeniske’, selvom disse ikke er samlet i en bestemt retning, men alligevel udgør nogle inden for folkekirken, der har trukket i en retning.
Han nævner derimod ikke det, man måske – med et forslag til et nyt ord – kunne kalde ‘Morten Pontoppidanisme’. Denne retning, hvis den altså findes, består af grundtvigsk sindede, som ikke vil følge Grundtvig i hans drøm om, at Danmark i virkeligheden skal bestå af en hel masse ’vakte valgmenigheder’, men derimod sætter pris på, at præsten og højskolemanden Morten Pontoppidan slog et slag for det ‘uafklarede sognekirkemedlem med benene på jorden’. Denne retning vil jeg selv gerne slå et slag for.
Jeg gentager: Bogen kan meget anbefales. Den er særdeles oplysende i forhold til at forstå både nutid og historie i et sært lille land som Danmark.