Man kan vist godt kalde Lisbeth Smedegaard Andersen dansk salmedigtnings grand old woman. Hun er den af de nulevende salmedigtere, der er bredest repræsenterede både i salmebogen, Højskolesangbogen og forskellige tillæg og salmebogsudgivelser.
På hendes 80-års fødselsdag i 2014 udkom den store salmesamling ”I tid og evighed”. Og nu 10 år senere kort tid efter hendes 90-års fødselsdag udkommer så samlingen ”Lysets vinge over dig”.
Forfatteren undrer sig selv over, at det er blevet til så mange salmer, fordi hun arbejder langsomt, men der er over 120 salmer, så hun må i hvert fald have skrevet en om måneden. Det er i sig selv livsbekræftende, ikke mindst fordi bundniveauet er højt, og det samme gælder de ledsagende melodier af cirka 20 forskellige komponister.
Mange vil kende en del af salmerne fra diverse udgivelser, lejligheder eller fra forfatterens egne salmeforedrag, men der er også helt nye eller overraskende fund. Hvert afsnit begynder med en kort prosatekst, hvor salmerne blive præsenterede og åbnede, uden at forfatteren sætter sig på tolkningen.
Illustrationer af Klein, Callesen og Bak Jensen
Hun har nemlig det syn på salmer, at de skal være åbne og poetiske og give plads til menneskers forskelligheder. Det udtrykker hun både på prosa og i en salme om musikkens betydning skrevet til Sjællands Kirkemusikskole (som fejlagtigt kaldes Kirkemusikhøjskole, men det er så vist også den eneste fejl i bogen, der ellers er omhyggeligt korrekturlæst):
Hvor sang og musik har til huse
– sange er livsglædens sprog –
dér åbnes en dør og vi føler os hjemme
med hver vores tone og hver vores stemme
du mærker i glæden et grådhjertes skælv
sangen har magt hvor du glemmer dig selv.
Mange af salmerne henter deres billeder og sansninger fra naturens verden i årets løb, og det spiller godt sammen med de få, men nøje udvalgte fotografier af Kirsten Klein og Per Bak Jensen og kunstværker af den mesterlige papirklipper Peter Callesen, som forfatteren har en forkærlighed for.
Men mange af salmerne, hvoraf en del er bestilt af menigheder til bestemt lejligheder, kredser også om kirken og gudstjenesten som et særligt og helligt rum: ”her hvor Helligånd taler / gennem ord og ritualer”, og hvor vi kan blive både ”velsignet og forbavset af Gud endnu engang”.
Nutiden bryder igennem det tidløse sprog
Generelt er sproget ligetil og letforståeligt uden at blive fladt. Der er gennemgående en mere nøgtern og ligefrem tone og et mere behersket billedsprog end i mange af forfatterens salmer i Den Danske Salmebog.
Af og til optræder et citat fra en kendt salme eller et bibelvers, og det har en god effekt uden at blive kitsch. Andre gange er det nutiden, der bryder igennem det ellers tidløse sprog, når ”Gud sender bag ved medieflowet/ ånden der vil ud med sproget”, eller når københavneren sætter ”skærm og mobil på standby” ved dagens begyndelse.
Personligt bliver jeg som småbørnsfar ramt af et vers, som også findes i Højskolesangbogen, hvor der udspiller sig ”små katastrofer på morgenbordsplan”, men hvor intet er så småt, at Gud ikke er med, så jeg kan ”modtage hverdagens nåde ”og ”leve frimodigt i kald og stand”. Det er i kirken, man møder Gud, men det er i hverdagen, nåden folder sig ud.
Som forfatteren skriver, har hun gerne ville skrive salmer til det moderne menneske, der som hende selv lever i storbyerne. Men også der sanser hun den fælles natur, og af og til kommer vi så alligevel ud på landet eller i landsbykirken, hvor ”døbefonten gemmer navne ingen andre husker på”, og ”glemte salmetunger toner med i vores sang”.
En moderlig omsorg i Gudsbillederne
Der er sange både til hele kirkeåret og til alle årstider – blandt andet en sang til hver måned skrevet sammen med organisten Birgitte Buur. I skrivende stund, hvor bogen udkommer, er vi i adventstiden, som i bogen får lov at fylde en del og komme til sin selvstændige ret:
Mørkt klokken ni og mørkt klokken tre
værst er det mørke ingen kan se:
Send os dit lys
så vi mærker og ser
natten er omme og dagen er nær
Med Johannes Døberens spørgsmål fra evangeliet til 3. søndag i advent spørger forfatteren, om Kristus er den skal komme, og hun svarer med en bøn og en bekræftelse, der ser frem mod jul:
Kom rør mine øjne
nu ser jeg det klart:
du kom som et spædbarn
så skrøbeligt, sart
med et bankende hjerte
– jeg hører det slå –
det banker for mig og går aldrig i stå.
Jeg tror ikke, man fornærmer forfatteren ved at fremhæve hende som netop kvinde. Hun har for eksempel skrevet en meget opbyggelig sang om kvindens håndarbejde, der synges på ”Vi pløjed og vi såed” som en slags kvindelige pendant til det traditionelle mandearbejde i marken, der beskrives i originalen.
Jeg nævner det, fordi jeg ved siden af de traditionelle teologiske temaer synes at spore en moderlig omsorg i mange af Gudsbillederne og et fokus på det konkrete Jesusbarn som udtryk for Guds nåde. Ikke på bekostning af, men som metaforisk udfoldelse af den treenige Guds ubegribelige storhed, der også viser sig i fuglesang og årstidernes gang, ved døbefont og nadverbord, og i menneskers kærlighed og omsorg for hinanden.
Der er flere perler i denne samling, og nogle af sangene, der ikke allerede er slået an, vil sikkert gøre det. Selvfølgelig er alle 120+ salmer ikke lige originale, men man må med forfatterens egne beskedne ord sige, at det ”indimellem lykkes”.
Jeg hæftede mig ved læsningen af bogen og gennemspilning af udvalgte melodier mest ved de salmer, hvor hun arbejder med et billede eller en tanke, hun har mødt et sted, eller en helt konkret inspiration. Heriblandt en suite af salmer over Søren Kierkegaards bønner, som er digtet under corona-nedlukningen, hvor der ikke var mulighed for andet end ”hiin enkeltes kristendom”.
En frimodig lyst til at leve på Guds ord
Ingen af ”bestillingsopgaverne” til bestemte kirkelige anledninger eller dage i kirkeåret er dårlige, men forfatteren er så god til det, at det en gang imellem næsten bliver for stilsikkert. Det er, som om kunstneriske dogmer, et genstridigt versemål eller modstand fra et konkret stof gør, at en salme kan løfte sig lidt højere over de andre.
Et godt eksempel på det er faktisk en bestillingsopgave, hvor organist og komponist Hans Sydow har bedt forfatteren skrive en salme over minder fortalt af folk i hans sogn. Den aldrende, men ikke-nostalgiske forfatter giver sig her hen til andres minder og får dermed slået en fin, særlig tone an, som Sydows enkle, næsten rindende melodi fanger smukt:
Du bærer den med dig – en arv at bevare
af tårer og latter og kærlige ord
gir dig at skabe i ændrede tider
en fremtid hvor mennesker håber og tror
med tid til at vente i stilhed
– en smule nostalgisk måske –
og lytte til hjertet der hvisker
sit husker du, husker du det?
at køre ved aften ad velkendte veje
og indsnuse duften fra hav og fra fjord
høre det pusle i mørket omkring mig –
en hvisken i alt hvad der lever og gror –
så ved jeg at alting forandres
men kirken på barndommens ø
bliver ved med at synge i mørket
om livet der aldrig kan dø.
Man kunne måske forvente, at en salmedigter på 90 år ofte ville kredse om død og alderdom. Men der er ikke meget svanesang over denne udgivelse, selvom alle salmer er blevet til efter forfatterens 80-års fødselsdag.
Der er selvfølgelig salmer til langfredag og allehelgen og efterårssalmer, der tager død og mørke alvorligt. Og der er også en smuk, fortættet salme skrevet til broderens begravelse, hvor forfatteren ”fanger en tone” i verden, følger den gennem livet og til sidst ”hører en stemme”, der ”synger opstandelsens sang”.
Men ellers er det en smittende livsglæde og en frimodig lyst til at leve på Guds ord, der lyser ud af de fleste af salmerne og sangene. Det er også der, samlingen ender med den sidste sang, der tilsyneladende er skrevet til udgivelsen. Sangen har fået titel efter begyndelseslinjen i omkvædet, som jeg vil slutte med her:
En dag så stor som hele verden
minutter skabt af lys
hvor drøm og længsel væves sammen
i et forundringskys
tid til venner leg og latter
og minder at ta med
ved aften hente himlens
klareste stjerne ned.
Man går ikke forgæves til denne udgivelse, og den bliver god at tage med sig ind i det nye år som ledsager gennem kirkeåret og årstiderne. Fremtiden vil vise, hvilke sange der får vinger og letter ud i den fælles sangskat. Nogle har som sagt allerede gjort det. Det er livsbekræftende ord og toner.