Biskop Marianne Christiansen udgav i maj måned bogen "Stat og kirke – hvad nu? Om folkekirken og den sekulære stat i Danmark" på Syddansk Universitetsforlag. Bogen har allerede fået fortjent meget omtale i interviews med videre – en anmeldelse er på tide. Fortjent, fordi det virkelig er en fremragende bog, der er god at få forstand af i en tid, hvor spørgsmålet om kirkeforfatning dukker op igen.
Men måske er det også godt nok at have ventet med anmeldelsen, til vi har set den nye regering og regeringsgrundlaget.
For en af de store mangler i Marianne Christiansens bog er, at dens omtale af Socialdemokratiets kirkepolitik i det 20. århundrede er forunderligt mangelfuld og i stedet affejes med det gamle bon mot om den lille mand med den lille tro.
Kampen internt i Socialdemokratiet for at ændre politik fra nedlæggelse af kirken til at sikre arbejderne en plads i kirken og dens styrende organer – og dermed den grundtvigsk prægede socialdemokrat Frederik Borgbjergs indsats – er helt udeladt, og det samme er Bodil Kochs indsats.
Tilsvarende bliver omtalen af Venstres kirkepolitik i det 20. århundrede til et spørgsmål om, at grundtvigianerne efterhånden fandt sig til rette med den statslige styring, fordi de havde adgangen til det politiske niveau.
Men hvad med de venstrefolk, der blev fri for at betale tiende, men nok følte, at kirken var deres – var de ikke godt tilfreds med, at deres kirke blev styret som en fælles kirke af det fælles repræsentative demokrati i stedet for af nogen, der hævdede, at de var kirken?
I hvert fald var dét noget af miseren i udvalget bag det hedengangne 1544-udvalg – at tidligere indenrigsminister for Venstre og tidligere mangeårig formand for Det Mellemkirkelige Råd Britta Schall Holberg pludselig måtte se sig selv defineret som uden ret til at tale for kirken.
Og hvad med missionsfolkene, både Indre Mission og Luthersk Mission – endte de ikke også med at finde sig godt til rette med den nuværende ordning?
Det er mærkeligt, at disse processer, og herunder de store sager, der i praksis skabte både Socialdemokratiets og Venstres kirkepolitik i det forgangne århundrede, er forunderligt udeladt i en bog, der ellers lægger fremragende historisk op.
Hvem udgør "kirken"?
Spørgsmålet om folkekirkens medlemmers ret til at blive viet som fraskilte er ifølge Marianne Christiansen biskoppernes fortjeneste, javel.
Spørgsmålet om, hvem der skulle have stemmeret og være valgbare til menighedsråd med videre bliver lidt set som en given ting – men det var det jo ingenlunde, og havde de kirkelige retninger fået lov at bestemme, så havde hverken kvinder eller ufromme været valgbare og fået stemmeret.
Spørgsmålet om kvindelige præster og spørgsmålet om kirkelig vielse af par af samme køn havde jeg forventet ville have fået en plads i bogens diskussion af forholdet mellem det politiske Danmark og det kirkelige Danmark.
For det er jo rigtigt, som Marianne Christiansen anfører, at alle, både kirkelige og politiske hjørner, principielt har talt om ønsket om en samlet kirkeforfatning, men når det kom til stykket har i hvert fald det politiske Danmark fastholdt, at det fælles repræsentative demokrati skulle have det sidste ord.
Måske blandt andet fordi ikke alle abonnerer på Marianne Christiansens definition af kirken som "dem, der tilslutter sig kirken" (side 13), for hvad så med dem, der bare bruger kirken? Men måske også fordi der simpelthen er forskel på det repræsentative grundlag for Folketing og regering over for dét repræsentative grundlag, der opstår gennem menighedsråd og indre valg.
I praksis ender Marianne Christiansen da også ved, at folketing og regering skal have det sidste ord. Men på en meget formel måde. Helst ville hun have den finske ordning, hvor regering og folketing alene kan sige ja eller nej til de initiativer, kirken kommer med. Altså ingen initiativret fra det politiske system. Det er den omvendte verden af, hvad vi har i dag, hvor "kirken" ikke har nogen formel initiativret, endsige høringsret.
Den realistiske og vidende biskop i Haderslev foreslår alternativt, at det fastslås ved lov, at kirkelige organer – eller mener hun faktisk kirken – får en lovbunden høringsret. Men helst vil hun have folkekirkelige organer – kirken – til at styre processerne, ikke ministeriet – og så kan ministeren take it or leave it. Og allerhelst vil hun have ét samlet, landsdækkende organ, som både kan tage initiativer og have høringsret, så det er tydeligt at se, hvem der er kirken, og hvem der er staten.
Kirketugt
Indre anliggender vil hun helst have bliver afgjort alene i kirken. Og Marianne Christiansen definerer indre anliggender overraskende bredt, inklusive kirketugt (side 169). Det er godt nok længe siden, jeg har set nogen foreslå, at det så meget som skulle være muligt at tale om kirketugt i relation til folkekirken.
Jeg ved heller ikke, om Marianne Christiansen faktisk ønsker det. Men hvis ikke, er det nok lidt tosset at nævne kirketugt som et delelement i begrebet indre anliggender. Og jeg havde faktisk ikke ventet, at idéen skulle komme fra Marianne Christiansen, som er den af alle, der har peget på udviklingen i den lettiske lutherske kirke, hvor man afskaffede kvindelige præster igen midt i 1990'erne.
Forslaget om en styrelseslov parallelt til den kommunale styrelseslov forekommer mig klogt og fornuftigt, fordi man dér ville kunne fastlægge disse balancer mellem beslutningsret, høringsret og indstillingsret. Men jeg minder lige om, at Kommunernes Landsforening ikke styrer processerne frem til ny lovgivning på det kommunale område, det er de relevante departementer.
Og så vil biskoppen have, at folkekirkelige organer skal styre det, hun kalder "folkekirkens penge", herunder landskirkeskatten. Det er et synspunkt, der er dybt forståeligt. Der er blot to hager ved det: "folkekirkens penge" bliver opkrævet som almindelig skat af statslige organer. Og Fællesfonden modtager, udover landskirkeskatten, også tilskud fra finansloven til finansiering af Det Mellemkirkelige Råd og aflønning af landets præster (40 procent af præstelønnen).
Har biskoppen politisk opbakning?
Jeg tror, en forudsætning for at ændre på kirkeministerens rolle i forhold til landskirkeskatten er, at man samtidig ser på de to forhold. Ikke mindst, når man er optaget af sammenligning til øvrige trossamfund, der jo ikke har nogen af de fordele – selvom en del af dem meget gerne ville have både opkrævning af religionsskat og tilskud.
Der er ingen tvivl om, at Marianne Christiansens forslag er i overensstemmelse med udviklingen i international og nordisk ret, som den senest er beskrevet i Bobrowicz og Scala Legalising Religious Communities, der landede i min postboks samtidig med Marianne Christiansens bog.
Der er heller ingen tvivl om, at en selvstændiggørelse af folkekirken vil passe godt for religiøse minoriteter i Danmark, som dermed ville få yderligere argumenter mod, at staten blander sig i, hvad de opfatter som indre anliggender – medlemsforhold, normer for ægteskab og familieliv, normer for klædedragt med videre.
Men er fuldstændigt carte blanche i indre anliggender, inklusive mulighed for kirketugt, mon Socialdemokratiets kirkepolitik? Eller kan vi håbe på, at Ida Auken som Bodil Koch står for noget roligere, noget mere samlende? For eksempel en lovgivning, der giver kirkelige organer på landsplan (stiftsråd, biskopper, landsforeningen) samme høringsret, som menighedsrådene har – og vel at mærke en høringsret, der bliver overholdt – og måske også initiativret, uden at regeringen dermed er bundet?
Det ville være den relevante lovgivning til at ændre den famøse højesteretsdom fra 2017, der er baggrunden for Marianne Christiansens fremragende bog, en bog, som alle med interesse i disse forhold bør læse.