Det koster penge at tjene penge.
Den læresætning gælder for private virksomheder såvel som for almennyttige, kirkelige organisationer. Og for Kirkens Korshær, der netop har afholdt landsindsamling med et resultat omtrent som sidste år på 2,2 millioner kroner, er omkostningerne nu blevet endog meget synlige.
Altinget har nemlig undersøgt og i går offentliggjort økonomiske nøgletal i en række organisationers landsindsamlinger. Konklusionen for mediet er, at hver anden indsamling af denne type ”drukner i administration”.
Ifølge Altinget kostede det for eksempel Kirkes Korshær så mange penge at gennemføre sin landsindsamling i 2017, at under 10 procent af indtægterne reelt gik til organisationens egentlige hjælpearbejde for udsatte i Danmark.
Udviklingschef i Kirkens Korshær, Jesper Rønn-Simonsen, der også sidder i bestyrelsen for indsamlingsorganisationernes brancheforening ISOBRO, udtaler: ”Det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med.”
Mellem taknemlighed og utilfredshed
På Kirkens Korshærs egen hjemmeside er samme Jesper Rønn-Simonsen kontaktperson på en nyhed fra forleden om den netop overståede 2018-landsindsamling, hvor der står: ”Vi er meget glade og taknemmelige for bidragene og ikke mindst opbakningen fra danskerne. Det betyder, at vi kan støtte vores sociale arbejde for hjemløse, ensomme og fattige mennesker i Danmark endnu mere.”
De store omkostninger i 2017, som ikke var tilfredsstillende, har altså ikke fået Kirkens Korshær til at stoppe den tilsvarende aktivitet i år.
Og hovedforklaringen er efter alt at dømme den helt simple grund, at det koster penge at tjene penge. Det gjorde det også i 2016, selvom resultatet dengang var bedre med en landsindsamling på knap 3,5 millioner kroner og udgifter ifølge rapporten til Indsamlingsnævnet på knap 1,7 millioner kroner.
Med til regnestykket omkring landsindsamlingerne hører derudover overvejelser om, hvad det er for nogle penge, der kan og skal tjenes i dem. En ting er, hvad hr. og fru Jensen giver i kroner og ører. Noget andet er, hvad deres velvilje kan veksles til i et spil om nogle langt større summer, som udgør en usynlig valuta i og omkring landsindsamlingerne.
I nyheden fra Kirkens Korshær, hvor Jesper Rønn-Simonsen er kontaktperson, står det direkte. Det handler om ”opbakningen fra danskerne”. Og det samme gælder for så vidt fra frikirkelige ADRAs mindre kendte hjælpeaktion til Folkekirkens Nødhjælps storstilede sogneindsamling.
Det er ikke kun de konkrete midler, som samles ind ved at banke på døre og bede om et bidrag til sultne og fattige mennesker, det handler om.
En meget vigtig, men mindre synlig, indtjening er manifestationen af at være folkeligt forankrede, det organisatoriske bevis på evnen til at kunne mobilisere store skarer af frivillige, professionalismen i det at have en organisation, der kan håndtere logistikken år efter år efter år.
De professionelle ved, at det ikke kun er hr. og fru Jensens konkrete bidrag, der kæmpes om. Det er summen af velviljen, det er opbakningen, det er forestillingen og forventningen om den frivillige håndsrækning
Morten Thomsen Højsgaard
Alt dette kan samles i sætninger til pressen om opbakning fra danskerne og skabe gejst i baglandet. Men samtidig kan det bruges i meget store ansøgninger til offentlige myndigheder og fonde, hvor der kræves udbredelse i og støtte fra befolkningen.
Det såkaldte civilsamfund er intet uden det civile, altså det folkelige, det frivillige, det medmenneskelige, det ikke-statslige element. Derfor handler landsindsamlinger set med organisatoriske briller ofte mere om at vinde de mange hjerters gunst end om de helt konkrete beløb i kroner og ører.
Når regnskabet gøres op
Kirkens Korshær lever som de fleste andre store almennyttige organisationer ikke af landsindsamlinger. De frivillige bidragydere er gode at have, men de er ikke nøglen til den store økonomi, som betaler lønningerne, huslejerne og varmeregningen. Her batter støtte fra staten ofte langt mere.
Kirkens Korshær omsatte i 2017 for 254 millioner kroner, fremgår det af organisationens årsrapport. Landsindsamlingen fylder altså i runde tal omkring 1 procent af det. De to største indtægtskilder, som tilsammen udgør hen ved 60 procent af omsætningen, var igen ifølge årsrapporten knap 92 millioner kroner i ”offentlige tilskud til institutioner med driftsoverenskomst” og andre knap 58 millioner kroner kategoriseret blot som ”tilskud fra det offentlige”.
Men tingene hænger sammen. For staten og fondene, som er en anden vigtig indtægtskilde, kender udmærket til de usynlige valutaer inden for det sociale, det frivillige, det kirkelige felt.
Og derfor ryger Kirkens Korshær, som også har en kolossal historisk goodwill med sig, hverken ud af bestyrelsen i ISOBRO eller ud af driftstilskud fra staten på grund af et måske skuffende resultat af en eller to landsindsamlinger.
For hos de professionelle, som håndterer disse sager, ved man, at det ikke kun er hr. og fru Jensens konkrete bidrag, der kæmpes om. Det er summen af velviljen, det er opbakningen, det er forestillingen og forventningen om den frivillige håndsrækning.
Den har staten selv så enormt svært ved at etablere. Og derfor må og skal den have hjælp fra andre til at gå ind i de medmenneskelige relationer.
Forklaringerne skal hænge sammen
Problemet for Kirkens Korshær og andre indsamlingsorganisationer med nogle aktiviteter, der har store administrationsomkostninger, opstår, når hjertesproget på den ene side til givere og donorer sættes sammen med hjernesproget til medier som Altinget og andre udenforstående på den anden side.
Det kan i længden blive meget svært at forklare sammenhængende, hvordan organisationen både er meget taknemlig og ganske utilfreds på samme tid.
Sæt nu, at de frivillige, som ikke kan undgå at se citatet med ledelsens utilfredshed og afdækningen af de ganske få midler, som synligt og direkte går videre til de fattige på grund af indsatsen i landsindsamlingen, holder op med at udføre deres del af arbejdet?
Sæt nu, at de statslige bevillingsgivere, som heller ikke kan undgå at notere de faktisk indberettede administrationsudgifter, der ikke flugter med Indsamlingsnævnets anbefalinger, begynder at sætte spørgsmålstegn ved den folkelige forankring og velvilje i foretagendet?
Og sæt nu, at hele problematikken med at tale hjertesprog med tak til nogen og hjernesprog om utilfredshed til andre fører til, at den generelle troværdighed omkring hele organisationens arbejde langsomt falder?
Det er spørgsmål som disse, som den ansvarlige ledelse naturligvis arbejder med og har til opgave ikke bare at finde passende svar på til offentligheden, men først og fremmest at træffe rimelige og ansvarlige beslutninger på baggrund af.
De bedste beslutninger er normalt dem, hvor man kan sige det samme både internt og eksternt, og hvor hjerte og hjerne går hånd i hånd.
Det kan jo også komme til at koste mange penge ikke at fortælle om, hvorfor og hvordan det koster penge at tjene penge.