Redaktør: En rød regering vil skrumpe Kirkeministeriet

De fire partier, som forhandler om regeringsdannelsen, er i store træk enige om en kirkepolitik, som vil flytte magt fra kirkeministeren til menighedsrådene. Det kan gøre det lille ministerium endnu mindre

Et emne, som ikke er en del af de langstrakte regeringsforhandlinger, er kirkepolitik. Men det udelukker ikke, at en socialdemokratisk regering under Mette Frederiksens ledelse vil føre en aktiv kirkepolitik, der kan flytte magt fra ministeriet til menighedsrådene.
Et emne, som ikke er en del af de langstrakte regeringsforhandlinger, er kirkepolitik. Men det udelukker ikke, at en socialdemokratisk regering under Mette Frederiksens ledelse vil føre en aktiv kirkepolitik, der kan flytte magt fra ministeriet til menighedsrådene. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Kirkepolitik er næppe et emne, der kommer i nærheden af forhandlingsbordet i de igangværende regeringsforhandlinger. 

Men når der engang kommer hvid røg op fra det røde konklave, og ordfører-, udvalgs- og ministerposterne skal fordeles, så er ansvaret for folkekirken og trossamfundene stadig en del af kabalen. Og traditionen tro hersker der en nervøs stemning ude i det kirkelige landskab: 

Ved de nye folketingsmedlemmer overhovedet noget om kirke og tro? 

Der er en tendens til at fokusere på de selvskrevne, kirkeligt engagerede medlemmer, der enten forlod Folketinget – Karen Klint (S), Carl Holst (V), Christian Langballe (DF) – eller aldrig kom ind – Marie Høgh (K), Kristian Andersen (KD), Isabella Arendt (KD) og, nå ja, Iben Thranholm (SK).

Man glemmer imidlertid, at det ikke er nødvendigt – måske ikke engang ønskeligt – at have stærke kirkelige synspunkter for at blive en dygtig kirkepolitiker. Det er Karen Klint et eksempel på. Hun fortæller gerne, hvordan hun igennem næsten to årtier i Folketinget har fået kirkepolitikken ind under huden, og hvordan det har ført til et engagement i det lokale menighedsrådsarbejde. 

Det kirkepolitiske område er noget, man kan lære at kende. Men det kræver naturligvis, at partiet har en kirkepolitik, som en ny ordfører, udvalgsmedlem eller minister kan læne sig op ad.

De konservative har allerede fordelt ordførerskaberne, og her har Orla Østerby overtaget posten som kirkeordfører efter Naser Khader (som blandt andet bliver ’værdiordfører’). 

En del partier har stadig folketingsmedlemmer, der vil være oplagte kirkeordførere. Fra Venstre er der veteranen, tidligere kirkeminister Bertel Haarder. Fra Dansk Folkeparti er der Alex Ahrendtsen, Morten Messerschmidt og Marie Krarup. Mon ikke Trine Torp fortsat skal være SF’s kirkeordfører?

Og selv om de radikale har Folketingets eneste teolog, Ida Auken, bliver det givetvis Marianne Jelved (endnu en veteran og tidligere kirkeminister), der fortsat skal holde partiets kirkepolitiske tøjler – måske også som formand for kirkeudvalget?

Men hvad med Socialdemokratiet?

Med en partiformand, som ikke har mange følelser for området (nogle kalder ligefrem Mette Frederiksen for religionsforskrækket), og fremtrædende medlemmer som Mogens Jensen og Mattias Tesfaye, der kommer med uigennemtænkte, værdipolitiske udmeldinger på det kirke- og religionspolitiske område, er der mange i både folkekirke og trossamfund, som er urolige ved udsigten til en socialdemokratisk mindretalsregering.

Daniel Toft Jakobsen er med sin baggrund i det missionske den mest åbenlyst kirkelige person i folketingsgruppen. Han er et erfarent medlem af kirkeudvalget og kunne være et bud på en kirkeordfører.

Men hans stærke engagement i kampen for åndsfrihed fremstår i en socialdemokratisk sammenhæng som lettere eksotisk og ikke just i pagt med den stramme linje over for trossamfundene, som mere indflydelsesrige medlemmer af gruppen repræsenterer. 

En anden mulighed er Flemming Møller Mortensen – folkekirkelig og gift med en mand, hvilket partiledelsen måske vil se som godt signal at sende – men heller ikke han har stor indflydelse i gruppen. Eller det kan blive en ikke-kirkelig, driftssikker partisoldat, der ligesom Karen Klint lærer området at kende hen ad vejen. 

Uanset hvem, der skal tage over efter Karen Klint, skal man huske, at Socialdemokratiet både har en klart formuleret kirkepolitik og et kirkenetværk, der sørger for at holde forbindelsen mellem folketingsgruppen og de kirkelige i partiets bagland åben. Karen Klint er ny formand for kirkenetværket. Og i partiets hovedbestyrelse sidder Inge Kjær Andersen, som samtidig er næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd.


Hvis for eksempel Mogens Jensen bliver kirke- og kulturminister i en socialdemokratisk regering – og det er stadig et kvalificeret gæt – så vil han parkere sine personlige idiosynkrasier og rette ind efter den kirkepolitiske linje, som kirkekyndige socialdemokrater har lagt. Der bliver næppe noget forslag om at pålægge folkekirkepræster at vie par af samme køn.

Det sidste er der i øvrigt heller ikke stemning for hverken hos SF eller de Radikale, ifølge den rundspørge, Kirke.dk foretog før valget. 

Men det betyder ikke, at der ikke vil blive taget kirkepolitiske initiativer. For eksempel er de partier, der netop nu forhandler om regeringsmagten, enige med Socialdemokratiet om at løsne en række af boltene i den nuværende kirkes-stat-konstruktion: 

  • At ændre statstilskuddet til folkekirken til bloktilskud, så det ikke længere går til forkyndelsen, men til kulturarven. 
     
  • At flytte magten over Fællesfonden fra ministeren til en demokratisk valgt bestyrelse. 
     
  • At flytte ansvaret for overenskomstforhandlingerne med kirkefunktionærerne fra Kirkeministeriet til Landsforeningen af Menighedsråd. 

Sidst en regering forsøgte at reformere folkekirkeordningen var med den såkaldte ’betænkning 1544’. Den var resultatet af det udvalgsarbejde, der blev varslet i regeringen Thorning-Schmidts regeringsgrundlag i 2011 om en styringsreform af folkekirken inden for Grundlovens rammer – det vil sige en opfyldelse af løftet i Grundlovens paragraf 66: ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.”

Daværende kirkeminister Marianne Jelved måtte i 2014 opgive at samle et bredt politisk flertal for betænkningens reformforslag. Men ved at dele reformen op i mindre portioner er det tænkeligt, at en S-regering vil kunne få opbakning henover midten. 

På Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde havde mange således svært ved at få armene ned, da Bertel Haarder overraskende lod forstå, at han godt vil være med til at se på både Fællesfondens ledelse og statens tilskud til folkekirken.

Gennemføres Socialdemokratiets kirkepolitiske linje, vil det skrumpe det i forvejen lille kirkeministerium. 

Hvis der altså overhovedet skal være et kirkeministerium. Både Enhedslisten, SF og de Radikale mener principielt, at kirke og stat skal adskille. De ved også godt, at det ikke vil ske, fordi det kræver en grundlovsændring. 

Men ved oprette et tros- og livssynsministerium, hvor andre trossamfund – og måske ikke-religiøse livssynsorganisationer – tilgodeses og får en mere synlig plads sammen med folkekirken, vil regeringen kunne sende et signal om, at der er kommet en ny sherif til byen. 

Kåre Gade er redaktør for Kirke.dk.