I sidste uge var en række af de mennesker, der dagligt har indflydelse på beslutningerne i folkekirken, samlet til konference om ”Teologi og ledelse” på Liselund ved Slagelse.
De omkring 60 deltagere fra præste- og provsteforeningerne, stifterne og stiftsrådene, Kirkeministeriet og Landsforeningen af Menighedsråd skulle – som det hedder i programmet fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter – ”etablere et forløb, der beskæftiger sig med og søger at italesætte relationen mellem teologi og ledelse med henblik på fælles læring og udvikling af en forståelse for, hvori konkret ledelsesudfoldelse i folkekirken kan bestå.”
Det kan formentlig oversættes til, at de skulle tale om magt – noget man ellers kun taler om i folkekirken, når man beskylder andre for at efterstræbe den – og om, hvordan man teologisk kan legitimere at udøve magt i en kirke, der bygger på et opgør med autoriteter.
Ordet ’magt’ forekommer naturligvis ikke i programmet. Magtkritikken har formet folkekirkens selvforståelse, fra Jesus over Luther til Kierkegaard og Grundtvig. Og efter 1968 er tidsånden også fulgt trop: Ingen autoriteter i samfundet er hævet over kritik, og alting er til forhandling.
Blandt foredragsholderne var Kirkeministeriets departementschef Christian Dons Christensen, som i fredags delte sine overvejelser om ledelse i folkekirken på Kirke.dk. Han skriver, at man ikke skal lade sig forlede til at tro, at der ikke findes ledelse i folkekirken – måske findes der for meget ledelse:
”Udfordringen kan være, at for mange krydsende ledelsesstrenge kan give anledning til en ufrugtbar kamp om formelle ledelsesbeføjelser, både lokalt og på landsplan.”
At der faktisk, bag kulisserne, foregår en sådan kamp, kom frem i lyset, da provst Lise Hindsholm – også i sidste uge – anklagede Kirkeministeriet og Landsforeningen af Menighedsråd for at ville centralisere magten i folkekirken ved at tage beføjelser fra stifterne og samle dem i et center.
Hindsholms anklage tager afsæt i den såkaldte stiftsanalyse – en konsulentrapport, som i december 2017 blev offentliggjort på Kirkeministeriets hjemmeside under overskriften ”Stor tilfredshed med stifterne i det kirkelige landskab”. Det lød så tilforladeligt, at stort set ingen opdagede rapporten, men ude i stifterne, blandt biskopper og ansatte på stiftsadministrationerne, fik den hårene til at rejse sig.
For det første var der ikke helt dækning for pressemeddelelsens glade påstand om ’stor tilfredshed’, når man læste rapporten – tilfredshedsglasset kunne lige så godt være halvtomt som halvfuldt.
For det andet var det svært at læse rapporten uden en fornemmelse af, at konsulenterne fra Carve og Rambøll havde misset med øjnene, da det gik op for dem, hvordan folkekirkens Storm P-maskine var skruet sammen: Tænk, at der stadig fandtes et resort i Danmark, der var virgin territory – jomfrueligt, ukultiveret land, som ingen konsulent endnu havde haft under New Public Management-ploven!
Det seneste år har der været arbejdet intenst med at finde ud af, hvordan rapportens anbefalinger skal føres ud i livet, og der er bestemt ikke enighed blandt parterne.
Selv om det siden Paulus har været åbenlyst, at kirken formes af uenighed, strid og kompromisser, så hersker der stadig en forestilling om, at den burde være et magtfrit rum – et billede på Gudsriget, hvor ulven og lammet bor sammen, som vi hører det i næste søndags læsning.
Kirkeministeriet foreslår flere såkaldte centerdannelser – om ikke ét center for det hele, så i hvert fald flere centre, der koncentrerer bestemte opgaver hos et eller to stifter. Løn, kirkegårde, planlov og forsikring er allerede samlet i sådanne centre. Det sparer ressourcer og opbygger ekspertise, lyder argumentet. Alternativt må stifterne indbyrdes aftale de fornødne økonomiske besparelser.
Stifterne stritter imod. Centerdannelser vil ødelægge den tætte kontakt og lokale fortrolighed, som er indlejret i folkekirkens decentrale struktur. Og tanken om at drøfte økonomi på tværs af stifterne får biskopperne til at sidde nervøst i stolene, fordi det bryder med dogmet om, at ingen biskop blander sig i naboens anliggender – Danmark har som bekendt ikke én, men 10 folkekirker.
Og det er ikke kun stiftsanalysen, der kaster grus i den folkekirkelige maskine:
Provstierne, hvor en stadigt større del af den økonomiske magt samler sig, har længe haft et tovtrækkeri med især nogle af stifterne, som alle – ligesom Kirkeministeriet, men i modsætning til sogne og provstier – er underlagt statens årlige rundbarbering på to procent.
Landsforeningen af Menighedsråd ønsker at ændre rolle fra interesseorganisation til arbejdsgiverorganisation med forhandlingsret og indflydelse på folkekirkens økonomi. Set fra Landsforeningens synspunkt vil det være en demokratisering, fordi foreningen ser sig selv som repræsentant de ’levende stene’, som kirken er bygget af.
Set fra stifters og provstiers synspunkt derimod er det en bevægelse i retning af koncernkirken, som undergraver folkekirkens eksisterende demokrati – det er jo menighedsrådene, der vælger både provstiudvalg og biskopper, argumenterer de.
Og så er der de lokale menighedsråd, præster og ansatte, som ofte har nok at gøre med de stadigt flere administrative forpligtelser, der bliver dem pålagt, og som ofte er i tvivl om, hvem de skal spørge til råds om samarbejdsvanskeligheder, ansættelseskontrakter og byggesager. I det kommende år skal et nyt kirkeministerielt udvalg se på netop rollefordelingen i folkekirken – endnu et område med indbyggede konflikter.
Det er kort sagt kompliceret. Det handler om teologi og kirkesyn, magt og indflydelse, men det bliver sjældent sagt højt uden for mødelokalerne. Selv om det siden Paulus har været åbenlyst, at kirken formes af uenighed, strid og kompromisser, så hersker der stadig en forestilling om, at den burde være et magtfrit rum – et billede på Gudsriget, hvor ulven og lammet bor sammen, som vi hører det i næste søndags læsning.
På Kirke.dk har vi i denne uge inviteret læserne til at deltage i nomineringen af de mest indflydelsesrige enkeltpersoner i folkekirken. Alle opfordres til at bidrage med nomineringer til listen, som vi løbende opdaterer frem til deadline fredag den 7. december kl. 13.00. Derefter vil et udvalg af eksperter stemme om, hvem blandt de nominerede, der har mest indflydelse på beslutningerne i folkekirken.
Hvorfor gør vi det? For at tale åbent om det, man ellers ikke taler om i folkekirken. For at facilitere og kvalificere debatten om folkekirkens ledelse. Men først og fremmest, fordi vi er nysgerrige: Vi har helt ærligt ingen anelse om, hvem der har mest indflydelse i folkekirken. Men vi glæder os til at få et bud på det.
Med venlig hilsen,
Kåre Gade, redaktør for Kirke.dk