"Danmission i ledelseskrise" - mon ikke vi kan tillade os den indledning? Det var med ganske kort varsel, at Danmissions generalsekretær Jørgen Skov Sørensen forlod sit kontor. Om eftermiddagen den 21. december, da Danmark var på vej hjem for at fejre jul, meddelte Danmission på deres hjemmeside, at bestyrelsen og generalsekretæren samme dag og ”efter gensidig aftale” havde besluttet, at Skov Sørensen skulle fratræde sin stilling ved årsskiftet.
Det er svært ikke at læse ordet ’fratrædelsesaftale’ som en eufemisme for ’fyring’, den korte tidsfrist taget i betragtning, og i lyset af bestyrelsens forklaring: At der ”er brug for en anden faglig profil til at føre Danmission gennem de økonomiske og strategiske udfordringer, som organisationen står overfor.” Danmission kom ud af 2017 med et underskud på 5,9 millioner kroner, og nu truer et nyt (om end knap så stort) underskud i 2018.
Danmission peger på genbrugsområdet som en af forklaringerne på underskuddet. Det kan synes mærkeligt, når indsamlingsorganisationernes paraplyorganisation ISOBRO sidste år rapporterede, at de kirkelige organisationer fra 2013 til 2017 øgede deres indtægter på genbrugsområdet med 20 procent. Men fordi en række udgifter til genbrugsområdet (forsikringer, leasing af biler) afholdes centralt af Danmission, har nettoindtægterne på genbrug været faldende. Den lokale genbrugsbutiks succes er altså ikke altid ensbetydende med et overskud til organisationen.
Den dårlige økonomi indgår imidlertid i en vekselvirkning med andre organisatoriske udfordringer af mere ideologisk karakter:
Op til repræsentantsskabsmødet i september 2018 havde dele af baglandet rettet kritik mod ledelsen for at svigte organisationens kristne missionsidealer ved at satse på fattigdomsbekæmpelse via Danida-midler, som ikke tillader missionerende projekter. Og på selve mødet luftede flere kritik af, at der blev nedlagt stillinger i hjemmearbejdet, og at der var en kløft mellem de frivillige og hovedkontoret.
”Os fra netværket kender ikke længere dem, der arbejder i Hellerup,” sagde en tidligere missionær fra Viborg Stift.
Så sent som i dag gentager to stemmer fra baglandet deres kritik i Kristeligt Dagblad. De er enige om, at der er et problem, men ikke om, hvad problemet er. En af dem mener, at Danmission ikke har haft en generalsekretær, der kunne begejstre, siden Harald Nielsen - det vender vi tilbage til.
Genkendelige konflikter
Utilfredsheden handler om idealisme over for realisme, frivillige over for professionelle, tradition over for fornyelse, udkant over for centrum – konflikter, som mange andre kirkelige organisationer vil kunne genkende, og som altid er tæt forbundet med den overordnede udfordring, økonomien, som det er enhver leders forbandede pligt at løse.
Når ledelsen ud fra et rationelt ræsonnement lukker et urentabelt samarbejdsprojekt ned, er det også nogens hjertebarn, der bliver slået ihjel – der er frivillige, som har kræfter, venskaber og følelser investeret i projektet. Det skaber utilfredshed, som igen betyder faldende indtægter på gaver og arv. De økonomiske og ideologiske udfordringer er forbunde kar.
Det var den onde cirkel, Danmissions generalsekretær blev fanget i, og som fik bestyrelsen til at undsige den ’fokuseringsproces’, som de oprindeligt bakkede op. Ifølge professor og organisationsforsker Bent Meier Sørensen vil mange bestyrelser foretrække at spare via grønthøstermetoden fremfor at fokusere. For når alle skal spare det samme, bliver der færre konflikter.
Også to tidligere kirkelige ledere genkender udfordringerne. Peter Fischer-Nielsen, der sidste år stoppede som generalsekretær i det ligeledes økonomisk udfordrede Mission Afrika, siger til Kirke.dk: “Det er en udfordring at være leder i en branche, hvor den ild, der tidligere prægede missionsarbejdet, er ved at dø ud, og man skal finde nye veje at gå, mens man kan mærke, at indtægtsgrundlaget smuldrer.”
Og tidligere generalsekretær i Bibelselskabet og leder af Kirkens Korshær i Aarhus Morten Aagaard udtrykker det bramfrit: “Frivillige er både det bedste og det værste, vi har. De er uundværlige som arbejdskraft, men er ofte reaktionære. […] Det er derfor, nogle ledere bare vælger at gøre mere af det samme, for de, der vælger at gøre noget andet, løber ofte ind i alvorlige udfordringer.”
Nu står Danmission over for at finde en ny generalsekretær, som på én gang kan genoprette økonomien og tilliden til ledelsen. Det er ikke nemt, men det har det på den anden side aldrig været. Har man appetit på et deja vu, kan med fordel læse en artikel fra 2001, da Danmissions første generalsekretær, Harald Nielsen, fratrådte efter to år på posten. Angiveligt på grund af "massiv mistillid" blandt medarbejderne på hovedkontoret.
”Danmission i ledelseskrise” hedder artiklen, som slutter med dette citat fra den daværende bestyrelsesformand, Lars Mandrup, om at finde en ny generalsekretær:
”Erfaringerne fra missionsselskaber viser, at det ikke er en enkel sag at finde en person til en sådan post. Måske er der reelt kun en håndfuld at vælge imellem, og så er det endda ikke sikkert, at de vil gå ind i et job som dette.”