Nyhedsanalyse

Priden og kirkerne: Fra konservativ queer-kritik til liberal regnbuebegejstring

Stefanskirken på Nørrebro flager med regnbueflaget i forbindelse med Copenhagen Pride 2019. Foto: Julie Meldhede Kristensen / Kristeligt Dagblad

NYHEDSANALYSE: Copenhagen Pride er blevet en begivenhed, der entusiastisk omfavnes af store dele af folkekirken. Men selv de mest liberale kirkefolk kan have svært ved at navigere i det minerede farvand, som tidens identitetsdebat udgør

“God Pride,” ønskede Folkekirken.dk på de sociale medier, da Copenhagen Pride rullede gennem hovedstaden som den sidste af sommerens Pride-parader (Aalborg, Aarhus og Fanø (!) har afholdt deres).

Den regnbueflagsfarvede hilsen fra kommunikationsbunkeren i Aabyhøj kunne tolkes, som om LGBT-festlighederne er noget, der kun findes én mening om i folkekirken. Men holdningen til kønsidentitet og seksualitet er – måske mere end noget andet spørgsmål – en markør, der deler folkekirken. 

For de teologisk konservative i både folkekirken og andre kirkesamfund er det blevet en mærkesag at argumentere for, at køn er biologi, og at der kun er to af slagsen: Mennesket blev skabt som mand og kvinde, og alle bogstaverne i det støt voksende LGBTQIA+-akronym dækker over afvigelser fra det normale, eller som det kaldes i de kredse, “problemfyldt seksualitet”.

Der er ikke noget nyt i synspunktet, men sproget og argumenterne har fået en anden karakter. Indtil for nylig kaldte de missionske med nonneagtig berøringsangst homoseksuelle for “homofile” og brugte bibelsteder til at underbygge deres synspunkter, men de sidste par år har de konservative taget ordet “queer” i brug med en selvfølge, som havde de læst Judith Butler (hvad de muligvis også har).

“Folkekirken er blevet queer,” mente således formand for Evangelisk Luthersk Netværk, Jens Lomborg, i 2018 i en artikel på netværkets hjemmeside, hvor han argumenterede for, at folkekirkens indførelse af homovielser er værre end at fornægte skabelsen, opstandelsen og dommedag. Så ved man, at det er slemt.

Men den konservative modstand er ikke en intern, kirkelig sag  – det er hele samfundet, der skal overbevises om, at køn ikke er en konstruktion. I kølvandet på sidste års Pride erklærede syv grupper fra den kristne højrefløj krig mod det flydende køn og “queer-ideologien” (og lad os benytte lejligheden til at minde om RokokoPostens nyhed fra sidste år om den indremissionske Copenhagen Prude).

Det samme anliggende har en netop udkommet bog, “En langt bedre vej”, udgivet på Credo, som er en del af Indre Missions forlagsgruppe Lohse. Bogen er skrevet af den teologistuderende Jacob Munk (som har læst Judith Butler). Ifølge pressemeddelelsen præsenterer han “et kristent værdisæt i seksualdebatten, men hans bærende argumenter kommer ikke fra Bibelen eller den kristne tradition, men derimod fra moderne filosofi, psykologi og socialvidenskab.”

Det er altså videnskaben snarere end Bibelen, der tages i brug, når de konservative argumenterer for en tilbagevenden til de to biologiske køn. Om det overbeviser nogen i den socialkonstruktivistiske lejr er nok tvivlsomt – her er man ligeså allergisk for videnskabelig positivisme som for bibelcitater.

Mens de kirkeligt konservative bekriger “queer-ideologien”, er det liberale flertal anderledes positive. Siden den første Pride i 1996 er festivalen blevet en mainstream-begivenhed, der entusiastisk omfavnes af store dele af folkekirken. 

“Her kommer de hellige” (som også tæller kristne fra Metodistkirken og andre frikirker) er en etableret del af paraden i København. Eliaskirken indbød i år til at “hylde mangfoldigheden og livsglæden i årets store LGBTQIA+fest” med bobler og jazzmusik på Vesterbro Torv, og Sankt Jakobs Kirke på Østerbro inviterede om søndagen til Pride-gudstjeneste. 

Grundtvigsk Forum afslørede vinderen blandt 239 deltagere i konkurrencen om at skrive en børnebog, hvor en LBGT-person optræder. Og på Nørrebro kunne man – med Stefanskirkens “omfavnende og progressive profil som ramme” – opleve queer-kunst, der udforskede, “hvorvidt queerfolket har ret til at betræde Guds hus og det religiøse fællesskab.”

Når kirkerne deltager i Pride, er det naturligvis for at vise solidaritet med de seksuelle minoriteter, men det kan være svært at skelne mellem de uegennyttige motiver og den branding, som kirkerne får ud af at vise regnbueflaget i forbindelse med festlighederne. 

Et liberalt syn på køn og seksualitet er, ligesom en grøn holdning til miljø og klima, blevet noget, som alle, der har noget, de skal sælge – kunstnere, erhvervsledere, politikere – signalerer med søvngængeragtig selvfølgelighed. 

Både statsinstitutioner og private virksomheder flokkes om Priden, så det ville se rigtigt dårligt ud, hvis kirken, der i forvejen ikke har det bedste ry i LGBT-miljøet, glimrede med sit fravær. Omvendt er det heller ikke risikofri PR at deltage i Priden: Virksomheder, der lufter regnbueflaget i Pride-ugen, anklages for pinkwashing, fordi de ikke gør noget for sagen resten af året. 

Den anklage vil mange i LGBT-miljøet også rette mod kirken, og selv de mest liberale kirkefolk kan have svært ved at navigere i det minerede farvand, som tidens identitetsdebat udgør.

Leder af Grundtvig-Akademiet Ingrid Ank – en af folkene bag ovennævnte børnebogspris – fik sidste år ørerne i LGBT-maskinen, da hun i Dansk Kirketidende skrev, at hun ikke forstod en regnbuefamiliefar, der følte sig set ned på og ikke følte sig hjemme i kirken, fordi køn og seksualitet er teologisk “helt uinteressant”. 

Trods sine velmenende hensigter, overtrådte hun – hvid, priviligeret, cis-kønnet, hetero og præst – mindst to af de samfærdselsregler, der opstilles i dette års Pride-program: “Vær bevidst om din egen position og dit privilegium” og “stil ikke spørgsmål ved folks levede erfaringer.”

Endnu sværere er det for de LGBT-venlige folkekirkepræster at forklare, hvorfor de mener, at deres konservative kolleger skal have ret til ikke at vie homoseksuelle par. 

Det privilegium blev der stillet spørgsmål ved i en Pride-debat mellem den konservative præst Henrik Højlund og den liberale ditto Thomas Høg Nørager fra Stefanskirken og LGBT Danmarks forperson Peder Holm Svendsen. “Rummelighed eller institutionaliseret diskrimination?” lød overskriften på debatten, som kan høres på Kanal 1

Det grundtvigske åndsfrihedsbegreb har trange kår i dagens identitetspolitiske klima, hvor det kan være svært for selv de mest fremmelige at følge med udviklingen. Politiken fortalte i lørdags om den alternative Nørrebro Pride, der boykotter den “regnbuekapitalistiske Copenhagen Pride”, som “giver plads til aktører, som for nogle af os repræsenterer en trussel, og som i hvert fald aldrig har brugt deres ressourcer på at hjælpe os, før det pludselig blev ‘moderne’ at kunne lide bøsser og lesbiske.” 

I Nørrebro Pride går dobbeltminoriteter (som homoseksuelle ikke-hvide og handikappede transpersoner) forrest i optoget, mens hvide går bagerst og gør rent bagefter. Mon ikke kirken var blevet bedt om at krybe på knæene allerbagerst i den parade?