Præstekadetter: Folkekirkens arbejdsgivere skruer op for charmen

NYHEDSANALYSE: Hvis biskoppen var rejst tilbage i tiden og havde præsenteret sit 35 år yngre, teologistuderende jeg for et tilbud om at komme i lønnet, præsteskjorteklædt praktik i 10 timer om ugen, vil han være blevet mødt med højlydt hånlatter

Teologistuderende Gaute Holm-Hansen og Anne Marie Munk Sørensen taler med biskop Henrik Wigh-Poulsen, der bød dem velkommen som præstekadetter ved en festgudstjeneste i Nr. Galten Kirken. Foto: Helle Arensbak

Ved en festgudstjeneste forleden bød biskop over Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen fem teologistuderende velkommen til Favrskov Provstis nye ”Akademi for præstekadetter”.

Det brandingbevidste navn lugter mere af West Point, officerer og gentlemen (omend i Hinnerup) end af gråmeleret folkekirke, og kadetterne var da også iklædt funklende nye uniformer i form af sorte præsteskjorter med kanintandsflipper.

Hvis biskoppen var rejst tilbage i tiden og havde præsenteret sit 35 år yngre, teologistuderende jeg for et tilbud om at komme i lønnet, præsteskjorteklædt praktik i 10 timer om ugen, vil han være blevet mødt med højlydt hånlatter.

På Aarhus Universitet var Henrik Wigh-Poulsen dengang aktiv i FKTL, Fri Kritisk Teologisk Liste – en grundtvigsk-tidehvervsk studenterpolitisk liste, der havde som sit fremmeste mål at forhindre, at universitetsteologien blev forurenet af praktiske overvejelser om præstegerningen. Den slags ville en ordentlig teolog sagtens selv finde ud, når han fik kjole og krave på.

Missing indholdselement.


Måske var det erindringen om dette, engang ret dominerende, synspunkt, der fik biskoppen til at kalde Favrskov Provstis præsteskole for ”en historisk begivenhed”.

Men det er ikke kun Aarhus-biskoppen, der har forandret sig siden 1980’erne. Overalt skyder initiativer frem, der skal bygge bro mellem universitetet og præstegården, og det er efterhånden svært at finde nogen, som synes, at universitetsteologien i sig selv er tilstrækkelig til at ruste et ungt menneske til den pastorale praksis.

Der er i al væsentlighed to forklaringer på, at præstepraktik ikke længere er et fy-ord:

Den ene er den grasserende præstemangel: Der er i dag over 200 præsteembeder flere end for 30 år siden, men samtidig er produktionen af teologiske kandidater mindre, og selv i et stift som Aarhus Stift, tæt på universitetet, oplever man, at der ofte er ganske få egnede ansøgere til embederne.

Derfor pressede biskopperne og menighedsrådsforeningen sidste år på for at få oprettet en alternativ præsteuddannelse for akademikere (et andet initiativ, som Aarhusbispens unge alter ego ville have mødt med hån og foragt). Den løsning vandt ikke politisk flertal, og i stedet for skrues der nu op for charmen hos de folkekirkelige arbejdsgivere.

”Bliv præst”, et andet Aarhus Stift-baseret initiativ, er tilstede på uddannelsesmesserne og forsøger at få unge til at læse teologi med den hensigt at blive præster. Lolland-Falsters Stift har haft held til at tiltrække unge teologiske kandidater med en årlig ”præstepraktik”, og i flere jyske stifter arrangerer man ture, hvor de studerende på pastoralseminarierne kommer rundt og oplever mulighederne i sognene.

Menighedsfakultetet ­– som modsat universiteternes teologiske uddannelser ser sig selv som en kirkelig uddannelse – opretter i forbindelse med deres nye teologiske bachelor et ”Akademi for Praktisk Teologi” (akademier er åbenbart det sidste nye i de kredse). Og på pastoralseminarierne inviterer man dette efterår til ”pastoral matchmaking, hvor præstehungrende menighedsråd kan speed-date med de studerende.

Den anden forklaring på, at grænsen mellem teologi og præstepraksis opblødes, skal findes hos de teologistuderende, som i dag er mindre indforståede med den folkekirkelige virkelighed end tidligere. 

For biskoppens yngre jeg var det let at afvise behovet for praksisorienteret undervisning, for han var vokset op i et provstehjem, kendte salmerne og højskolesangene og vidste, hvad et landpræsteliv gik ud på. Og de af hans medstuderende, der ikke havde hele den kirkelige bagage med hjemmefra, fik ofte studiejobs som kirkesangere eller som kirketjener- eller kordegnevikarer og fik af den vej den kirkelige praksis ind under neglene.

Den selvsikkerhed og fortrolighed med kirken er mindre almindelig blandt dagens teologistuderende, som derfor ofte selv efterlyser mere praksis på teologiuddannelsen. Da de fem præstekadet-stillinger blev slået op, sendte halvdelen af de kandidatstuderende på teologi i Aarhus efter sigende en ansøgning.

Tilsyneladende omfavner alle det favrskovske præsteakademi. Universiteterne er lettede over, at folkekirken forsøger at imødekomme præstemanglen med egne, lokale initiativer i stedet for en centraliseret løsning, der involverer teologiuddannelserne.

Præsteforeningen er taget i ed og har forhandlet en løn på bachelorniveau til kadetterne. Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (som står for pastoralseminarierne) skal evaluere projektet. Menighedsrådene glæder sig over at få lov til at præge de kommende præster, og biskopperne vil gøre alt for at undgå genopslag af stillinger – eller værre endnu: Stillinger, der bliver besat med uegnede ansøgere.

Man kan da også vælge at se kadetskolen som blot en ny måde at organisere de studiejobs som konfirmandundervisere og kirketjenere, der altid har været en mulighed for de teologistuderende.

Helt så uskyldigt er det dog ikke. Alene navnet – velvalgt som det er, når det gælder om at få omtale – signalerer, at praktikken er en slags paralleluddannelse, lagt i hænderne på et lokalt provsti. Kan Favrskov Provsti leve op til sit ansvar? Hvilke krav vil de allerede erfarne kadetter stille til undervisningen, når de kommer på pastoralseminariet? 

Og ikke mindst: Hvad betyder præsteskjorten, som de studerende skal bære? I folkekirken symboliserer embedsdragten det ene – for der er kun ét – præsteembede.

Når kadetterne uniformeres med præsteskjorte, vil mange opfatte dem som en slags pastorale underofficerer, af lavere rang end rigtige præster. Måske er det endda hensigten med konceptet, men så er det altså en teologisk nyskabelse i folkekirken, der for alvor fortjener prædikatet ”historisk”.

En tanke, som biskoppens yngre jeg måske har hvisket ham i øret, da han skrev sin tale til præstekadetterne. I hvert fald indleder han med at minde de unge mennesker om alt det, de ikke er:

”I er jo ikke præster, lad os lige indledningsvis slå det fast. I er ikke teologiske kandidater. I er ikke engang praktikanter. Nej, I er, for nu, på denne jeres første dag på jobbet, at pinde det helt ud, teologistuderende med et studiejob, hvor I har fået muligheden for at komme tæt på præstegerningen.”