Hvordan kan vi tale om folkekirken i dag? Er det muligt at finde et dækkende billede, som kan gribe den institution, som jeg har glæden ved både at være ansat i, være med i styringen af og først og sidst være medlem af?
Jeg hører for eksempel til dem, der gerne forsvarer folkekirkens mudrede struktur. Det er helt nødvendigt, hvis folkekirken skal være godt funderet som folkekirke. Men allerede her skrider min brug af forsvar for det mudrede, for mudder står man ikke fast i, snarere synker man til bunds i det.
Folkekirken er dybest set ikke mudret. Folkekirken kan som organisation forekomme forvirrende og kaotisk, men den er ikke kaos. Tværtimod er folkekirken en institution, som med udgangspunkt i de lokale enheder af menighedsråd og præster giver mulighed for at fremme det kirkelige liv og være i et stadigt samspil med det samfund, man som lokal kirke er del af.
Tilsvarende med et andet billede, trekanten, som jeg har fundet meget hjælpsom til at gribe de nødvendige balancer i folkekirkens organisering. Trekanten er en geometrisk figur, brugbar til at skærpe forståelsen for, hvordan folkekirken har såvel statskirkelige, fælleskirkelige (synodale) som frie menighedstræk.
Men samtidig en figur med en, groft sagt, vis trekantethed, idet forskellen mellem de tre positioner nok træder tydeligt frem, men hvor selve samvirket mellem folk og kirke ikke rigtigt kommer frem.
Trekanten tydeliggør nogle nødvendige balancer, som vi skal have øje for, hvis vi fortsat ønsker at fremme folkekirkens tilknytning til både menighed, samfund og stat, men den griber så heller ikke andet end skelettet i den danske religionsmodel med folkekirkens særegne status. Folkekirken kan dybest heller ikke indfanges i en trekant.
Folkekirken som skumdannelse
Folkekirken er snarere at forstå som skum eller som en skumdannelse i stadig bevægelse og udvikling.
Filosoffen Peter Sloterdijk operer med dette begrebsbillede om den moderne virkelighed (”Schaume” 2004). Sloterdijks udgangspunkt er: Virkeligheden er blevet så kompleks, at den ikke kan gribes i en samlet tanke eller kan afbildes i en helhed.
Denne centrumløshed har ført til en forestilling om, at det derfor handler om at skabe netværk mellem ellers isolerede størrelser. Netværksbilledet har imidlertid sin begrænsning ved, at den ikke tager det alvorligt, at de, som deler netværk og skaber netværk, er i det samme rum.
Sloterdijk indfører derfor tankefiguren eller metaforen skum.
Fordelen ved Sloterdijks begreb om skum er, at skummet kan udvide sig, har plasticitet, at nok er det centrumløst, tager modernitetens kompleksitet og uoverskuelighed for givet. Men det tager samtidigt det alvorligt, at vi ikke blot danner netværk, men er forbundet i en og samme verden.
Skummet er ikke en harmonisk kugle, en statisk helhed, men derimod dynamisk og bevægelig, og således mere i overensstemmelse med, ja et bedre billede på, den komplekse virkelighed, vi lever i.
Hvor netværkstankegangen tager udgangspunkt i en opløst helhed, hvor enkelte dele kan finde sammen, tager skummet udgangspunkt i det fælles. En anden fordel ved begrebet skum er, at det er tredimensionelt. Det kan udvide sig i alle retninger, både ud, ind og op, såvel horisontalt som vertikalt.
Det er for mig at se oplagt, at se folkekirken som en skumdannelse. Et godt billede, fordi metaforen griber de mange og foranderlige skumbobler, folkekirken er karakteriseret ved.
Det kan være de forskellige led i kirken (sogn, provsti, stift og ministerium), som nok har selvstændige opgaver og myndighedsbeføjelser, men som samtidigt er forbundne og afhængige. Og hvis udvikling det ene sted også fordrer gehør fra de andre led og sans for de deraf nødvendige forandringer.
Men også kirkens indholdsmæssige og værdimæssige indhold – den vidde, som træder frem af selve forkyndelsens indhold (af den store opstandelse påskemorgen) – kan gribes i skummets plasticitet, tredimensionalitet og bevægelighed.
Folkekirken er en kristen kirken i verden. Det vil sige en kirke med et klart budskab, koncentreret om betydningen af Jesu fødsel, død og opstandelse, og det er samtidig en folkekirke, som har en iboende trang rettet henimod det folkelige.
En kirke, som søger mod det menneskelige, og som giver plads til det menneskelige udtryk. Og det ikke mindst i en luthersk og grundtvigsk sammenhæng. Folkekirken må derfor hele tiden pendulere mellem koncentration og vidde, have øje for kernen i troen og samtidigt være åben og have sans for det mangfoldige udtryk.
Skummet tegner et godt billede af en folkekirke præget af både hånd og ånd, religion, administration og løn, apv og evangelium. Skummet giver et prægnant billede af den plasticitet og bevægelighed, som må karakterisere en kirke med både vidde og prægnans,
Her kommer man ikke nemt om ved at insistere på rene snitflader mellem ydre og indre anliggender, mellem frontline og backoffice, eller mellem verdslige og religiøse forhold. For folkekirken er skum.
Mellem New Public Management og Foreningsdanmark
Lad os nu prøve at betragte stifterne, de ti stifter, som en skumboble i folkekirkens samlede skumdannelse, samt som en del af det samlede skum, som en karakteriserer en folkekirke. Ja, hvorfor det er vigtigt, at stifterne tager skummets egenskaber alvorligt, det vil sige er bevægelige og strækker sig ud imod andre.
De ti stifter er selvstændige, men de er samtidig tæt forbundet med både det politiske og ministerielle niveau (kirkeminister og ministerium) og med de sogne og provstier, hvis medlemmer jo har valgt biskoppen. Stifterne er således internt præget af, at de til stadighed skal forholde sig til og agere i såvel en form en embedshierarki som i en foreningspræget struktur.
Skiftende styringsparadigmer i hierarkiet, i departementet, i ministeriet samt forskellige tiders politiske dagsorden gør sig gældende for stifterne og påvirker, understøtter, udvikler og udfordrer det administrative arbejde.
Således har New Public Management-paradigmet haft sin indflydelse på stifternes udvikling og relation til ministeriet, i forhold til indførelse af resultataftaler, de stadige to procents besparelser og i skabelsen af og udviklingen af fortsat centerdannelse.
Forhold, som har ændret arbejdet såvel for stiftskontorchefer som for biskopper, og medført flere interne møder stifterne imellem samt mellem stiftsadministrationer og ministerium.
Ligeledes påvirker udviklingen i Foreningsdanmark stifterne. Mange menighedsråd opfatter sig først og fremmest som frivillige, ikke som arbejdsgivere, og føler, at arbejdet som menighedsråd er blevet for bureaukratisk og tungt.
Det forhold, at mange i dag gerne vil være frivillige, men at de ikke dermed mener at have sagt ja til, finder mening i eller føler, at de har kompetencerne til at være arbejdsgivere – det ændrer behovet for hjælp til varetagelsen af menighedsrådets opgaver.
Det sidste er især noget, provstierne hører, mærker og oplever, men det har også indflydelse på stifternes opgavevaretagelse og ikke mindst på behovet for kommunikation og mødet med menighedsrådene.
Den statslige optagethed af øget digitalisering med krav om transparens samt den øgede uddelegering stiller ligeledes større krav til såvel menighedsrådene, provstierne som stifterne.
Det korte af det lange er, at stifternes opgave er yderst komplekst i dag. Stifterne er på den ene side en selvstændig enhed med egne opgaver og myndigheder. På den anden side er stifterne bindeled mellem en foreningspræget, menighedsrådsfunderet folkekirke og et hierarkisk embedsmandsministerium med en minister.
Det kræver, at stifterne har forskelligartede, selvstændige opgaver. At de er selvstændige enheder, som giver anledning til at møde menighedsråd og provstier, hvor de er. At stiftet har muligheden for at udvise den nødvendige smidighed, åbenhed og plasticitet, ja, udvise alle skumdannelsernes egenskaber.
Folkekirken er afhængig af bevægelighed, smidighed, åbenhed. Disse skumdannelsens egenskaber kan ud fra en styringsmæssige side let forekomme ukontrollerbar, men de er helt nødvendige for kirkens udvikling og stadige samklang med dets medlemmer og samspil med det omgivende samfund.
Elof Westergaard er biskop i Ribe Stift