Kirke og stat

Analyse: Nej, kirke og stat er faktisk ikke skilt i Sverige og Norge

Selvom Svenska kyrkan blev skilt fra staten i 2000, danner kirken stadig den religiøse ramme om kongehuset, som her i 2017, hvor biskop Johan Dalman og ærkebiskop Anders Wejryd medvirker ved dåben af prins Gabriel, prins Carl Philips og prinsesse Sofias anden søn. Også på en lang række andre områder er stat og kirke stadig tæt forbundet i Sverige. Foto: Scanpix/Jonas Ekströmer

Svenska kyrkan og Den norske kirke bruges ofte som eksempler på adskillelse af kirke og stat. Men i realiteten er staten dybt involveret i begge kirker, konkluderer ph.d. Jørgen Skov Sørensen. Analysen var et oplæg på den åbne høring ”Hvem understøtter hvem?” om stat og kirke på Christiansborg

Jeg har fået til opgave at kaste lidt nordlys over kirke-stat-situationen i de øvrige nordiske lande. Lad mig begynde med at røbe min arbejdshypotese: Kirke og stat er ikke adskilt i nogen af de nordiske lande. 

Debatten herhjemme bærer ofte præg af en enten/eller-retorik. Men stat og kirke-relationerne i Norge, Sverige og Finland (og i Danmark for den slags skyld) er for komplicerede til at kunne rummes inden for en binær, sort-hvid forståelse. 

Når vi i dag spørger: ”Hvem understøtter hvem?” kan dette spørgsmål hverken besvares med et simpelt, grundlovssikkert ”staten understøtter kirken”, eller med det mere teologisk subtile ”kirken understøtter staten”. 

Det ved vi godt i en dansk folkekirkelig kontekst. Her er kompleksiteten et livsvilkår. Men når samtalen falder på de nordiske folkekirker, er det ofte en anden logik, der slår ind. 

Så slås det fast, at svenskerne adskilte kirke og stat i 2000. At nordmændene er på vej til at gøre det samme. Og om finnerne hedder det: Vi ved ikke så meget, for de kommunikerer helst på finsk - men det er vist noget i samme retning som med Sverige og Norge.

Fortalere for adskillelse af kirke og stat i Danmark peger på vore svenske brødre og søstre for at vise, hvor godt adskillelse kan være. Og de holder nordmændene op for at demonstrere, hvor gennemarbejdet og logisk processen er der. Modstandere peger samme steder hen for at vise, hvor skidt det kan gå, og hvor politiseret en adskillelse gør kirkens arbejde og plads i samfundet.

Spørgsmålet er om begge parter peger i retning af noget, som ikke findes. Eller sagt på anden vis: Peger både fortalere og kritikere på noget, som ingen i de nordiske lande ønsker, hverken kirkerne eller staterne?

Verdslig lov formulerer Svenska kyrkans opgaver 

Adskillelsen af stat og kirke i Sverige fik første gang kirkelig luft under vingerne i 1979. Forslaget blev de følgende år næret af et politisk ønske fra statens side om at fremstå religionsneutral – og fra kirkens side af et formuleret mål om at blive en NGO, altså en Non-Governmental Organisation, adskilt fra staten.

Hvis man løber teksten igennem, vil man opdage, at den svenske stat via Riksdagen har fingrene dybt nede i Svenska kyrkans ”indre anliggender”.

Op gennem 1990’erne kom Riksdag og Kirkemøde (synoden, red.) frem til konditionerne for en adskillelse, som blev iværksat 1. januar 2000. Adskillelsen krævede en ændring i den svenske Grundlov, som nu fastslår, at Svenska kyrkan er et trossamfund på linje med alle andre. 

Alt sammen en logisk konsekvens af ønsket om adskillelse fra begge sider. Del af konditionerne for denne udvikling er imidlertid også den i Danmark lidet kendte lov om den svenske kirke, ”Lag om Svenska kyrkan”. Den er et stykke verdsligt lovarbejde, vedtaget i Riksdagen af de politiske partier i 1998. Og den er virkelig interessant, når vi taler stat og kirke i Sverige. 

Det kan næppe overraske, at et gennemreguleret samfund som det svenske også har reguleret forholdene for trossamfund, herunder Svenska kyrkan. Det svarer vel nærmest til den lovgivning, vi herhjemme er sat i udsigt med Grundlovens såkaldte ”løfteparagraf”. Det interessante i vores sammenhæng er imidlertid, at ”Lag om Svenska kyrkan” ikke blot er en administrativ, regulatorisk tekst, der retsligt placerer Svenska kyrkan i samfundet.

Hvis man løber teksten igennem, vil man opdage, at den svenske stat via Riksdagen har fingrene dybt nede i Svenska kyrkans ”indre anliggender”.

”Lag om Svenska kyrkan” fastsætter både, at den svenske kirke er en demokratisk kirke med en bestemt og beskrevet struktur, og at den er en evangelisk-luthersk kirke. Det er således ikke bare styreformen, men også det konfessionelle tilhørsforhold, der er vedtaget af Riksdagen og fastsat i en verdslig lov. 

Hertil kommer, at denne verdslige lov formulerer Svenska kyrkans opgaver som ”gudstjenestefejring, undervisning, diakoni og mission”.

Alt dette, inden loven endeligt slår fast, at kirken skal være en åben folkekirke for alle, der betaler deres medlemsafgift. I øvrigt den paragraf, der – som det eneste eksempel i de nordiske folkekirker – ubetinget åbner døren for dobbelt medlemskab i Svenska kyrkan. 

Man kan med andre ord sige, at det er lovbestemt, når der er ”højt til loftet” i kirken, samtidigt med at for eksempel kirketugt, som det kendes fra de fleste lutherske kirker globalt set, ikke har lovhjemmel i Svenska kyrkan. Det har Riksdagen bestemt.

Det sammenfiltrede forhold mellem kirke og stat i Sverige understreges af den parallelle ”Lov om trossamfund”, der sætter rammerne for alle andre trossamfund end Svenska kyrkan. Denne lov omhandler i udgangspunktet ikke Svenska kyrkan. 

Den kundgør imidlertid, at når det gælder medlemsafgift, opkræves denne for Svenska kyrkan per automatik af den svenske stat, mens andre trossamfund må betale for samme ydelse. Og kun efter ansøgning og en vurderingsproces.

Delkonklusion: Svenskerne er ikke kommet helt i mål som kirkelig NGO og som religionsneutral stat.

Stat og kommune dækker udgifter til Den norske kirke 

Men hvad så med nordmændene? Også der har der været tale om en længere proces, der har ført til den aktuelle situation. Som vi har set det i Sverige, har også det norske Storting vedtaget en ”Lov om Den norske Kirke” (også kaldet Kirkeloven) som på flere punkter er sammenlignelig med ”Lag om Svenska kyrkan”. Dog er lovteksten her ikke helt så autoritativ omkring kirkens evangelisk-lutherske konfession og identitet som den svenske.

Når det er stat og kommune, der finansierer, er det uundgåeligt, at finansieringen bliver gjort til genstand for politiske drøftelser.

Til gengæld bygger loven på en grundlovsændring fra 2012, der set fra et dansk perspektiv er interessant. Således lyder det i den norske grundlovs §16, at ”Den norske kirke, en evangelisk-luthersk Kirke, forbliver Norges Folkekirke og understøttes som saadan af Staten. Nærmere Bestemmelser om dens Ordning fastsættes ved Lov”.

Hvis man synes, man har hørt det før, så er det naturligvis fordi §16 næsten ord til andet er en kopi af den danske grundlovs §4. Hvor vi imidlertid i Danmark nogle gange kommer i tvivl om betydningen af ordet ”understøtter”, er det i Norge ikke forbundet med tvivl. Det betyder økonomisk støtte. 

Dette fører til den måske største indikation af vigende adskillelse mellem stat og kirke i Norge: Ingen medlemmer af Den norske kirke betaler kirkeskat. Det er stat og kommune, der dækker udgifter til Den norske kirkes drift, lønninger og særlige kirkelige tiltag, som for eksempel det store dåbsoplæringstiltag, kirken har stået i spidsen for. 

Når det er stat og kommune, der finansierer, er det uundgåeligt, at finansieringen bliver gjort til genstand for politiske drøftelser. Den norske kirke forhandler årligt tilskuddet på plads centralt med den siddende regering (ca. to mia. NKR) og lokalt med kommunerne (ca. fire mia. NKR). Der er pt. hverken politisk flertal for eller vilje i Stortinget til at ændre denne særlige norske kirkefinansiering. Og det er Stortinget med regeringen i spidsen, der bestemmer den slags.

”Too big to fail”

Min konklusion er således: Både Sverige og Norge har – når det gælder stat og kirke – valgt at indrette sig på anden måde, end vi har her i Danmark. Vi må imidlertid konstatere, at det ikke har haft som konsekvens, at kirkerne har kappet alle bånd til staten, eller omvendt. Men hvorfor ikke?

Jeg tror ikke, de svenske og norske myndigheder, staten, tør at sætte de store folkekirker fri. Vi taler om foreninger, organisationer, med mellem 60 og 80 procent af befolkningen som medlemmer. Den slags må man ikke overlade til tilfældighederne. ”Too big to fail”, som man polemisk siger om de store banker i vores samfund. Er kirkerne som både sammenhængs- og arbejdskraft i de nordiske samfund ”too big to fail”? 

Og kirkerne? Gad vide, om ikke ledende kirkefolk i både Norge og Sverige inderst inde finder ro i at vide, at de har staten i ryggen. Staten giver legitimitet – og måske endog autoritet, når der er behov for det. Legitimitet og autoritet, uden hvilke kirkernes folkelige opbakning måske ville blive meget mindre. Man kunne jo ende i en situation, hvor kirkerne blev ”too small not to fail”. Og hvem har lyst til at ende der?

Så altså: Kirke og stat – hvem støtter hvem? Man kunne også spørge: Hvad holder vasketøjet på plads? Vasketøjssnoren eller klemmen?

Nu er jeg faktisk færdig, men det slår mig, at I måske sidder og tænker: ”Hvor blev finnerne af?” Desværre, der er ikke mere tid. Jeg må imidlertid også bare sige, at vi ikke ved så meget, for de kommunikerer helst på finsk – men det er vist noget i samme retning som med Sverige og Norge.

Jørgen Skov Sørensen er ph.d. i konstruktiv teologi og interkulturelle studier, tidligere generalsekretær i Danmission og tidligere sekretariatschef i Det mellemkirkelige Råd.

Åben høring om kirke og stat

Folketingets Kirkeudvalg og Grundtvigsk Forum afholdt den 23. januar på Christiansborg en åben høring: Hvem understøtter hvem? Forholdet mellem kirke og stat til debat.

Høringens formål var "at fordre en debat om forholdet mellem kirke og stat, og hvem der i realiteten understøtter hvem. I grundloven står det skrevet, at folkekirken er en evangelisk-luthersk kirke, der som sådan understøttes af staten, men grundlovens § 4 bestemmer ikke nærmere, hvad dette betyder. Høringen vil således forsøge at belyse både, hvordan staten understøtter folkekirken, og hvordan folkekirken understøtter staten."

Kilde: Folketinget

Se høringen på "Tv fra Folketinget"