Med en præst i Folketinget er det som med sætningen "Danmark er et kristent land" i et regeringsgrundlag: Det er svært at se, hvilken forskel det gør, men alle har en mening om det.
Senest et regeringsgrundlag understregede, at nationen er kristen, lagde regeringen som bekendt ud med at fjerne en helligdag. Og Danmark er indtil videre hverken blevet mere eller mindre kristent af, at det ikke står i det nuværende regeringsgrundlag. Det skulle lige være, hvis den præst, der skal tilknyttes Folketinget, ender med at gøre Danmark mere kristent. Eller mindre. Hvordan det så end skal måles.
Til gengæld har det ikke skortet på meningstilkendegivelser i form af mediedækning, debatindlæg og partiudmeldelser på grund af folketingspræsten. Ophidselsen har nået højder, hvor man skulle tro, at der var blevet indført teokrati i Danmark. Er det virkelig så vanvittig en beslutning at lade en præst få træffetid på tinge?
Et kontrafaktisk tankeeksperiment
Lad os forestille os, at der siden folkestyrets indførelse havde været en københavnsk sognepræst tilknyttet folkestyret. Det er ikke en helt vild tanke, der er trods alt en kirke på Christiansborg. Så ville folketingspræsten kunne sammenlignes med studenter- og værnspræsterne, gudstjenesterne ved Folketingets åbning og folkekirkens særstatus i Grundloven.
Præsten ville være en institution, som der var delte meninger om, og som entusiaster ved festlige lejligheder ville demonstrere deres principielle modvilje mod. Men det ville være en institution med historiske rødder, som formentlig ville få de fleste modstandere til at prioritere andre kamppladser med større sandsynlighed for sejre.
Det er heller ikke noget nyt, at der praktiseres kristendom på Christiansborg. En gammel tradition, hvor folketingsmedlemmer på tværs af partiskel holder ugentlige andagter, blev genoplivet i 2022. Andagterne er nu også for ansatte på Christiansborg og ledes på skift af fem præster: en frikirkepræst og fire sognepræster. Min hustru er – full disclosure – en af de fire.
Fra privat initiativ til institution
Men selvom andagten holdes på Christiansborg, er den et privat initiativ, og præsterne medvirker ulønnet ved siden af deres faste embeder. Måske derfor har andagten heller ikke for alvor været genstand for kritik, bortset fra, at flere sarkastisk har bemærket, at en del af de politikere, der frekventerer andagten, samtidig er imod bederum på uddannelsesinstitutionerne (de samme politikere ville næppe heller se med milde øjne på en muslimsk bønspraksis på Christiansborg – ikke alle Guds børn tynges af det kristne frisind).
Men med en folketingspræst går man fra det private initiativ til en institutionalisering af folkekirkens tilstedeværelse på Borgen. Ligesom det i dag ville være svært at indføre Folketingets åbningsgudstjeneste, hvis den ikke allerede var en etableret tradition, vækker folketingspræsten modstand, ikke mindst blandt sekularister.
Beslutningen sker samtidig på bagtæppet af den aktuelle strid om kirkens og kristendommens forhold til staten: Er Danmark et kristent land? Skal vores soldater forsvare kristne værdier? Skal folkekirken bidrage til den åndelige oprustning? Det er spørgsmål, som deler vandene – i samfundet, men også i folkekirken.
Et redskab for den åndelige oprustning
At nyskabelsen bliver tolket som et værdipolitisk tiltag, burde derfor ikke komme bag på nogen. Sundheds- og kirkeminister Ida Auken (S) forsvarer ganske vist ordningen med, at det er hårdt at være politiker, og at de folkevalgte har brug for sjælesorg og åndelig støtte. Hvorfor de ikke kan få det hos deres sognepræst derhjemme eller en hvilken som helst præst i København, har hun ikke forklaret.
Men da hun i 2025 lancerede idéen om folketingspræsten i Kristeligt Dagblad, koblede hun det også sammen med den åndelige oprustning, som hun dengang var ordfører for. Så uanset om kirkeministeren, Folketingets præsidium og Københavns biskop har tænkt den nye institution som en værdipolitisk markering eller ej, så vil den blive opfattet sådan.
Det er afgørende, at præsten undgår at blive en del af det politiske spil. For eksempel har det vakt bekymring, at frikirkepræsten Mikael Wandt Laursen, som er tovholder på andagterne, samtidig angiveligt samler værdipolitisk markante politikere fra højrefløjen og Socialdemokratiet omkring sig.
Fokus på politisk uafhængighed
Den mindste mistanke om, at en folketingspræst enten bruger eller lader sig bruge til at fremme en bestemt politisk dagsorden, vil være ødelæggende for legitimiteten i det betroede hverv.
Set fra et folkekirkeligt perspektiv er det indlysende, at man må sige ja til at sende en præst, når nogen efterspørger det. Lige så indlysende er det, at folkekirken ikke kan lade sig spænde for den socialdemokratiske, åndelige oprustnings vogn. Derfor har kirkeministerens fistpumpende jubel på de sociale medier ikke just givet folketingspræsten en nem start.
Den heldige indehaver af det kommende embede vil skulle bruge rigtig mange kræfter på at bevise sin politiske uafhængighed og ubestikkelighed – både på Christiansborg og i offentligheden.