Redaktør: Er professionelle bedre ledere end pensionister?

​​​​​​​Flere stemmer kritiserer menighedsrådenes kompetencer og ønsker i stedet professionelle forvaltere i provstierne til at varetage ledelsen af de ansatte. Hvad er argumenterne for at flytte arbejdsgiveransvaret til provstiet? Og hvad er argumenterne imod?

Ledelsesretten bliver hos menighedsrådene en tid endnu, for der er ikke politisk opbakning til fundamentale ændringer i menighedsrådsloven. Men diskussionen om menighedsrådenes ledelseskompetencer vil blive ført med stadigt mindre berøringsangst, skriver Kåre Gade. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

På engelsk taler man om the elephant in the room – ‘elefanten i stuen’. Det er en metafor for et stort problem, som alle kan se, men ingen taler om. En af elefanterne i debatten om folkekirkens arbejdsmiljø er de inkompetente menighedsråd.

Når ingen taler højt om menighedsrådenes manglende kvalifikationer, skyldes det, at sognenes folkevalgte menighedsråd siden 1903 har udgjort fundamentet i folkekirken. Betvivler man menighedsrådenes kompetencer, så udtrykker man også mistillid til det folkekirkelige demokrati.

Men i debatten om arbejdsmiljøet taler flere og flere nu højt om det problematiske i, at menighedsrådenes ledelsesret ofte ikke modsvares af ledelsesevner.

Kritik: Sammenblanding af politik og forvaltning

Fagbladet Præsten har bragt et indlæg af tidligere sognepræst Bent Arendt, som skriver, at det er “helt urimeligt, at f.eks. en pensionist, der aldrig har været andet en arbejdstager, skal holde MUS-samtaler med medarbejdere, lave arbejdstidsberegninger og give løntillæg”.

Arendt påpeger desuden, at menighedsrådene ofte er valgt på “et meget svagt demokratisk mandat”, og at man i øvrigt aldrig ville sætte et politisk valgt byråd til at varetage personaleledelse og andre forvaltningsopgaver.

Bent Arendt foreslår i stedet at sætte professionelle til at varetage personaleledelsen (og økonomien og bygningsforvaltningen) og gøre en præst til daglig leder.

Forslag: Ansæt kirkefunktionærerne i stiftet i stedet for sognet

Bent Arendt er ikke alene:

Kirkehistoriker Rasmus H.C. Dreyer foreslår i Kristeligt Dagblad en model, hvor ansættelsen og personaleledelsen ligger i provstiet, men hvor det stadig er menighedsrådet, der indstiller, hvem de ønsker at ansætte.

En lignende struktur foreslår teolog og ledelsesforsker Camilla Sløk i en artikel i Kritisk Forum for Praktisk Teologi: De funktionæransatte bør efter menighedsrådets indstilling ansættes af stiftet og ledes af provstiet.

Det vil være et opgør med den forkætrede tostrengede ledelsesstruktur, som betyder, at organister, kordegne og øvrige funktionærer har menighedsrådet som arbejdsgiver, mens præsterne refererer til provsten og biskoppen.

Der er dog også stemmer, der advarer mod at ændre på strukturerne i den tro, at det vil skabe bedre arbejdsmiljø. Eva Holmegaard Larsen, sognepræst og medlem af menighedsrådsforeningens bestyrelse, skrev for nylig på Kirke.dk, at “man skal godt nok tænke sig godt om, før man sælger sin frihed til en HR-afdeling.”

Hvad er argumenterne for at flytte ledelsesansvaret fra menighedsråd til provsti?

  • Det sikrer en professionel ledelse og forhindrer, at menighedsrådsmedlemmer, der ikke evner det, pålægges ledelsesansvar.
  • Det vil give præsterne myndighed, der svarer til deres kald.
  • Det bliver lettere at løse konflikter, når præster og funktionærer har samme ledelse.
  • Menighedsrådet slipper for administrativt bøvl og sættes fri til at arbejde med kirkens liv og vækst.
  • Det giver bedre muligheder for at skabe attraktive stillinger og ansætte personale på tværs af sognene.
     

Hvad er argumenterne imod at flytte ledelsesansvaret fra menighedsråd til provsti?

  • Hvis man tømmer menighedsrådsarbejdet for økonomisk ansvar og ledelsesfunktioner, bliver det (endnu) mindre attraktivt at stille op.
  • En fjern personaleledelse på provstikontoret vil ikke have føling med det daglige arbejde i sognene.
  • Det gode arbejdsmiljø, som faktisk findes i mange sogne, risikerer at blive ødelagt.
  • Det vil undergrave sognets betydning og true folkekirkens lokale og folkelige forankring.
  • Det vil reducere menighedsrådet til et stort aktivitetsudvalg, der kan drukne præster og funktionærer i initiativer.
  • Selvom alle ansættes i samme ‘ledelsesstreng’, bliver det ikke lettere at løse konflikter – det viser erfaringer med samarbejdsvanskeligheder mellem præstekolleger.
     

Elefanten er ude af sækken

Allerede nu er der i mange provstier ansat medarbejdere, der hjælper sognene med ansættelseskontrakter og rådgivning om personalesager. Men ledelsesretten og ledelsespligten ligger stadig i menighedsrådene, og der bliver den nok liggende en tid endnu, for der er ikke udsigt til politisk opbakning til fundamentale ændringer i menighedsrådsloven.

Kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har til både Kristeligt Dagblad og Kirke.dk udtalt: “Vi løser ikke problemerne ved at sprænge strukturen i stykker.”

Men katten – eller snarere elefanten – er ude af sækken, og diskussionen om menighedsrådenes ledelseskompetencer vil blive ført med stadigt mindre berøringsangst.