Redaktør: Er kirkerne klar til at kræve test af deltagerne, hvis de får lov at åbne mere?

MANDAGSNYHEDSBREVET: Efter et år med corona er grænsen for, hvilke indgreb vi accepterer, støt blevet udvidet. I Israel er vaccinepasset nu et adgangskrav til synagogerne. Vil dansk kirkeliv acceptere noget lignende, hvis det bliver betingelsen for at lukke mere op? spørger Kirke.dk's redaktør Kåre Gade

Det er kirkens opgave at forkynde håb. Men i Statsministeriet lyder corona-mantraet: “Håb er ikke en strategi” – det er adfærd, vacciner, statistikker og matematiske modeller, der skal frelse os. Det er en præmis, som en stor del af kirkelivet har accepteret, skriver Kåre Gade.
Det er kirkens opgave at forkynde håb. Men i Statsministeriet lyder corona-mantraet: “Håb er ikke en strategi” – det er adfærd, vacciner, statistikker og matematiske modeller, der skal frelse os. Det er en præmis, som en stor del af kirkelivet har accepteret, skriver Kåre Gade. Foto: Iben Gad

Forleden blev jeg – endnu en gang – coronatestet. Resultatet var ‘ikke påvist’, og jeg skal ikke bruge testen til andet end at berolige mere nervøse gemytter end mit eget i den stærkt indskrænkede omgangskreds.

Men det kan hurtigt ændre sig, for test bliver i stigende omfang adgangstegn til at deltage i de samfundsaktiviteter, der genåbner.

  • Det kræver en ren test at besøge zoologiske haver og andre udendørs kulturinstitutioner.
  • Sommerens festivaler og rejsebranchen skriger efter et coronapas, der kan give de raske og immune adgang.
  • Under sit besøg i Israel sammen med Østrigs kansler Sebastian Kurz skrev statsminister Mette Frederiksen på sin Facebook, at hvis skolebørn tester sig selv, kan det blive nøglen til at åbne skolerne mere. Det gør de i Østrig.
  • Og i Israel er det nye, digitale “Green Pass” – som beviser, at man enten har haft covid-19 eller er vaccineret – adgangsbillet til ikke blot de genåbnede fitnesscentre, hoteller og kulturinstitutioner, men også til synagoger, kirker og moskeer. Har man ikke passet, må man blive udenfor.


“Det er en barsk regel, men der er en god grund til det,” siger en Purim-fejrende israeler til The Daily Mail.

Test og vaccinepas som et tåleligt kompromis?

Og ja, de gode grunde står i kø, når det handler om coronatiltag. 

I kirkerne såvel som i privatlivet er grænsen for, hvilke indgreb vi accepterer, støt blevet udvidet

I denne uge er det et år, siden regeringen lukkede kirkerne i Danmark, og selv om de nu er åbne, er det under restriktioner, som igennem det seneste år er blevet skærpet flere gange. I kirkerne såvel som i privatlivet er grænsen for, hvilke indgreb vi accepterer, støt blevet udvidet.

Derfor er det relevant ved dette dystre etårsjubilæum at spørge: Vil folkekirken og andre kristne trossamfund i Danmark være villige til at acceptere et krav om, at man skal kunne fremvise negativ test eller vaccinepas for at få adgang til at deltage i gudstjenester og kirkelige arrangementer?

Havde nogen stillet det spørgsmål for et år siden, ville de fleste nok have svaret “nej, det vil ingen kristen kirke acceptere.” Men i dag kan det meget vel se anderledes ud.

For hvis nu menigheden igen får lov at synge med? Hvis familie og venner igen kan være med til dåben eller brylluppet? Hvis man igen kan komme til babysalmesang, foredrag og ældreeftermiddage?

Eller hvis kirkerne kan holde mere ‘normale’ påskegudstjenester, som de borgerlige partier og frikirkerne i øjeblikket presser på for, at kirkeministeren skal tillade?

Vil det så ikke være et tåleligt kompromis, at deltagerne skal bevise, at de ikke udgør en smittefare?

Gudstjenesten er allerede forbeholdt en udvalgt skare

Sidste forår sagde folkekirken nej tak til kirkeministerens tilbud om at åbne kirkerne i påsken. Peter Birch, daværende formand for Provsteforeningen, i dag biskop i Helsingør, argumenterede dengang med, at “det er uacceptabelt at gøre gudstjenesten til noget for nogle. Gudstjenesten er og skal altid være åben for alle.”

I kirken kommer de yngre, de raske og de frygtløse for at deltage i en fattig, coronareguleret udgave af højmessen

Men det tog ikke lang tid at fravige det princip og vænne sig til, at gudstjenesten er for en begrænset og udvalgt skare. I kirken kommer de yngre, de raske og de frygtløse for at deltage i en fattig, coronareguleret udgave af højmessen. De ældre, syge og ængstelige må nøjes med den endnu fattigere digitale version.

“Ja, men det er at foretrække frem for slet ikke at kunne holde gudstjeneste,” vil mange argumentere. Derfra er der ikke langt til at acceptere test og vaccinepas som et mindre onde, ja, måske ligefrem som et gode – som nøglen til at åbne kirkerne mere.

Er kirkerne klar til at skille de urene fra de rene i kirkedøren?

Det er kirkens opgave at forkynde håb. Men i Statsministeriet lyder corona-mantraet: “Håb er ikke en strategi” – det er adfærd, vacciner, statistikker og matematiske modeller, der frelser – ikke håb. 

Det er en præmis, som mange i kirkelivet har accepteret: Kirken bør først og fremmest vise samfundssind, være tilbageholdende og bidrage til smittekontrol og risikominimering.

Er gudstjenestens fysiske fællesskab et flødeskum på toppen af Maslows behovspyramide – en luksus, der kan undværes, til al fare er drevet over?

Der er næppe nogen i dansk kirkeliv, der ikke ønsker, at kirkerne tager smittefaren alvorligt. Men et år inde i pandemien skylder alle – også de mest sygdomsnervøse og de mest samfundssindsmoralske – hinanden at standse op og spørge sig selv:

  • Er gudstjenestens fysiske fællesskab et flødeskum på toppen af Maslows behovspyramide – en luksus, der kan undværes, til al fare er drevet over?
  • Hvis corona aldrig forsvinder, men er noget, vi skal lære at leve med, på hvilke vilkår vil kirkerne så acceptere at være kirke? 
  • Og ikke mindst: Hvad har det forløbne år gjort ved vores syn på livet, døden og hinanden?


Er kirkerne klar til, hvis det bliver betingelsen for at lempe restriktionerne, at skille de urene fra de rene i kirkedøren og sige som den Purim-fejrende israeler:

“Det er en barsk regel, men der er en god grund til det.”