Allerede i sin første tale som nyvalgt pave slog den dengang 76-årige argentiner, Jorge Mario Bergoglio, tonen for sit pavedømme an:
"Kære brødre og søstre: godaften! I ved, at konklavets opgave var at skaffe Rom en biskop. Det lader til, at mine brødre, kardinalerne, næsten er rejst til verdens ende for at finde ham. Men her er vi...” sagde han på italiensk med argentisk accent.
Rom, der, på grund af sin fortid som centrum for det romerske imperie, har tilnavnet ‘caput mundi’, verdens hovedstad, kunne næsten ikke være længere væk fra det kirkelige udkantsområde, den nye pave kom fra. Aldrig før havde kardinalerne valgt en pave fra den anden side af Atlanterhavet.
Kontrasten til tidligere paveskikkelser kunne ikke bare måles i geografisk afstand. Den kunne også gøres op i mental afstand:
Den romerske kurie, som er samlebetegnelsen for Vatikanets regeringsapparat, med al dens vel kendte pomp og ceremonielle pragt, rænkespil og intriger, interesserer næppe beboerne i Buenos Aires’ slumkvarterer. Slumkvarterer, hvor den unge jesuiterpræst ‘padre Bergoglio’ i en fjern fortid kom for at våge over sin flok af fallenter, forbrydere og fyldebøtter – samfundets udstødte.
Fra dørmand til biskop
Padre Bergoglio, som sidenhen blev ærkebiskop af Buenos Aires og til sidst biskop af Rom og dermed pave for alverdens katolikker, kom fra jævne kår. Han var del af en søskendeflok på fem. Faren var revisor og moren hjemmegående og af italiensk afstamning.
Det var altså ingen præstefamilie, han voksede op i, og hans første afgangseksamen var fra et teknisk gymnasium. Forinden havde han arbejdet som vicevært og som dørmand på en natklub. Det blev mødet med en katolsk præst, der åbnede Bergoglios øjne for kirkens muligheder, og han begyndte at læse til præst, hvorefter han blev optaget i Jesuiterordenen og ordineret i 1969.
I 1992 blev han hjælpebiskop i Buenos Aires, hvorefter han i 1998 overtog ærkebispeembedet i den argentinske hovedstad. Pave Johannes Paul 2. udnævnte ham til kardinal i 2001, og Bergoglio var efter sigende på tale som pave allerede i 2005, hvor valget dog endte på Joseph Ratzinger fra Tyskland (Benedikt 16.).
Otte år senere valgte Ratzinger imidlertid at abdicere, hvilket 13. marts 2013 førte til, at Jorge Mario Bergoglio kunne træde frem på balkonen fra Peterskirken og ytre de nu berømte ord: “buonasera” til de tusindvis af fremmødte katolikker og nysgerrige fra hele verden.
Klimaforandringerne
Pave Frans var pave i en tid, hvor verden i stigende grad fik øjnene op for klimaforandringernes betydning. Det førte til udviklingen af en teologi, som af mange blev set som ganske radikal for en pave. For hvorfor skulle kirken overhovedet blande sig i den slags? Men for pave Frans var tingene forbundne. Verdens fattigdom og følgende migrantstrømme blev kun accelereret af klimakrisen, mente han, og derfor var det en nødvendighed at handle.
At klimaforandringer på den måde blev en central problematik for Bergoglio i sin tid som pave, fremgår af den store encyklika Laudato Si’ fra 2015. Her skriver pave Frans, at han anser mennesker som direkte ansvarlige for at ødelægge miljøet. Naturen har desuden sin egen, iboende værdi, som ikke kan kontrolleres eller tæmmes af mennesker.
Så når mennesker udleder mere CO2, end Jorden kan håndtere, ødelægger de ikke bare det miljø, de selv er afhængige af, de forbryder sig ganske enkelt også imod naturens ret til at eksistere i og for sig selv, mente paven.
Dette syn på miljø og natur ligger ikke langt fra den internationale, politiske tendens til at udstyre naturområder med juridiske rettigheder, såsom den bangladeshiske flod Turag, der i 2019 blev anerkendt som en levende entitet med dertilhørende beskyttelse og rettigheder.
Frans italesatte ikke juridisk beskyttelse af naturområder som et af sine løsningsforslag på klimakrisen, men - noterede flere sig - valgte en mere populistisk stil ved at gå i rette med de aktører, virksomheder og stater, som har afstedkommet krisen i første omgang.
Magtkritikeren
“Mange af dem, der besidder mange ressourcer og økonomisk og politisk magt, lader til at gå mere op i at skjule problemerne og symptomerne,” står der blandt andet i Laudato Si’.
Det var i lyset af disse og lignende udtalelser om uretfærdigheden i verden, at han efterhånden af flere og flere blev stemplet som "radikal reformator," "antikapitalist," og sågar "woke kønsideolog."
Denne type formulering var da også emblematisk for hele Frans’ politiske fremtoning i offentligheden.
Igen og igen pegede han indigneret på det, han kaldte det kapitalistiske systems syndere i form af multinationale konglomerater og autokratiske regimer. “Dødens købmænd” stod også for skud, når paven udtalte sig bramfrit om sine holdninger.
Gæsten i eget hus
Ultimativt blev paven for mange et symbol på det grundlæggende skisma, der præger den katolske kirke i disse år: nemlig forskellen på det rige nord og fattige syd, undertiden omtalt som det globale syd.
Mens befolkningstallet og tilknytningen til kirken daler i nord, ser det omvendt ud i det globale syd, og paven var således særdeles orienteret mod Afrika, Asien og Sydamerika. Det førte blandt andet til en mindre resolut stillingtagen i internationale konflikter, såsom krigen i Ukraine og den europæiske modstand mod Rusland. Noget, paven blev kritiseret kraftigt for.
Pave Frans var midt i det såkaldte jubelår, som fejres af den katolske kirke på verdensplan hvert 25. år, da han sov stille ind 2. påskedags morgen 2025. Det gjorde han i Casa Santa Marta, vatikanets gæstehus i udkanten af den mikroskopiske bystat i Rom.
Væk fra den sædvanlige paveresidens’ mere luksuriøse indretning og omfang. På en måde var det passende for paven fra verdens ende, der måske mere følte sig som gæst end som insider i den institution, han var sat til at lede.