Artiklen er oprindeligt publiceret den 18. marts 2022
Lige efter Ruslands invasion af Ukraine kulminerede en helt anden krig. Efter lang tids konflikt mellem stifteren af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, og den daværende forsvarsordfører, Marie Krarup, kulminerede kampen med at sidstnævnte meldte sig ud af partiet.
Marie Krarup er datter af Søren Krarup, som fik en næsten helteagtig modtagelse, da han sammen med sin fætter, Jesper Langballe, blev valgt til Folketinget i 2001. Det valg, der blev afslutningen på syv år med socialdemokratisk ledede regeringen, og som af Søren Krarup blev kaldt ”systemskiftet” med (en reference til systemskiftet i 1901, da Danmark indførte parlamentarismen).
Det blev begyndelsen til en ti år lang periode med politisk stabilitet, hvor Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti tilsammen havde flertal. Efter valget i 2001 trådte Dansk Folkeparti for alvor ind på den politisk scene seks år efter sin spæde start. Krarup og Langballes indflydelse og betydning for Dansk Folkeparti i nullerne kan næppe overvurderes.
Tidehversk tyngde til landsbytossepartiet
Dansk Folkeparti havde brug for intellektuel tyngde for at ryste opfattelsen af ”landsby-tosse-partiet” af sig. Derfor ringede partiets stifter til Krarup og Langballe året før folketingsvalget og bad de to præster om stille op. Begge var kendte i offentligheden som indvandringskritiske debattører, og begge tilhørte kredsen – og familiedynastiet – omkring det teologiske tidskrift Tidehverv, som til gengæld ikke var spor kendt i offentligheden.
Det blev for Tidehverv begyndelsen på to årtier i politisk rampelys. Et rampelys, hvis mål aldrig havde været Tidehvervs. De tyve år på Tinge blev aldrig, og var aldrig tænkt som, et politisk projekt, men derimod en kamp. Igen og igen sammenlignede Søren Krarup og Jesper Langballe deres entre i Folketinget med modstandskæmpernes under 2. Verdenskrig: Der var ikke noget valg. Det var en pligt.
Om Tidehverv blev politisk eller Dansk Folkeparti blev tidehvervsk, afhænger af øjnene, der ser. Uomtvisteligt er det til gengæld, at Krarup og Langballes indtog i Folketinget gjorde Tidehverv kendt udover mere snævre kredse.
I betydning smittede ”præste-fætrenes” succes af på både DF og Tidehverv. De to præster fik æren af den nye udlændigelovs stramninger fra 2002, skønt det var den senere minister Birthe Rønn Hornbechs værk.
Nullernes værdi- og kulturkamp passede sammen med Irakkrigen som fod i hose til fortællingen om modstandskampen under 2. Verdenskrig, understøttede argumentet om den åndelige værnepligt. Den nationalkonservative strømning var stærk, men det magtpolitiske blev aldrig det primære for Krarup og Langballe. Det forblev det teologiske med søndagens højmesse som ugens højdepunkt.
Positiv politik
Alligevel er der noget paradoksalt, i at kampen blev ført partipolitisk og dermed som et positivt tilvalg. Tidehvervs traditionelle syn på politik er blevet som "negativisme", altså en fastholdelse af det bestående og som en modsætning mod det fremadskridende. I Tidehvervs entre lå om ikke et brud med den hidtidige herskende ”negativisme”, så et korrektiv til netop det herskende – ikke med tiden, men mod tiden, som folkets opgør mod eliten.
Igennem årerne har kampene om kirken, kulturen og det nationale været omdrejningspunkter for Tidehverv. Søren Krarup fortsatte som redaktør for Tidehverv i alle årene, mens han var folketingsmedlem. Det bidrog selvsagt til opfattelsen af enten et politisk tidehverv eller et tidehvervsk Dansk Folkeparti.
Med Marie Krarups farvel til Dansk Folkeparti er der ikke flere tidehvervsfolk i partiets folketingsgruppe. Søren Krarup har fulgt datteren og meldt sig ud. Christian Langballe (præst og søn af Jesper Langballe), som mistede sit mandat ved valget i 2019, er dog fortsat folketingskandidat for DF i Viborg-østkredsen.
Udviklingen i Dansk Folkeparti kan efter, at Marie Krarup og fem andre DF-folketingsmedlemmer forlod partiet, betegnes som mere stabil. Partiets nye formand, Morten Messerschmidt, har vundet kontrollen med den nu stærkt decimerede folketingsgruppe.
Messerschmidt er efter eget udsagn blevet kristen og kirkegænger under påvirkning af Krarup og Langballe. Han slog i sin formandsvalgkamp på sit forhold til folkekirken og har flere gange markeret sig i kirkelige debatter. Han har med mellemrum været ude med krabasken efter for eksempel Folkekirkens Nødhjælp og biskop Marianne Christensen, men også med støtte til Asser Skudes bispekandidatur i Helsingør i 2020. Også den konkurrerende formandskandidat, tidligere MF’er Martin Henriksen, slog på kristendommens betydning. Men ingen af dem talte med tidehvervske stemmer.
Hvor går den næste generation hen?
For nok er Tidehverv på sin vis blevet mere mainstream end nogle måske har ønsket sig. Omvendt har den politiske epoke måske medvirket til ”tidehvervstræthed” i offentligheden. Sikkert er det, at de tidehvervske stemmer i debatten fortsat er der og får ørenlyd. Men det er, som om tonerne har fået en lysere klang. Har den politiske epoke med sin mere positive tilgang bidraget til, eller ligefrem legitimeret, et brud med tidligere tiders negativistiske udgangspunkt?
I kulissen spøger de nu seks tidligere MF’ere fra Dansk Folkeparti sammen med tidligere Venstre næstformand, Inger Støjberg. Længe har rygterne gået, at et nyt parti er i støbeskeen. Om det bliver en realitet eller vedbliver kun at være et rygte ved kun få. Om Tidehverv flytter med over i en eventuel ny partikonstruktion er ikke utænkeligt, men langt fra sikkert.
De kommende tidsskrifter og sommermøder må vise, hvordan og især fra hvilken retning kampen skal føres. På vej mod 100-året for tidsskriftets dannelse vil arvegodset blive pudset af, men tiden er en anden. Også for Tidehverv. Verden er forandret på de hundrede år, og kirke- og kulturkampens præmisser er tilsvarende ændret.
Derfor kan den næste generation af tidehvervsteologer blive generationen, der flytter fra det positive til det mere opbyggelige og måske endda næsten missionerende. Tiden taget i betragtning. Kampen vil blive kæmpet, men kæmpet i en ny tid på nye præmisser. Et skrift og et sommermøde kan stå overfor sit eget tidehverv.
