Der blev skrevet historie den 13. marts 2013, da den første kardinal fra det amerikanske kontinent, argentinske Jorge Mario Bergoglio, blev valgt som pave med navnet Frans. Han blev med ét overhoved for både Vatikanstaten og mere end en milliard katolikker verden over.
10 år på posten
Den nye pave blev hurtigt set som modsætningen til sin forgænger, tyske Benedikt XVI. Sidstnævnte var akademiker og lidt af en grubler. Frans var folkelig og forandringsparat. Hans første gerninger som pave var tegn på dette, mente flere.
Pave Frans har i dag, den 13. marts 2023, siddet 10 år på pavestolen. Hans kirkereformer og ydmyge stil er både blevet hyldet og kritiseret. Men paven er ikke desto mindre alsidig og hans budskab komplekst.
Reformpaven
Han omtalte sig selv om biskop af Rom frem for pave, hvilket blev set som et tegn på ydmyghed. Han nedsatte et reformråd i den katolske kirke, som stadig har genklang den dag i dag. Han vaskede og kyssede fødderne på indsatte i et romersk ungdomsfængsel.
Alt sammen inden for den første måned i paveembedet.
Den populære Frans
Umiddelbart lyder alt dette jo meget tilforladeligt. Paven er i grove træk blevet kendt som de fattiges frontfigur og som reformator af kirkens administration. Og han var – og er – heller ikke bange for at kommentere politiske debatter om ret og vrang i offentligheden. Det har gjort ham populær især i den katolske del af verden.
Et spejl af en selv
Men paven har vitterligt rykket ved tingene med sine udsagn gennem årene. Eksempelvis hvad angår synet på homoseksuelle, skilsmisse og cølibat, hvor han har blødt op på den katolske kirkes tidligere skrappe holdning. Men han har samtidig stået stejlt på, at han er konservativ.
I den kontekst er det svært at komme ind til kernen af, hvad pavens budskab egentlig er. Om det er progressivt eller traditionalistisk. Denne alsidighed kan derfor nemt ende med at blive et spejl, man læser egne holdninger ind i. Netop fordi paven rummer lidt af det hele.
Folkekirken
Det kan man se konkrete eksempler på i folkekirken, hvor paven fra tiden til anden tages op til debat. Og eksempelvis ses som et forbillede for sognepræster og biskopper i Danmark.
Såsom at trøstende gerninger er vigtige, og at paven derfor kan inspirere med sin sjælesørgeriske stil. Eller at pavens fordømmelse af Ruslands krig i Ukraine bør være et korrektiv til de danske biskoppers tilbageholdenhed.
I Danmark?
Debatten blandt katolikker i Danmark er nok ikke ligeså stor i offentligheden. Men en dansk katolsk præst beskrev for efterhånden flere år siden, at trods pavens popularitet, "hører man flere og flere bekymrede katolikker, der står uforstående over for nogle af de udtalelser pave Frans kommer med." Altså ikke entydigt positivt.
Mediernes rolle
Men måske er det ligeså meget mediernes udlægning og vinkling af pavens ord og gerninger, der er problemet. En af de mest fremtrædende katolske debattører i Danmark, Iben Tranholm, har kaldt pressens forherligende billede af en elskelig og progressiv pave Frans for et "bedrag," der kun tjener til at aflede opmærksomheden fra pavens egentlige konservative teologi.
Et bedrag, der i værste fald kan "ende med at blive lige så fatalt som mediernes ensidige, negative fokus på kirken under pædofiliskandalerne, hvis det betyder, at kirken bliver forhindret i at lade sin sandheds stemme blive hørt i det offentlige rum."
En magtfaktor
Pave Frans har aldrig besøgt Danmark. Den sidste pave, der gjorde det, var Johannes Paul II i 1989. Denne distance mellem paveembedet i Rom og den katolske kirke i Danmark gør måske, at paven ikke er så oplagt at debattere for katolikker i Danmark, fordi det hele føles fjernere. Man passer sig selv. For det meste.
Men pavens personlige gennemslagskraft, reformer og "brand" tjener altså både til kritik og inspiration i den katolske kirke og i folkekirken. Og derfor er han en magtfaktor, som man kan hente inspiration fra eller markere sig ved at holde ud i strakt arm.