Biskopper, provster og menighedsråd kan sove lidt roligere, når det gælder spørgsmålet om præstemangel. Natten til tirsdag fik 228 kommende teologistuderende nemlig besked om, at de var optaget på uddannelsen i enten Aarhus eller København.
På teologiuddannelserne er der også glæde. Allerede da ansøgningsfristen udløb i begyndelsen af juli, så det positivt ud. Både i Aarhus og i København var der tale om markante stigninger i ansøgertallet på henholdsvis 42 og 36 procent, og igen i år har begge universiteter optaget udover det, dimensioneringen ellers tilsiger. I Aarhus er adgangskvotienten på 5,9 historisk høj, og her er forventningen, at den også vil stige i de kommende år.
Til trods for den rekordhøje søgning er der dog kun tale om et marginalt større optag end sidste år, hvor 227 blev optaget.
Årets samlede optag adskiller sig for øvrigt fra tidligere år ved, at ansøgerne ikke længere har mulighed for at gange sit karaktergennemsnit med den særlige bonus for hurtig studiestart, samtidig med at det såkaldte uddannelsesloft er fjernet. Særligt det sidste kan få betydning for teologiuddannelsen på længere sigt.
Det, der bør vække mest glæde blandt biskopper, provster og menighedsråd, er den markante stigning i antallet af ansøgere, der har teologi som 1. prioritet. De optimistiske må læse tallene som om, at det er blevet hot at beskæftige sig med de store eksistentielle spørgsmål, og at de tiltag, der er taget for at øge interessen for at læse teologi og blive præst, begynder at virke.
For folkekirken gælder det dog om ikke at stille sig tilfreds med de igangsatte initiativer, men snarere at gøre endnu mere for at understøtte den positive interesse for at læse teologi.
For hovedforklaringen på det rekordhøje ansøgertal er nok snarere den, at 2020-optaget først og fremmest kan begrundes i følgerne af forårets coronakrise og begrænsningerne i for eksempel at rejse ud i verden efter endt ungdomsuddannelse.
De 5000 ekstra studiepladser, Folketinget ekstraordinært oprettede i midten af juni, har teologi nemlig ikke fået én eneste af. Det usynligt øgede optag skyldes derfor alene, at universiteterne har rykket rundt på studieoplader internt, udover hvad dimensioneringen af uddannelserne faktisk giver mulighed for.
Man kan undre sig over, at der ikke er nogen, som har grebet muligheden for, at teologi fik andel i de ekstra studiepladser, da aftalen blevet indgået i juni. Det til trods for at man samtidig i Kirkeministeriet lagde sidste hånd på et forslag om en teologisk særuddannelse fra nytår.
Den mistede mulighed for et øget optag, med den konsekvens, at der i år er afviste ansøgere med teologi som 1. prioritet, må give stof til eftertanke i folkekirkens inderste cirkler. For det udstiller, hvor vanskeligt, eller rettere næsten umuligt, det er at lave universitetspolitik i Kirkeministeriets regi.
I stedet bør den firebande, som blev nedsat på biskoppernes møde i juni, og som bliver biskoppernes talerør på det kommende lovforslag om genindførsel af akademikerparagraffen, ihukomme sig den tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds, tilsagn om at se på dimensioneringen for teologi.
Søren Pind er for længst ude af både ministerium og politik. Alligevel skal firebanden kigge i retning af Uddannelses- og Forskningsministeriet. For det er her, én af de vigtige nøgler til en langsigtet løsning på at få en bæredygtig tilgang til præsteembedet ligger.
Ændres den nuværende dimensioneringsmodel for teologi til en mere dialogbaseret dimensionering, vil meget nemlig være vundet.
Nok har universiteterne ingen interesse i at uddanne kandidater til ledighed, da de bliver økonomisk straffet for dette. Men mekanismerne i den nuværende dimensioneringsmodel passer ikke til teologi fordi dimittendledigheden er urealistisk høj, da størstedelen af de nyuddannede teologiske kandidater fortsætter på Pastoralseminaret og alligevel tæller med som ledige.
Det har negative konsekvenser for dimensioneringen for teologiuddannelsen. Det spørgsmål løses ikke i Kirkeministeriet, men i universiteternes eget ministerium.
Kernen i dimensioneringen vil der ikke kunne ændres på. Samfundsøkonomisk er der nemlig ikke råd til overproduktion af kandidater. Men der er et berigtiget håb om, at den rigide finansministerielle regnemodel, hvor der til ét job skal produceres én kandidat, kan løsnes op. Her skal man ikke underkende værdien af at kunne fremvise, hvordan folkekirken selv arbejder bredspektret med at løse arbejdskraftmanglen. Derfor ligger den vigtigste nøgle til løsning fortsat hos folkekirken selv.
Årets optag på de teologiske uddannelser vækker berettiget glæde i både folkekirke og på universiteterne, og optaget må også give fornyet tro på, at det kan lykkes at få skabt en langsigtet bæredygtig tilgang af cand.theol'er til embeder i folkekirken.
Men det forudsætter, at folkekirken selv trækker læsset med at sikre den fornødne arbejdskraft. Det arbejde er der ikke politisk vilje til at gøre for kirken. Her er man herre i eget hus.