SF har valgt ny kirkepolitisk ordfører. Gruppeformand Jacob Mark har overtaget posten, og har kastet sig ind i den 170-årige debat om kirke-stat forholdet. Han foreslår, at der etableres et demokratisk valgt fællesudvalg, at biskopperne skal have mere formel magt, og så skal der gøres op med den økonomiske struktur.
Egentlig siger SF ikke noget nyt. SF har i årevis ment, at kirke og stat skal adskilles. Under Thorning-Schmidts SRSF-regering blev der nedsat et udvalg, der skulle komme med en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken.
Det blev til den såkaldte Betænkning 1544, hvor et flertal anbefalede at oprette en slags kirkeråd, et Folkekirkens Fællesudvalg, at bispekollegiet skulle lovfæstes, og statens tilskud skulle omlægges til et bloktilskud. Det er også budskabet fra SF nu. Intet nyt og alligevel et håndfast politisk bud på en fremtidig folkekirkeordning.
Et andet støtteparti, De Radikale, har netop formuleret et nyt religions- og kirkepolitisk program. Partiet ønsker at etablere to styrende organer i folkekirken, kirkemødet og kirkerådet, som skal skabe ”armslængde” mellem regeringen og folkekirken – indtil den grundlovsændring, der adskiller kirke og stat, bliver politisk mulig.
Fremtidens Danmark uden kirken
Men hvor de to støttepartierne for den nuværende S-regning melder klart ud om folkekirken, så er det anderledes med regeringspartiet selv. Regeringen satte i slutningen af august alle sejl til med en stor konference med overskriften Danmarks Fremtid.
Her fik 500 særligt indbudte lov til at lytte til de kommende års udfordringer, som regeringen ser dem. Statsministeren selv og fodboldlandstræner, Kasper Hjulmand, lagde ud, hvorefter forsamlingen gik i mindre grupper og drøftede, hvordan vi som nation bliver grønnere, dygtigere, friere, stærkere og retfærdigere.
Udover den nyslåede kirkeminister selv var der ingen repræsentanter fra folkekirken overhovedet. Det tætteste på en folkekirkelig tilstedeværelse var et citat fra kirkehistorikeren, Hal Koch, i statsministerens velkomsttale.
Hvorvidt folkekirken blot var glemt, eller om regeringen simpelthen ikke ser folkekirken som en del af Danmarks fremtid, står hen i det uvisse. Uanset hvilken af de to svarmuligheder, man vælger, er det udtryk for en cementering af et nybrud af den socialdemokratiske kirkepolitik.
Der er langt fra tidligere tiders kirkeminister Bodil Kochs årelange forsvar for folkekirkens rummelighed og forkyndelsesfrihed over datteren Dorte Bennedsens år som kirkeminister (begge i øvrigt også teologer) samt den mangeårige kirkepolitiske ordfører Karen Klint til den stedmoderlige tilværelse, folkekirken har fristet i denne regeringsperiode.
Kristeligt Dagblad, som bragte interviewet med SF-ordføreren, har i den forbindelse indhentet kommentarer fra de øvrige politiske partier. Sigende er det, at det ikke er lykkedes at få en kommentar fra hverken kirkeministeren eller Socialdemokratiets kirkepolitiske ordfører, Julie Skovsby, til SF’s forslag. Et forslag, som Socialdemokratiet ellers støttede, sidst partiet var i regering.
Arven fra Betænkning 1544
I 2014 lagde Marianne Jelved Betænkning 1544 i graven, selvom der var der politisk flertal for at følge flertalsanbefalingen i betænkningen. Hensynet til en samlet og politisk bred løsning vejede tungest dengang. Derfor kuldsejlede betænkningen, da Jelved opgav at få VKO-partierne med på selv en minireform med et folkekirkeligt økonomiudvalg.
Siden har der stort set været stille om folkekirkens struktur. Den nye kirkepolitiske ordfører fra SF er bredt respekteret og melder i Kristeligt Dagblad ud, at det ikke er visionsløse politikere, der skal lede folkekirken. Det synspunkt er der for så vidt ikke den store diskussion om i hverken folketing eller folkekirke. Uenigheden kommer først, når man stiller spørgsmålet: Hvad så i stedet?
En ny generation kirkepolitikere på vej
Forsøgene på at ordne folkekirkens forfatning ved lov har været gjort flere gange, og altså senest i 2014. I takt med at stadigt færre folketingsmedlemmerne har kendskab til eller forståelse for den danske folkekirkeordning, så bliver den folkekirkelig fremtid mere usikker, og gennemgribende ændringer kan komme mere pludseligt og uden blik for balancer og forskydninger i de tektoniske plader mellem kirke og stat.
Den seneste stærke generation af kirkepolitikere er ved at være væk. Både Birthe Rønn Hornbech og Karen Klint har forladt dansk politik, og ved det kommende valg forlader Bertel Haarder og Marianne Jelved også Folketinget.
SF har med Jakob Mark fået en markant politiker som kirkepolitisk ordfører. Både Venstre og Konservatives er med nye ordførere ved at finde sig til rette i det kirkepolitiske, hvor man med regeringens og Socialdemokratiets kurs, eller mangel på samme, kan være i tvivl om, hvor regeringspartiet lægger sig.
Nok har der været forholdsvis stille om kirkepolitikken siden 2014, men udmeldingen fra SF viser, at der fortsat findes stærke politiske holdninger til den danske religionsmodel.