Mandagsnyhedsbrevet

Analyse: Nedlæggelsen af en lille pensionskasse har store konsekvenser for folkekirkeordningen

Pensionskassen af 1950 blev oprettet som statens anerkendelse af, at arbejdet i de frie kredse er en værdifuld del af folkekirkens virke og som sådan – ligesom den "statslige" del af folkekirken – skal ”understøttes af staten”, som der står i Grundlovens § 4, skriver redaktør Kåre Gade. Foto: Iben Gad

MANDAGSNYHEDSBREVET: I 1950 betragtede lovgiverne de frie kredse som et nødvendigt supplement til folkekirkens arbejde. Nu mener regeringen, at den pensionskasse, der blev oprettet som støtte til organisationerne, strider mod ligeberettigelsesprincipperne

Rettelse: I den oprindelige artikel stod der, at medlemmerne skal stemme om nedlæggelsen af Pensionskassen af 1950 på onsdag. Det er imidlertid torsdag den 20. maj kl. 17, at der er virtuelt medlemsmøde om nedlæggelsen.

Det er nok de færreste, der havde hørt om Pensionskassen af 1950, før det i sidste uge kom frem, at regeringen ønsker at nedlægge den.

Selv vidste jeg nok, at den eksisterede – min kone var medlem af den i de otte år, hun var præst i en udlandskirke. Men hvordan pensionskassen fungerede, og hvilken rolle, den spillede for kirkelivet, det havde jeg ærligt talt aldrig tænkt videre over.

Så her er, hvad jeg siden har fundet ud af om pensionskassen, hvis nedlæggelse medlemmerne skal stemme om på torsdag:

Hvad er Pensionskassen af 1950?

Pensionskassen er oprettet i 1950 for at sikre en pensionsordning for præster, der er ansat indenfor de frie, folkekirkelige institutioner – for eksempel udlandskirker, valg- og frimenigheder eller diakonale organisationer.

Af Kirkeministeriets betænkning fra det forudgående udvalgsarbejde fremgår det, at der allerede eksisterede en praksis, hvor Kirkeministeriet i hvert enkelt tilfælde forhandlede med Finansministeriet om en forhøjelse af pensionsancienniteten for præster, der i en periode havde arbejdet i kirkelige institutioner uden for folkekirkens pensionssystem. Det var Finansministeriet, der fandt, at der burde oprettes en egentlig pensionskasse til formålet.

Således blev oprettelsen af pensionskassen en del af finansloven for 1950-51, og siden har staten ydet et betragteligt tilskud ­(cirka 15 procent af lønnen) til pensionen for teologer og præster i de frie, folkekirkelige institutioner.

Med 140 aktive medlemmer af pensionskassen betyder det formentlig i dag et årligt statstilskud på 10-12 millioner kroner uden om den kirkelige ligning.

Hvilken rolle spiller pensionskassen for kirkelivet?

Ordningen har sikret, at man som tjenestemandsansat præst har kunnet bevæge sig frem og tilbage mellem folkekirken og de såkaldte frie kredse uden at miste anciennitet. Set fra organisationernes synspunkt har pensionskassen gjort det muligt at tiltrække teologer med erfaring fra folkekirken.

Men det handler ikke kun om penge og pensioner. I det større perspektiv handler det om folkekirkeordningen: Pensionskassen er statens anerkendelse af, at arbejdet i de frie kredse er en værdifuld del af folkekirkens virke og som sådan – ligesom den "offentlige" del af folkekirken – skal ”understøttes af staten”, som der står i Grundlovens § 4.

I aktstykkerne fra tredjebehandlingen af finansloven i 1950 argumenteres der således med, ”at det frie kirkelige arbejde i vidt omfang må betragtes som et nødvendigt supplement til det arbejde, der udføres indenfor folkekirken, nemlig på områder, som man ikke har kunnet tage op indenfor folkekirken, eller hvor arbejdet efter forholdene bedre har kunnet udføres udenfor de embedsmæssige rammer.”

Politikerne og embedsmændene dengang var altså fuldt bevidste om, at pensionskassen var et statstilskud til den del af folkekirkens arbejde, der foregik i de private organisationer.

Hvorfor vil regeringen lukke den?

Ifølge kontorchef i Kirkeministeriet Lene Graakjær Lund (som også er formand for pensionskassen) er tiden løbet fra pensionskassen: Staten kan ikke længere yde tilskud til udvalgte private arbejdsgivere, og det er ikke længere muligt at opdatere listen over godkendte organisationer uden at komme i konflikt med ligeberettigelsesprincipperne.

Samtidig fremgår det af den indkaldelse, som pensionskassens medlemmer har modtaget til mødet, skyldes regeringens ønske en indstilling fra fire ministerier: Kirkeministeriet, Skatteministeriet (Medarbejder- og Kompetencestyrelsen), Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet.

Det er dog næppe en ren administrativ beslutning. Nogen har i hvert fald haft blik for, at nedlæggelsen af pensionskassen også rummer kirkepolitiske perspektiver.

Regeringen har nemlig tilbudt en af de berørte organisationer, Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK), kompensation i form af et øget statstilskud. Omkring 40 af pensionskassens i alt cirka 140 medlemmer er ansat under DSUK.

Hvorfor netop DSUK skal kompenseres, forlyder der ikke noget om, men det er en nærliggende tanke, at især støtten til de danske menigheder i Sydslesvig har en særlig politisk bevågenhed. Imidlertid er beløbet, som regeringen tilbyder DSUK, ifølge kilder i organisationen langt fra tilstrækkeligt til at opveje det tabte pensionstilskud. 

Hvad sker der nu?

Både paraplyorganisationen FKOF – Folkekirkelige Organisationers Fællesudvalg og en række af de enkelte, berørte organisationer protesterer mod nedlæggelsen. Præsteforeningen har stillet en lang række opklarende spørgsmål til Kirkeministeriet og meddelt, at de på det foreliggende grundlag ikke kan anbefale deres medlemmer at stemme for en nedlæggelse.

Det er der formentlig heller ikke mange af medlemmerne, der vil gøre, når de på torsdag – med 14 dages varsel – mødes til virtuel afstemning om deres pensionskasses fremtid.

Men i praksis er det ligegyldigt, hvad medlemmerne stemmer, hvis regeringen har besluttet at stoppe statstilskuddet, for så skal pengene findes ude i organisationerne, hvis de fortsat skal kunne tilbyde de samme ansættelsesvilkår.

Det kan de naturligvis vælge ikke at gøre, men så bliver det svært at tiltrække folkekirkepræster til organisationerne. Den porøse grænse mellem "statskirken" og de frie kredse, som kendetegner folkekirken, vil lukke til.

Alternativet er øgede udgifter for udlandskirker, valg- og frimenigheder og organisationer, der for manges vedkommende har ét træk til fælles: De lever i vid udstrækning af kontingenter, donationer og indsamlede midler, som kun lige eller knap nok dækker deres udgifter.

Det vil betyde lukninger og nedskæringer på det område, som lovgiverne i 1950 betragtede som et nødvendigt supplement til folkekirkens arbejde. Henrik Bundgaard Nielsen, formand for FKOF, gør opmærksom på, at det også var den forrige socialdemokratiske kirkeminister Birte Weiss’ synspunkt i 1996.

I dag anser regeringen det – åbenbart – som et område, den ikke kan støtte uden at komme i konflikt med ligeberettigelsesprincipperne.

Måske forekommer en pensionskasse med blot 140 medlemmer som en lille, anakronistisk detalje, der uden de store problemer kan udfases. Men det vil få store konsekvenser, ikke blot for de berørte institutioner, men også for maskineriet i den folkekirkeordning, som den lille pensionskasse er et vigtigt tandhjul i.
 

FKOF-formand: Anerkender regeringen ikke værdien af de folkekirkelige organisationer?
Debat

FKOF-formand: Anerkender regeringen ikke værdien af de folkekirkelige organisationer?

DEBATINDLÆG: Det rører ved noget fundamentalt i folkekirkeordningen, hvis regeringen nedlægger den pensionskasse, der i sin tid blev oprettet som statens støtte til arbejdet i de folkekirkelige organisationer, skriver formand for Folkekirkelige Organisationers Fællesudvalg

Redaktørens analyser og kommentarer

Her har vi samlet analyser og kommentarer skrevet af Kåre Gade, redaktør for Kirke.dk

Læs flere