Afskedsgudstjeneste: "Jeg ved ikke af et bedre, større eller kærligere ord at dele med jer"

PRÆDIKEN: Til januar træder Lise-Lotte Rebel tilbage som biskop over Helsingør Stift efter mere end 25 års tjeneste. Søndag den 15. november holdt hun afskedsgudstjeneste i Helsingør Domkirke. Vi bringer Lise-Lotte Rebels prædiken

I søndags prædikede biskop Lise-Lotte Rebel ved en afskedsgudstjeneste i Helsingør Domkirke. Coronaen satte grænser for, hvor mange der kunne deltage, men bispekolleger, embedsmænd og præster, provster og lægfolk fra stiftet var mødt op.
I søndags prædikede biskop Lise-Lotte Rebel ved en afskedsgudstjeneste i Helsingør Domkirke. Coronaen satte grænser for, hvor mange der kunne deltage, men bispekolleger, embedsmænd og præster, provster og lægfolk fra stiftet var mødt op. Foto: Bjarke Ørsted

Markus, kap. 12,38-44

Kære menighed.

Der var børnefødselsdag. En for en kom børnene fra anden klasse og gav hånd til fødselsdagsbarnets mor. Hvorefter de hver for sig afleverede deres små gaver pakket ind i papir til fødselsdagsbarnet.

Jeg ved ikke, om det stadig foregår på den måde, eller om det hører en svunden tid til. Men sådan var det i det mindste engang. Efter fødselsdagschokoladen skulle man lege, og inden man så sig om, havde der udviklet sig en voldsom uenighed blandt de små gæster. Gråd og tænders gnislen endte med, at en mindre gruppe af de små fødselsdagsgæster forlod selskabet og gik hjem. Det var den børnefødselsdag!

Men inden de gik tog de lige de gaver, de hver i sær havde medbragt, med sig igen. Når det skulle være på den måde, så skulle fødselsdagsbarnet heller ikke have sine gaver! Gaverne var altså slet ikke for alvor givet bort. I det mindste ikke mere, end at de kunne tages tilbage. 

Sådan var det jo heller ikke ment. Det var nok gaver – men ikke mere end at giveren stadig havde en slags pant i dem. Ja, faktisk var de aldrig givet rigtig bort, sådan for alvor. De var nærmest udstationerede, gaverne. De var anbragt der med krav om evig taknemmelighed, krav om opmærksomhed.

Det er ikke så underligt, at et af de temaer, som har interesseret filosoffer, teologer og sociologer gennem de seneste år, netop er gaven. Hvornår er en gave givet bort? Spørges der.

Og nogle af de mest kritiske, de mener, at der i virkeligheden slet ikke findes virkelige gaver blandt mennesker. For en gave gives altid med et skjult indbygget krav om at få noget til gengæld, hævder de. Måske ikke altid en gave af samme værdi i kroner og øre. Men en gave rejser altid i det mindste kravet om en form for taknemmelighed. En ydelse til gengæld. 

Alene ordet ’taknemmelighedsgæld’ rummer dette paradoks. Man skulle mene, at enten er man taknemmelig – eller også står man i gæld. Men nej, virkeligheden er ofte, at en gave forlanges betalt med taknemmelighed. Hvorved taknemmeligheden hører op med at være det, den skulle være - fri og utvungen. Den forkvakles og forandres til at blive en ydelse, en betaling til gengæld for noget andet.

”Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester,” siger Jesus.

Indrømmes må det, at det ikke er noget helt enkelt vers at udlægge for en præst eller biskop! Det er jo ikke så enkelt, at det blot drejer sig om almindeligt hykleri. Det ved man, hvad er. At sige et og gøre noget andet. Det er hykleri og farisæisme. I det mindste efter dagligt sprogbrug.

Det er det, det hele handler om i kristendommen. Det handler om Guds kærlighedsgaver

Nej, det er værre end som så. I lyset af det, vi var inde på med at give gaver, så handler det om, at også den smukke handling, at give sit liv for en sag, at ofre sig – også denne handling kan være en slags gave. Af den dårlige slags, tilmed. Det kan være en gave som – dybest set – er anlagt på at binde medmennesker til at skulle beundre, til at skulle vise en særlig respekt. Og værre endnu – en gave, hvormed et menneske vil købe sig ind på Gud selv. Aftvinge Gud noget.

”Vogt jer,” siger Jesus. Han siger ikke, at alle fromme mennesker er hyklere. Han siger ikke at alle præster og biskopper er farisæere. Men han siger nok, at der lige netop her – her hvor vi synes allertættest på det sande, det ægte og virkelige – her er forvridningerne og fordrejningerne og forfalskningerne samtidig allertættest på.

Martin Luther, som om nogen havde sans for disse skyggesider, kunne aldrig blive færdig med at gentage, at det i grunden ikke så meget er de slette sider af ens liv, der skal bedes om tilgivelse for. Men det er nok så meget det, vi regner for vore gode sider. Gode gerninger. Gode gaver. For her – her sænker mørket og blindheden sig allermest over vort liv. Det er skjult for os selv, når vi pålægger andre tunge byrder, binder med krav om taknemmelighed og fratager andre den glæde, som kun kan trives i frihed. Jesu ord rammer os her som piskesnert.

Men evangeliet fortæller også en anden historie. Det fortæller om enken, som kom til blokken, indsamlingsbøssen, og gav sin sidste skilling. Alt hvad hun havde. Og Jesus roser hende og siger, at hun med sine småpenge gav mere end alle de andre. Hun gav alt.

"Jamen, hvordan hænger det sammen?" må vi spørge. Hvordan kan vi vide, at hun ikke havde bagtanker om gengæld – hvordan kan vi vide, at hun ikke netop ville binde med sin gave. Binde sine medmennesker til beundring? Og i sidste omgang binde Gud til at give velstand og velsignelse til gengæld?

Der er kun ét at sige hertil, nemlig dette, at Jesus selv – ifølge evangelisterne – siger, at hun gav alt, Hun gav sig selv. Som gave. Jamen, hvordan kan evangelisten, som fortæller dette, være så sikker på, at det er sådan? Fordi hendes gave ses og genkendes af Jesus. Den ses og genkendes som tegn på den eneste ubestridelige gave, som er helt ren. Guds gave. 

Al kristendom taler og tænker og handler om, at Gud kom først med sin gave. Ikke for at binde, som tyrannen vil det med sin falske begunstigelse. Nej, Guds gave er friheden. Gaven er selv frihed. Altså det modsatte af gavens tvang, udveksling og økonomi.

Det er julens budskab: Gud lod sin søn føde – for at vi skulle blive hans kære børn. Det er påskens budskab: Gud lod sin Søn lide og opstå fra de døde til menneskets frelse. Det er pinsens budskab: Gud gav os sin Ånd – og hvor Guds Ånd er, der er der frihed.

Det er det budskab, som udtales i form af barnedåben – her siges det tydeligere end noget andet sted, at Gud kom først. Det er det, det hele handler om i kristendommen. Det handler om Guds kærlighedsgaver. Og derfor bliver den fattige enke med sin gave et billede på ham, på Jesus Kristus, der gav alt, sit liv og sin død, ja, gav sig selv for os.

Hans ord til os står ved magt ikke på grund af vores tro eller overbevisning, ligeså lidt som det kan gøres til intet af vores tvivl eller hån

Jeg vil gerne fortælle om en oplevelse, jeg havde ved en gudstjeneste på plejehjemmet for en del år siden. Der skulle være altergang, og efter indstiftelsesordene delte jeg brød og vin ud. En gammel dame tog straks sin pung op af tasken, da jeg kom med det lille stykke brød og hun sagde: "Ja, tak og hvad koster så det?"

Lettere befippet fik jeg sagt: "Det koster ikke noget. Der er betalt for dig. Det er ren gave."

Og dette er kirkens eneste og højhellige skat, som Martin Luther skriver det i en af sine teser, evangeliet om Jesus Kristus, der gav alt. Det budskab kan rumme små og fortvivlede mennesker og stærke og hovmodige. Fordi han kan.

Alle vort livs situationer er der plads til her. Både når vi kommer her svimlende lykkelige og når vi må tage afsked med en af vore kære. Den Gud, vi bekender her, er langt mere menneskekærlig, end vi kan fatte det. Han viser os, hvem han er, igennem barnet i krybben julenat og gennem påskens korsfæstede mand.

Jesus Kristus er Guds ansigt i verden. Så dybt har den almægtige bøjet sig ned for at dele alt med os – også vor smerte og død. Det er dårskab i verdens øjne, siger Paulus, at Gud møder os sådan. Det er kristendommens største gåde, at Gud vil det sådan.

Derfor hånede ateisten Friedrich Nietzsche kristendommen og kaldte den en slavereligion, en religion for undermennesker. En afmægtig Gud på et kors.

Pilatus sagde: ”Se hvilket menneske”, da Jesus stod tornekronet og mishandlet foran ham. Den kristne kirke bekender: Se hvilken Gud! Så menneskelig, at han kan rumme os med alt, hvad vi er og bærer på. Hans ord til os står ved magt ikke på grund af vores tro eller overbevisning, ligeså lidt som det kan gøres til intet af vores tvivl eller hån. Det er Guds suveræne gave, som selv overvinder alle modsigelser.

Kære menighed.

Jeg ved ikke af et bedre, større eller kærligere ord at dele med jer. Jeg har selv klamret mig til det ord i gode dage og i onde dage. Ordet om, at Gud vil mig i sin overvældende nåde, og han også vil stå inde for mig i livet og i døden.

Jeg vil slutte med et citat fra Karl Barth. Noget af det sidste han skrev lige før han døde. Han skrev:

”Hvad ved jeg, om min død bliver let eller svær? Jeg ved blot, at også min død hører til livet. Da skal jeg – for det er jo vores begrænsning – ikke mere være til stede. Men jeg skal med alt, hvad jeg har tænkt, sagt og gjort af godt og ondt, med alt hvad jeg har lidt og alt smukt jeg har erfaret – jeg skal med alt dette stå for Kristi domstol. Og dér kan jeg kun stå som den, der ikke slog til. Men i overensstemmelse med Kristi forjættelse er det mit håb, at jeg skal bestå. Som synder vil han gøre han mig til en retfærdig. Da skal alt, som nu er dunkelt, blive klart i lyset fra Guds nåde.”

Det er også mit håb – som jeg vil dele med jer. Amen.