200 børn møder 20 orgelstykker på én time: “Velkommen til Orgelfest!”

I Brøndby Strand Kirke blev 200 børn fra 2. til 5. klasse bedt om at lytte til orgelmusik og give point som led i en komponistkonkurrence. Målet var at finde de bedste stykker orgelmusik til en spaghettigudstjeneste

Domorganist i Aarhus Kristian Krogsøe spiller musik fra den nye udgivelse "Pasta, piber og pedaler", som blev præsenteret for 200 børn i Brøndby Strand Kirke. Undervejs gav børnene point til musikstykkerne.
Domorganist i Aarhus Kristian Krogsøe spiller musik fra den nye udgivelse "Pasta, piber og pedaler", som blev præsenteret for 200 børn i Brøndby Strand Kirke. Undervejs gav børnene point til musikstykkerne. Foto: Heiner Lützen Ank

“Kom-po-nist!”

Lyse børnestemmer råber i kor. Over 200 børn fra 2. til 5. klasse fra skoler på Vestegnen uden for København er klar til at agere smagsdommere. Foran dem står organisten Katrine Immerkjær Kristiansen og præsenterer den mur af messingpiber, hun står foran i Brøndby Strand Kirke. 

"Piber, pedaler. Kom-po-nister."

Organisten, der taler i mikrofonen, har som erklæret mål at vække børns interesse for kirkeorglet. Hun har startet Orgelklubben, og scenariet med de mange børn er resultatet af den komponistkonkurrence, hun har sat i verden sammen med Kirke.dk. 

Målet: At skabe ny musik til familiegudstjenester. Korte stykker på maks ét minut, musik til højtiderne, og musik, som børn ikke falder i søvn af at lytte til. 

Pastaskåle som point til 20 stykker musik 

Juryen har allerede fundet én vinder (organisten Jette Mogensen). Nu skal vinderen af publikumsprisen findes, og det er børnenes ansvar. 14. november er de samlet for at lytte til 20 musikstykker og afsige deres dom. 

“I giver point med én til tre spaghettiskåle,” forklarer Katrine Immerkjær i mikrofonen.

“Tre skåle for et godt orgelstykke. To skåle for et semi-godt og én skål for et okay stykke. Er det forstået?”

“Jaaaa!” svarer børnene i kirkerummet. 

“Så lad os komme igang. Vi skal lytte til 20 musikstykker. Velkommen til orgelfest!”


            Katrine Immerkjær Kristiansen er stifter af Orgelklubben, som står bag den nye udgivelse. En del af stykkerne blev spillet af de unge elever i Orgelklubben.
Katrine Immerkjær Kristiansen er stifter af Orgelklubben, som står bag den nye udgivelse. En del af stykkerne blev spillet af de unge elever i Orgelklubben. Foto: Heiner Lützen Ank

3. musikstykke 

Under tredje musikstykke piller en dreng i hættetrøje sig i næsen. Han sidder henslængt på 12. række og læner sig ind mod sin klassekammerat, mens han sætter kryds under de tre pastaskåle. Begge drenge har indtil videre givet topkarakterer til alle stykker. 

4. musikstykke 

En dreng i FC Barcelona-trøje med lange ærmer og et kaptajn-armbånd om overarmen prikker pigen foran ham på ryggen. Han smiler skælmsk til hende. Musikken slutter med en lang tone. Drengen i fodboldtøj vender sig resolut om og sætter sig på knæene, mens han sætter et kryds på sedlen, der ligger på stolen. 

6. musikstykke 

En lærer rejser sig op foran eleverne på fire rækker stole. Han tysser med en pegefinger for sin mund, peger på eleverne enkeltvis. En dreng med nissehue går ud mod toilettet. 

8. musikstykke 

Katrine Immerkjær præsenterer et stykke, der hedder “Hallohviin”. Hun instruerer børnene i, hvordan de skal sige “uhyggelige lyde”, mens den 14-årige Johannes fra Orgelklubben spiller for. 

“Uhhhh. Whaaa,” lyder det fra stolerækkerne, mens Johannes træder flere dybe toner ned på pedalerne.

10. musikstykke

“Hvem kan gå på vandet?” hedder næste stykke. To drenge med kortklippet, sort hår rokker med nakken til toner, der lyder som vanddråber, mens de kigger på hinanden og smiler. 

Bag dem sætter to piger med lyst hår og benene over kors begge kryds ved de tre pastaskåle. Sirlige krydser, der fylder boksen helt ud til stregerne. 

15. musikstykke

Katrine Immerkjær har inviteret den halvdel af børnene, der har haft dårligt udsyn, op foran orglet, der i Brøndby Strand Kirke står til højre for alteret. De sidder på gulvet, mens organisten præsenterer stykket “Aftenmusik”.

“Nu kommer der et lille stille nummer. Det kan være en god idé at lukke øjnene og forestille sig, at det er aften, mens man lytter til det,” lyder det i højtalerne. 

De to piger med krydsede ben lukker øjnene, åbner dem igen efter 10 sekunder. Flere børn på gulvet følger tæt pedalernes rytme under bænken ved orgelet. 


            Omkring 200 skolebørn og deres lærere var mødt op, foruden mange af de organister, som har bidraget til bogen. Undervejs i lytning var der indlagte strækøvelser for at styrke konventrationsevnen.
Omkring 200 skolebørn og deres lærere var mødt op, foruden mange af de organister, som har bidraget til bogen. Undervejs i lytning var der indlagte strækøvelser for at styrke konventrationsevnen. Foto: Heiner Lützen Ank

20. musikstykke

“Jeg ved godt, det kan være svært at blive ved med at holde koncentrationen, men her kommer sidste musikstykke - så vær lige med,” siger Katrine Immerkjær. 

“Hvor gammel tror I, han er, ham der har lavet det her stykke?” spørger hun ud i kirkerummet. 

“90 år,” lyder et bud. “42” lyder et andet. 

“Han er 14 år,” svarer organisten. “Sejt, ikke?!”

"Joooo," svarer kirkerummet.

Kageglade børn spæner mod udgangen

Orgelfesten er ved at lakke mod enden. Foran alteret får organisten Jette Mogensen overrakt juryens pris for stykket “Hvem kan gå på vandet?”.

Bagefter tager Katrine Immerkjær mikrofonen en sidste gang. Hun takker børnene for deres deltagelse, beder dem aflevere deres point-ark i ved døren og så præsenterer hun den over 20 kilo tunge orgelkage, der er indkøbt til lejligheden.

“Men I skal gå mod udgangen, ikke løbe.”

Der er gået omkring 40 minutter med orgelmusik i kirkerummet. Der er spillet 20 musikstykker, beregnet til familiegudstjenester, og pointene er fordelt i form af pastaskåle. Katrine Immerkjær smiler lettet fra orglet ved alteret, mens de forreste børn spunser mod kagen ved kirkens udgang. 

“Tak for i dag!”

Og hvem blev vinderen så? Senere samme aften var stemmerne talt op, og musikstykket med flest pastaskåle blev Maria Skuratovskaia Jensen, som har skrevet en variation over "Du, som har tændt millioner af stjerner".