Der gik næsten et år, fra jeg blev indsat i mit første embede, til jeg holdt min første børnegudstjeneste.
Det lyder måske ikke som noget at prale af. Men jeg er her, seks år efter, tilfreds med, at jeg ikke jagede noget i gang, men i stedet ventede, til det ligesom meldte sig – at nu var det på tide at gå i gang med det børnegudstjenestearbejde, der havde ligget stille nogen tid, også før jeg kom til.
For et år siden kom jeg tilbage fra barsel. Og jeg kom tilbage til en nogenlunde ren kalender. Hverken barselsvikar eller menighedsråd havde fyldt ekstra arrangementer i kalenderen, ingen foredrag eller studiekredse, eller hvad det nu kunne være. Det var godt.
Det gav mig mulighed for at finde mig tilrette i embedet igen og lige så stille tage fat på, hvad der nu, igen, meldte sig – lægge nye ting i kalenderen i samråd med menighedsrådet, også ledt af de nye tanker, jeg havde nået at gøre mig under min barsel. Man begynder efter et års barsel aldrig bare, hvor man slap, for både en selv og menigheden og personalet er lidt forandret.
Hans Nørkjær Franch skrev forleden om sin kombinerede fascination og bekymring ved at se, hvor meget præster tager på sig at arrangere og stå for og opfinde.
Tag hænderne af værket
Måske har de travle, geskæftige præster – som jeg også nogle gange selv er en af – godt af at blive mindet om værdien af at vente, også i deres embedsførelse. Nogle gange at tage hænderne lidt af værket og se, hvad der melder sig.
Noget af det, jeg nyder mest i mit embede, er, når der bliver kaldt på mig, helt old school. Når børnehaven tager kontakt, fordi de godt vil forbi kirken og høre om påsken. Eller når en gruppe historiske formidlere gerne vil høre om kirke- og liturgihistorie i det levende rum. Eller når der bare er nogen, der har brug for en snak, enten hvor de selv henvender sig, eller man fornemmer, at det nok er en god ide.
Det ville være frygteligt at skulle afvise alle de her små hverdagskald, fordi man har travlt med noget, man selv prøver at stable på benene. Initiativer, hvor man måske endda ærgrer sig over, at der ikke kommer nok eller nogen overhovedet, selv om man har kommunikeret ud på alle kanaler og så videre.
Kræver, at man tør træde i karakter
Her taler jeg også af erfaring. Og det er nok fordi, at det at vente i embedet ikke er noget, der sker af sig selv. Selvom det lyder så passivt, er det nødt til at være en aktiv beslutning: At man vil friholdes for selvpålagt travlhed.
Ja, såmænd også for den travlhed, andre vil pålægge en med arrangementer, man bør deltage i eller måske endda stå for. Det kræver en præst, der tør træde i karakter og sige til og fra, både overfor sig selv og dem omkring sig. Så man er klar, når det vigtigste i embedet melder sig: at der er nogen, der har brug for en præst.
Der er også et åndeligt aspekt ved det at forholde sig ventende i sin embedsførelse: Det er en måde at lade sin embedsførelse præge af kirkens væsen. At ligesom kirken altid er en kirke i forventning – der venter på Helligåndens ledelse og i sidste ende venter på Kristus – sådan må præsten også helt ned i det daglige liv tillade at forholde sig afventende eller ja, forventende.
Det kunne måske også være en ledestjerne i forhold til folkekirkens arbejdsmiljø og konfliktløsning:
Hele tiden at forholde sig afventende og være i forventning om, at den nuværende fastlåste situation vil blive løst op – at selvom et menneske sagde sådan i dag, så siger det måske noget andet og bedre i morgen. Men det er nok et helt debatindlæg i sig selv.