Ny direktør i KFUM-spejdernes og FDFs webshop

Jesper Christiansen er ny direktør i KFUM-spejdernes og FDF's webshop 55Nord

Jesper Christiansen begynder som ny direktør i KFUM-Spejdernes og FDFs fælles webshop, 55Nord, den 1. august 2018.

Brian Videbæk, formand for 55Nords bestyrelse udtaler til FDFs hjemmeside:

- Han (Jesper Christiansen, red.) kommer med en stærk baggrund indenfor e-commerce og skal være med til at skabe vækst i e-shoppen og udvikle serviceniveauet over for alle vores kunder.”

På FDFs hjemmeside kan man læse, at den 43-årige Jesper Christiansen kommer fra en baggrund som chef for marketing og forretningsudvikling i den familieejede virksomhed AV-Form i Herning. Hertil er han formand for sin søns BMX-klub og aktiv i den lokale byudviklingsforening. Han bor sammen med sin hustru og to børn i Agerbæk mellem Vejen og Esbjerg.

Selv siger Jesper Christiansen til FDFs hjemmeside:

”Jeg har mange års erfaring med at opbygge e-handel og glæder mig til at stå i spidsen for 55Nord, som jeg synes har et stort potentiale.”