Sognepræst Josefine Frej Mikuta skriver om evangelieteksten til 6. søndag efter påske, anden tekstrække, Johannesevangeliet 17,20-26:
Søndagens tekster handler om forbindelsen, sameksistensen. Om sammenknytningen mellem mennesker og Gud i kærlighed og ånd.
”Jeg beder om, at de skal blive en enhed, far. Ligesom du er i mig, og jeg er i dig, beder jeg om, at de må blive en del af os [...] en fuldstændig enhed.”
“[...] så den kærlighed, du har til mig, lever i dem, og så jeg lever i dem.” (Bibelen 2020)
Jeg har endnu ikke helt fundet en vindende beskrivelse af treenigheden, som ikke lugter mest af sort (dogmatisk) snak, når konfirmanderne skal sidde igennem passager af ”du i mig, mig i dig, dig i alle, og så tilbage til mig… Et skridt frem, to tilbage, og piruet.”
De bibelske enhedsremser
Når jeg fremsiger disse passager fra prædikestolen, kan jeg knap selv undgå at blive rundtosset eller hoppe rundt i linjerne, hvis jeg lige kigger op for at få forbindelse til menigheden. Hov, vent. Har jeg lige læst det her? Er jeg på tredje eller femte svingom i remsen?
For en konfirmand – eller en tilfældig kirkegænger – tror jeg ikke, at treenigheden nogensinde bliver et tema, der er meget behov for at tænke nærmere om. Om Jesus og Gud er fader og søn – ja, da er de vel stadig forbundne? Og de er jo tydeligvis også adskilte – og ikke ligestillede – når Jesus beder sin fader om at fravige planen, der er ham udstukket.
Jeg kan stå og sige, at de er én, eller sige de bibelske enhedsremser, til jeg er blå i hovedet. Men jeg kan ikke påstå, at konfirmanderne eller andet godtfolk nogensinde har modtaget disse passager med andet end et tomt blik til svar.
Og det er vel heller ikke mere mystisk, end at vi mennesker virkelig ikke er skabt til at søge mere kompleksitet end vi finder højst nødvendigt – at bekymre os om andet end det allermest basale og relevante for vores eget liv og behov.
Charles Xaviers telepatiske evner
Så hvad er den nemmeste indgang gennem populærkulturen til sådan et bibelsk tema?
Jeg er i gang med et maratongensyn med “X-Men” – både filmene og serierne. Her er der talrige eksempler på figurer, der indgår i symbioser, der ligesom treenigheden rummer både forskellighed og enhed.
Fra den originale franchise har vi for eksempel Charles Xavier [udtales saviour, frelser] – hans superkraft er telepati. Begge veje. Han kan forbinde sig til andre og læse, dele, overføre, tage kontrol – men aldrig uden også selv at modtage, bevæges og berøres af den psyke, han træder ind i.
Xaviers evne til at forbinde sig med andre gør, at han som barn bliver i tvivl, om han er psykisk forstyrret: Han tror, at stemmere og følelserne er en splittelse og fragmentering i hans eget sind – ikke at han modtager andres stemninger og tanker.
Denne karakter indeholder faktisk i høj grad fader-søn-helligånds-treenigheden. Han er helten, martyren, forbilledet, forgangsmanden, men samtidigt alfaderen, den al-vidende, den alt-forbundne. Og til sidst: den medskabende, medfølende, medlevende ånd.
Det komplementære søskendepar
Et andet eksempel er ”The Gifted”, en X-Men spin off-serie, som beskriver en lettere dystopisk, men egentlig også meget moderne verden med mutanter (fremmede/anderledes/minoritet). Mutanter er ikke officielt forfulgt, men de er det i realiteten. De må forsøge at skjule deres kræfter, for den amerikanske befolkning har udviklet ekstremistiske guerillagrupper for at gøre det klart for mutanterne (minoriteten), at de ikke er ønskede blandt mennesker (majoriteten). Frygt og fordomme styrer, selv om det ikke er det officielt juridisk etablerede samfunds ”partyline”.
I denne serie møder vi to interessante eksempler på forbindelse og sameksistens: To søskende, en pige og en dreng – Lauren og Andy Strucker. De har gennem deres slægts-genetik modtaget evnerne til at splitte og destruere eller at sammenføje, sammenholde og styrke verdens elementer – som skæbnesvanger enhed har de magten til at opløse eller forløse alt i deres rækkevidde (komplet til-intet-gørelse).
Søskendeparret er yin og yang-kodet: Drengen splitter, destruerer. Pigen fastholder, forener materialer. Søsterens karakter er i freudiansk forstand styret af hendes superego (over-jeg). Hun har skjult sine evner, hun ønsker ikke at være speciel eller magtfuld, hun er andre-orienteret. Broderen er styret af id’et (instinkt og drift), af overstrømmende følelser mod at blive undervurderet og kontrolleret. Han vil ikke passe ind – han vil have genoprejsning i en verden hvor han er blevet mobbet, undervurderet og set ned på.
Balance og modstand
Søskendeparret er den stærkeste magt i serien. Men de er også nærmest uforenelige. Som enhver bror og søster, der kommer fra helt forskellige verdener, og som holdes komplet uforståelige for hinanden gennem hver deres overstrømmende cocktail af teenage og køns-hormoner. Men det er netop det, der gør dem til den ultimative kraft: Deres forskellighed. De er modpoler og skaber et hele. Deres skæbne er forbundet – for universet ønsker at være helt. At være forenet, i balance, i symbiose.
Så har vi det modsatte eksempel – den næststørste kraft i serien: Et telepatisk trillingepar, Frost-søstrene. De bliver først introduceret som skurke – for alle frygter, hvad de ikke kan kontrollere. Og så har en verden skabt af mænd aldrig brudt sig om en stærk kvinde. Tre? Brænd dem på bålet!
De er stærke individuel, men umådeligt magtfulde sammen. Deres magt og vilje forenet er ikke i spænding, i magtkamp, eller ubalanceret, som i andre individers samarbejde.
De tre søstre deler en slags kollektiv bevidsthed. De ligner hinanden, opererer nærmest som tre udgaver af den samme person, men små individualiteter i deres personlighed viser, at de tre manifestationer af det samme menneskelige setup alligevel skaber en kollektiv balance og kompleksitet.
De er en overlegen kraft, når de arbejder sammen i enighed og enhed. Én persons viljestyrke og kræfter ikke bare tredoblet, men nærmere multipliceret.
Man skal ikke underkende, at dette ikke ”bare” er en genetisk kodet enhed mellem tre individer. Det er et menneskeligt potentiale, vi måske ikke alle har lige gode forudsætninger for at skabe, men endnu mere afgørende er det, at få er villige til at investere i at udvikle sig sammen med andre. Vi har alle evnerne til at knytte os, at udvise engagement, loyalitet og kærlighed – og knytte tætte bånd, samhørighed og enhed. Hvis vi vil.
En forening gennem modpoler kan give et ultimativt balanceret partnerskab, men det vil også ligge i deres natur, at de bliver ved at give modstand til den anden, så de kan mødes på en midterlinje eller punkt. En forening, der repliceres, er stærkere i dens skarpere essens – men også sårbar i sit tunnelsyn og manglende perspektiv.
