En kvart milliard mennesker lever i dag uden for det land, hvor de blev født. De sidste mange år har migration været i vækst. Det skyldes globaliserings opmuntring til international udveksling og samhandel.
Og det er en følge af krige, forfølgelse, klimaforandringer og de mange lande, hvor unge ikke kan se nogen fremtid for sig og derfor udvandrer på jagt efter en bedre fremtid.
Denne migrationsudfordring er i disse år et af de varmeste politiske temaer i både Europa og mange andre steder i verden. I lokale samfund og nationalt debatteres hvor omfattende migration samfund kan rumme og tåle.
Konklusionen er som regel altid, at den bør begrænses yderligere. Dette burde i udgangspunktet være en følelsesneutral politisk beslutning. Men desværre har dette tema en tendens til at fremkalde nogle af de mørke sider i mange samfund: fremmedfrygt, racistiske tendenser og en brug af overdreven nationalisme til at mobilisere politisk opbakning til yderligere stramninger over for dem, der er anderledes.
Vi står for eksempel over for et kommende valg i Indien, som kristne i Indien ser på med bekymring. Her har en hindu-nationalistisk bølge de sidste år gjort livet mere og mere vanskeligt for det over 200 millioner store kristne og muslimske mindretal.
Her opleves diskrimination fra landets regering og chikane, vold og forfølgelse lokalt. Skønt der er tale om indere opfattes de ikke som ”rigtige indere” og får derfor ikke den beskyttelse, som alle i et demokratisk samfund har krav på.
Denne globale udvikling var anledning til en global konference om fremmedfrygt, racisme og populistisk nationalisme i forbindelse med global migration i Rom den 18. til 20. september. Der var tale om en konference med kirkeledere fra både den katolske kirke og fra Kirkernes Verdensråd.
Tiltaget er udtryk for det økumeniske opbrud mellem den økumeniske bevægelse og den katolske kirke med en ny vilje til at vandre, bede og arbejde sammen på de mange områder, hvor man uden problemer kan gøre fælles sag.
Fra begge sider er der stor bevågenhed på netop flygtninge og migranter. Paven oprettede således for to år siden en enhed i den katolske kirke, der rapporterer direkte til ham. Her er der fokus på holdninger og handlinger som kirke i forhold til flygtninge og migranter.
Kristeligt og fundamentalt set skylder vi – politikere og borgere - uanset de politisk fastsatte regler at finde måder, hvorpå ethvert menneske udvises respekt og ligeværd.
Konferencen bekræftede, at det giver mening at arbejde sammen om dette emne. Det var ikke muligt at spore et særligt katolsk syn på sagen, der adskilte sig fra det i Kirkernes Verdensråd-kirkerne. Den fælles grundkristne tradition gav rigeligt med sprog til at finde sammen om en fælles udtalelse.
Emnet blev behandlet med talrige input fra både den katolske og protestantiske tros- og erfaringsverden, fra FN, Europarådet, eksperter med historiske, samfundsvidenskabelige, sociale, juridiske, kontinentale og politiske vinkler. Vigtigt var bidrag fra mange praktikere med fingrene helt nede i jorden. Konferencen blev afsluttet med audiens med paven i Vatikanet.
Konferencen mundede ud i en konferenceudtalelse, som grundlæggende udtrykker det, som kristne til alle tider har tænkt og troet:
Vi tror på, at menneskeheden er skabt og elsket af Gud og at alle mennesker har krav på at blive behandlet ligeværdigt og med respekt.
Næppe nogen nyhed. Men relevansen af netop nu at pointere dette bliver tydelig, når den sættes ind i sammenhæng med dynamikkerne omkring fremmedfrygt, racisme og nationalisme.
Når vi som folk imellem og blandt politikere taler om ”de fremmede” kommer vi meget let til at negligere og fornægte denne fundamentale ligeværdighed. Man kan politisk vedtage at nægte adgang og stramme regler om asyl, statsborgerskab, m.v. Det er det politikere er sat til at sætte videre eller strammere grænser for.
Men kristeligt og fundamentalt set skylder vi – politikere og borgere - uanset de politisk fastsatte regler at finde måder, hvorpå ethvert menneske udvises respekt og ligeværd. Ingen politisk beslutning må nogensinde rokke ved denne grundlæggende forpligtelse.
Fremmedfrygt, racistiske tendenser og nationalisme har tendens til at forblænde, så man tror, at det kan gøres med at drage grænser og indsætte magt til at vogte dem. Men vi lever i en globaliseret verden, hvor det blot bliver mere og mere tydeligt, at ingen problemer er løst, så længe vi lever i en verden med uhørt forskel på rige og fattige, frihed og forfølgelse.
Selvom 99,9 procent af de nødlidende aldrig nærmer os vore grænser ændrer det ikke ved, at vi lever i samme verden, hvor vi menneskeligt og kristeligt er forpligtede på at gøre, hvad vi magter i forhold til de mange, der har brug for hjælp til at kunne leve med basal værdighed.
Der opfordres til at være opmærksom på og modarbejde de tendenser, der skaber fordærvede samfund med frygt, racehad og nationalistisk selvtilstrækkelighed. Udtalelsen undlader ikke at indrømme, at migration er en årsag til meget reelle bekymringer om sammenhængskraft og usikkerhed om egen fremtid.
Det er enorme udfordringer, vi står over for som verdenssamfund. Men frygt er ikke redskabet til at løse disse. Den kristne treklang tro, håb og kærlighed er det brændstof, som vi skal køre på, når alle andre kilder er udtømt.
Sammen med kristent funderede værdi-udsagn opfordres til konkret indsats, til at holde beslutningstagere fast på det store billede, og til at kirke og kristne åbner hjerter, sind og hjem for den fremmede. Hermed er opfordringen givet videre til os i Danmark, hvor nu mere end 700.000 indvandrere og efterkommere er en del af vort samfund.