Der har på Kirke.dk været diverse debatindlæg omkring dåbskommissionens arbejde, blandt andet om konkrete bibeltekster og sproglige formuleringer.
Inden det handler om konkrete tekster og ord, er der imidlertid grund til at overveje balancen mellem autorisation og frihed. Vi mener, at mere frihed vil skabe større opmærksomhed på kernen.
Ved at fokusere fremhæves det centrale i dåben og det, som vi deler med kristne på tværs af tid og rum over hele verden. Som kristne står vi på en fælles kerne og fundament, som vi skal samles om. Det skal afspejles i kommissionens arbejde.
Større valgfrihed i tekster skaber større sammenhæng
En såkaldt “minimal-autorisation”, hvor kun de mest centrale og bærende led i dåbsritualet gøres obligatoriske, vil tage kirkens sammenhængskraft og enhed alvorligt. Den nuværende situation, hvor vi autoriserer fra start til slut, ender med en slags dispensations-kirke, hvor vi alle sammen alligevel trækker lidt fra her og der.
Det er den situation, der eksisterer nu, og som var en af grundene til at nedsætte liturgikommissionen. En maksimal autorisation i dåbsritualet skaber derfor ikke større enhed, og vil ikke løse den opgave, som blev stillet.
Større valgfrihed med hensyn til tekster ville for eksempel give mulighed for at udskifte det såkaldte børneevangelium (Mark. 10,13-16) med beretningen om Jesu dåb i situationer, hvor det ville skabe større sammenhæng og forståelse og modvirke indforståethed.
Der findes stærke pastorale argumenter både for og imod børneevangeliet, og for nogle vil ordene om frihed og lighed i Kristus i Galaterbrevet 3,26-28 være det stærkeste billede på dåbens virkelighed. For os at se ville en større frihed i ritualet netop tage mængden af teologiske, pastorale, sjælesørgeriske og pædagogiske hensyn alvorligt.
Dåben som gave, ikke som eksamen
I vores arbejde møder vi børn og unge, som ikke blev døbt, da de var små/spædbørn. Nogle af dem bliver senere døbt og møder ved dåben en lang og eksamensagtig tilspørgsel. Med fem gange tilspørgsel, som alle skal besvares med et "ja", kommer dåben for mange til at fremstå som en troseksamen.
De får derfor en svag oplevelse af, at dåben er en gave.
Her er der god inspiration fra den norske kirke, hvor menigheden først siger trosbekendelsen sammen i kor, hvorefter præsten spørger:
“Vil dere at NN skal døpes til Faderens og Sønnens og Den Hellige Ånds navn?...” og så senere “...Dette er NN, Guds barn, døpt inn i vår menighet og Kristi verdensvide kirke”.
Her skal man kun svare ja én gang, og det svar peger tilbage på noget, menigheden lige har gjort sammen. Denne forkortede tilspørgsel har bedre balance mellem individets egen tro og kollektivet som trosfæller og -støtter, hvilket forstærker dåbens karakter af accept og gave.
Nutidigt sprog kan tydeligøre mysteriet
Til slut en replik til den skepsis, der findes over for sproglig fornyelse. For eksempel er der blevet udtrykt bekymring for, at dåbens karakter af mysterium bliver mindre ved at bruge et mere forståeligt sprog.
Til det er vores replik helt kort: Mysteriet vil bestå uanset formuleringerne. Vandet, ordene og selve dåbshandlingen er mysteriet. Her vil vi med mere nutidige formuleringer kunne tydeliggøre det mystiske/mytiske.
Hermed vores bedste ønsker til dåbskommissionen om at holde fast i kernen og give frihed til resten. På den måde har kirker, menigheder og organisationer mulighed for at være kirke i deres kontekster, så vi kan forblive en bred og stolt folkekirke.