Den 13. antologi fra Selskab for Kirkeret er i lighed med de øvrige antologier i vidt omfang optryk af indlæg som er holdt på Kirkeretsselskabets møder.
Det er godt og nødvendigt, at man har givet sig i kast med dette emne, og det belyses dygtigt fra både teologisk og juridisk vinkel.
Fremhæves skal ph.d studerende Anders Jørgensens overflyvning af præstens tjenstlige forpligtelser. Den giver dog mere en indflyvning end en overflyvning i emnet.
Artikler med plads til uenighed
Netop fordi der er lagt op til en kortere gennemgang vil der altid være detaljer, der ikke er medtaget, men en enkelt åbenlys fejl springer dog i øjnene, nemlig artiklens gennemgang af den diskretionære afsked, hvor forfatteren konkluderer, at forvaltningslovens regler ikke skal følges, fordi der ikke er tale om en afgørelse.
For det første kan der være tale om en alvorlig afgørelse (afsked), og en diskretionær afgørelse af alvorligere karakter kan ikke gennemføres uden eksempelvis høring.
Ombudsmandens beretninger giver i øvrigt – omend ikke nødvendigvis på det kirkelige område – eksempler på kritik af manglende overholdelse af elementære forvaltningsretlige regler i afskedigelsessager.
Kommiteret Morten Engbergs og stiftskontorchef Lars Chr. Kjærgaards artikler er også meget læseværdige. Man kan altid – som den, der har siddet med i folkekirkens maskinrum – være uenig i enkelte af konklusionerne, eksempelvis når Morten Engberg konkluderer, at præsten ”ikke har mulighed for at henvende sig til ledende medarbejdere.” Nogle dage på et stifts- eller provstikontor ville give Morten Engberg et ganske andet indtryk.
Et andet sted, hvor maskinrumsrefleksen mærkes, er når sognepræst Martin Rønkilde fabulerer over de ”kirkeretlige klassikeres” forskellige fokus på dåben. Han henviser til, at Matzen og Timm i 1891 fokuserer på registreringen, mens Roesen i sin seneste Kirkeret fra 1976 fokuserer på dåbspligten.
Realiteten var omkring Roesens fokus, at det også skiftede i hans egne udgivelser, fordi Kirkeministeriet, da Roesen som departementschef i Kirkeministeriet skrev sin Kirkeret, stod med flere dåbssager, der handlede om pligt eller ikke pligt til dåb.
Derfor er Roesens formulering i netop 1976-udgaven af hans Kirkeret mest at betragte som et (nogle vil kalde det på det tidspunkt utidigt) partsindlæg. At han så fik ret, er en anden sag.
Vigtigt indlæg i debatten om præstens tjenstlige forpligtelser
Jeg savner et gennemgående fokus på præstens tjenstlige forpligtelser overfor menighedsrådet.
Forhenværende domprovst Jens Thorkild Bak har et kort læseværdigt indlæg, men der mangler en grundig gennemgang af den dobbelthed som præsten har til menighedsrådet og de overordnede opgaver og forpligtelser på at bidrage til at få det ofte vanskelige samvirke til at fungere.
Præsten er som medlem af menighedsrådet i et ikke-ansættelsesretligt forhold, men på visse punkter afhængighedsforhold til menighedsrådet. At det også indebærer forpligtelser for menighedsrådet, er en helt anden sag.
Endvidere mangler jeg en drøftelse af biskopper og provsters arbejdsretlige opgaver og arbejde i forbindelse med konflikter og afskedigelsessager. Der fokuseres i enkelte artikler i antologien på tjenesteforseelser og tjenstligt forhør, men sandheden er, at det er yderst sjældent, at det bliver brugt.
Derimod indgås der fratrædelsesaftaler og afskedigelser ved brug af uegnethedsbestemmelsen i tjenestemandslovens § 28 i et langt større omfang end sager om tjenesteforseelser.
Men det er jo den 13. antologi, så mon ikke også der kommer en 14. antologi.
Som jeg nævnte indledningsvis, er det vigtigt og læsbart indlæg i debatten om præstens tjenstlige forpligtelser, der kan bruges som et fundament til, hvad man skal, kan og bør som præst. Den anbefales til læsning.