I dag, den 1. juni, udgiver forlaget Eksistensen antologien “Tilsyn i Folkekirken”. Forlaget skriver blandt andet: ”Tilsynet er grundlæggende knyttet til de folkekirkelige embeder og til folkekirkens bekendelsesgrundlag…”
Under læsningen om de mange tilsyn med liturgi, arbejdsmiljø og økonomi og med kirke- og kulturmedarbejdere og menighedsrådets teologiske tilsyn, er det imidlertid vanskeligt at fastholde den nævnte sammenhæng med bekendelsesgrundlaget. Tidsånden er på færde.
Naturligvis skal folkekirken agere i den tid, vi er i. Men at være tro over for bekendelsesgrundlaget, er at lade det tale ind i tiden og ikke at lade tidsånden diktere bekendelsesgrundlaget. At regeludstedelsen, der også berører folkekirken, vokser og vokser, kan der ikke være to meninger om. Men netop derfor er det så vigtigt at fastholde kernen i tilsynet. Sammenhængen med bekendelsesgrundlaget.
Bekymringen for at balancen forrykkes bort fra kernen i det kirkelige tilsyn forstærkes allerede på første side af redaktionens indledning. Her møder læseren New Public Management. Senere følger en snes sider under titlen “Tilsyn i spændingen mellem velfærd og konkurrence”, forfattet af professor i statskundskab. Kurt Klaudi Klausen. Det teologiske fakultet ved Københavns Universitet er, bortset fra en gæsteforsker, ikke repræsenteret på listen over bidragydere.
Biskoppen som tilsynsmand eller leder?
Det er bestemt en god ide at belyse tilsynet i folkekirken med forskellige faglige øjne og fra forskellige positioner, men det er, som om det grundlæggende dermed nedtones. Den forventede klarhed indtræder heller ikke.
Omtale af antologien kan selvsagt alene indeholde korte nedslag i enkelte artikler. Lad os begynde med biskop Henrik Stubkjær, Viborg.
Biskoppen citerer fra bispeløftet, der afgives ved enhver bispeindsættelse, og som har hovedelementerne:
- biskoppens forkyndelse og forvaltning af sakramenterne
- bispeeksamen og tilsyn med præsternes forkyndelse
- bispevisitatser og tilsyn med menighederne
Løftet spiller imidlertid ikke nogen større rolle i biskoppens artikel. Læseren møder et vanskeligt tilgængeligt sprog med ord og begreber, som er meget vanskelige at relatere til det gejstlige tilsyn. Ledelse, ledelse, ledelse, men meget lidt om begrebet ansvar. Læseren må tygge sig igennem forskellen på government og governance. Om netværksteori, asymmetriske og hierarkiske relationer og et multicentreret, niveaudelt, netværkspræget politisk system.
Det sidste afsnit i artiklen har overskriften, som også er hele artiklens: “Tilsynets plads i biskoppens ledelsesfunktion.” Man må forstå, at de ti, der ved bispevielse er indsat som tilsynsmænd, nu primært er ledere som titusinder andre. Tilsynet er nu blot et element i ledelsesfunktionen, der tager mere næring handelsskoleteorier og sprog end af bekendelsesgrundlaget.
Om de menneskelige konflikter, der er kendt fra menneskehedens skabelse, lyder en meget markant melding: Når det hele er gået op i en spids har ”vi biskopper pt. ikke andre muligheder end at true med at fjerne præsten.” Mon alle ”vi biskopper” virkelig betjener sig af trusler? Mon alle ”vi biskopper” virkelig mener, at præsten kan tvangsfjernes som prügelknabe også for andres sladder og slagsmål?
Biskoppen foreslår flere ”værktøjer” og udtrykker ønske om at løfte personaletilsynet op på provst- og biskopniveau. Hvad nyt er der i det? Det er allerede en desværre ofte tidskrævende og opslidende provsteopgave at løse lokale konflikter, eventuelt efter indhentet rapport fra arbejdstilsyn eller psykolog eller med hjælp fra en konfliktmægler.
Hvilke værktøjer er det præcis, biskopperne efterlyser? Det spørgsmål må besvares. For det er vel ikke en biskoppelig drøm at få magt til at fjerne de folkevalgte? Men hvad går det så ud på? At besvare spørgsmål er netop en meget vigtig del af en ledelsesfunktion.
Provsteembedet kan ende som djøf-stilling
En helt anden tilgang til det gejstlige tilsyn læses hos biskop emeritus Karsten Nissen, der var biskop i Viborg i 18 år og forinden domprovst i ti år. Jeg ved ikke, om forfatterne har læst hinandens indlæg. Men det er tankevækkende, at Karsten Nissen slår fast, at ledelse ikke er magi og ikke løser alle problemer.
Det gejstlige tilsyn er grundlæggende, og biskoppen medinddrager med stor forståelse fra sin lange karriere som biskop og provst netop provsternes vilkår og opgaver.
Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt med et gejstligt tilsyn i et land med religionsfrihed? Jo, forklarer biskoppen. Menigheden er et fællesskab, der samles om en fælles tro og i Grundtvigs fædreland med vægt på trosbekendelsen.
Præsten er menighedens tjener. Præsten har pligt til hele tiden at dygtiggøre sig i bibeltolkningen og udlægge evangeliet, som han finder ret. Det er imidlertid ikke præstens personlige fortolkning, men den fælles tro, som verdens evangelisk-lutherske menigheder samles om. Det er den fælles tro, der bærer os igennem. Forkyndelsen er aldrig kun præstens personlige ansvar:
”Vi er fælles om troen og fælles om at være evangelisk-lutherske menigheder, netop i den tid, som er vores. Kristendom er nu engang ikke hvad som helst.”
Præsterne skal fastholdes på bekendelsesskrifterne. Dertil har vi tilsynet.
Væsentlig er også Karsten Nissens fremhævelse af, hvor vigtigt det er, at tilsynet træder til i tide. Ja, naturligvis, vil læseren måske tænke. Men det er ikke en selvfølge. Vi kender alle fra vores liv eksempler på forsømmelser og konflikter, der fik lov at vokse, fordi der ikke blev grebet ind i tide. Da lederen endelig tog sig sammen til at udøve ledelse og handle, var det for sent.
Man mærker, at biskoppen, der selv har været provst, forstår, hvor vigtigt provsteembedet er. Ti biskopper kan ikke alene bære tilsynspligten. Der er mere end hundrede provster, der derfor har det nære kendskab til provstiet.
Karsten Nissen er meget klar i sin holdning: Provsten er præst. Og provsten skal være tilknyttet et sogn som præst. Med et stigende antal provsteopgaver falder præsteandelen af provstestillingen. Men biskoppen understreger det vigtige i at provsten stadig er præst.
Det er et meget klart indlæg i en debat, der af og til kan få mig til at tro, at nogle provster lægger så megen vægt på det forvaltningsretlige og på ledelsesmagien, at provstestillingen kan ende som en djøf-stilling. Jeg begriber ikke, at provsterne ikke i stedet arbejder for at få begrænset opgaverne. Er det virkelig nødvendigt med alle de kalenderlagte tilsyn og udviklingssamtaler og meget mere? Ville en større fleksibilitet skade tilsynet og folkekirken? Jeg tror det ikke.
Lov om læresager kun anvendt én gang
“Læretilsynet i den lutherske tradition” lyder den lovende titel på et indlæg, der er forfattet af professor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet, Anders Christian Jacobsen.
Professoren gør ret i at understrege, at baggrunden for udøvelse af læretilsynet skal findes i reformatorernes opgør med den romerske kirkes embedshierarki. Den katolske embedsforståelse er i skærende modstrid med Luthers forestilling om de døbtes præstedømme.
Mindst lige så vigtig er professorens fremhævelse af reformatorernes kritik af romerkirkens teologiske begrundelse for embedshierarkiets læremæssige myndighed. Ordinationen satte og sætter skel mellem ordinerede og ikke-ordinerede. Ordinationen udstyrer i romerkirken embedsindehaveren med en særlig uforgængelighed.
Anders Christian Jacobsens artikel rummer en koncentreret historisk gennemgang af den lutherske opfattelse af læretilsynet og læretilsynet i folkekirken i dag. Interessant læsning, men jeg savner omtale af nutidige sager.
Og helt galt går det, når dogmatikeren begiver sig ud i det, han selv kalder konstruktive bud på fremtidens tilsyn. Professoren tager selv det forbehold, at han ikke har begreb om jura og ikke tager hensyn til, om hans ideer kan realiseres.
Naturligvis skal en teolog ikke være jurist for at komme med bud på fremtiden.
En jurist skal heller ikke være teolog for at kommentere professorens artikel. Alligevel synes jeg, at beskrivelsen af nutiden har store mangler. Og med de fremsatte ideer om fremtiden går det helt galt. Tankerne flyver længere væk fra sagligheden og virkeligheden, end man kan forvente af en videnskabsmand, professor og underviser.
Om den nutidige tilstand nævnes loven om den retlige behandling af gejstlige læresager fra 1992. Professoren konkluderer, at begrundelsen for, at loven kun er anvendt én gang, må skyldes, at sagerne løses på anden måde. Men på hvilken måde? Er det noget, professoren har undersøgt?
Og hvorfor nævner professoren ikke de interessante omstændigheder ved lovens tilblivelse, der fik grundlæggende betydning for det gejstlige tilsyns placering i forhold til staten/Kirkeministeriet?
Når der kun har været én læresag, skyldes det ikke mindst, at loven er tiltænkt et meget snævert anvendelsesområde. For at der kan fældes dom, skal det være bevist, at præsten har tilsidesat bekendelsesgrundlaget.
Udvalg, der med deltagelse af Præsteforeningen forberedte lovforslaget, foreslog, at alene kirkeministeren kan rejse læresag. Dette indebærer, at kirkeministeren altså kan nægte at rejse sag, selvom biskoppen har inddraget kollatsen, og om så alle biskopper forlangte læresag.
Statskirken skulle altså efter forslaget kunne overtrumfe biskoppens tilsyn og tvinge biskoppen til at fortsætte tilsynet. En katastrofal forrykkelse af balancen mellem stat og kirke. Det burde professoren have gjort rede for.
Forslaget blev dog i sidste øjeblik ændret, fordi biskop Herluf Eriksen protesterede. Jeg var som ordfører selv involveret i sagen og forlangte, at kirkeministerens sendte Herluf Eriksens ændringsforslag i høring. I dag står det i loven, at kirkeministeren skal rejse tiltale, hvis biskoppen forlanger det.
Mange forventede vist, at der ville blive rejst læresag imod Thorkild Grosbøll. Den sag, der er landskendt, og som fik en meget sjælden udgang, nævnes slet ikke i artiklen, selvom forløbet i den grad anskueliggør tilsynets betydning.
Biskop Lise-Lotte Rebel undlod efter mange indgående samtaler med præsten meget fornuftigt at forlange læresag rejst. For at bevise, at bekendelsesgrundlaget er tilsidesat, må præsten efter min mening som minimum være i besiddelse af en vis teologisk klarhed, som han eller hun vedvarende holder fast i. Man får aldrig dømt en præst, der danser rundt med skiftende pjattede forklaringer, hver gang han udtaler sig til medierne.
Som sagen forløb, var det naturligvis ikke muligt for biskop Rebel at fortsætte tilsynet, der blev overført til biskop Jan Lindhardt, Roskilde. Løsningen med at overføre et tilsyn er netop i disse uger aktuelt ved fejringen af 75-årsdagen for ordination af de første kvindelige præster. Biskoppen over Fyens Stift ordinerede og førte tilsyn med de første tre kvindelige præster, uagtet de to blev kaldede til embeder i andre stifter.
I 1956 nægtede biskop Baun, Viborg, at give kollats og ordinere en kvindelig præst. Nabobiskoppen i Aalborg, Erik Jensen, påtog sig at give kollats, ordinere og føre tilsyn. Det havde været naturligt at medtage disse sager i afsnittet om tilsynet i folkekirken.
En ikke-luthersk folkekirke?
I slutningen af artiklen følger de annoncerede konstruktive forslag for fremtiden. Folkekirkens teologiske grundlag bør defineres mere åbent, mener forfatteren. Forestillingen om de døbtes præstedømme bør i højere grad tilgodeses:
”Principielt kunne man nøjes med at beskrive folkekirken som en kristen kirke, der er fælles om bekendelsen til Kristus som Herre. Man kunne også definere folkekirkens teologiske grundlag som den nikænske og den apostolske trosbekendelse.”
Jamen, ønsker professoren da i ramme alvor at ophæve reformationen? Har professoren tænkt over om Grundlovens §4 ville bortfalde med dette forslag? Grundlovsbestemmelsen forpligter jo folkekirken til at være evangelisk-luthersk og med de reformatoriske bekendelsesskrifter som forudsætning. Folkekirken er ikke hvad som helst. Staten understøtter alene folkekirken ”som sådan”, altså som evangelisk-luthersk. Dogmatikerens forslag er alene med til at bære ved til det bål, der brænder for en adskillelse af stat og kirke. Så sig det dog ærligt!
Metoo og decorum
Hvis læseren på dette tidspunkt spørger om der er en voksen til stede, kan der henvises til artiklen af Bodil Abildgaard og Jette M. Madsen, stiftskontorchefer i henholdsvis Viborg og Aarhus stifter.
Artiklen beskriver både stifternes og stiftsøvrighedernes historie og funktioner, og de sanktionsmuligheder, der kan bringes i anvendelse.
Det, jeg navnlig hæfter mig ved, er oplysningen om, at der kun er få egentlige tilsynssager, hvor det er nødvendigt at anvende sanktioner. De fleste sager løses ved henstillinger, udtalelser og ikke mindst vejledning. Naturligvis. Stiftskontorcheferne står i spidsen for stiftskontoret og et personale, der kan rådgive og vejlede.
Stiftskontoret er til for sognenes skyld. Det er min erfaring, at medarbejderne på stiftskontorerne ser det som en fornem opgave at være vejleder frem for politibetjent. Man mindes tillige den afgåede biskop Lise-Lotte Rebels ord: ”Jeg fører tilsyn, ikke opsyn.”
Folkekirken er et samvirke, hvor alle gode kræfter forsøger at løse de fælles udfordringer ved samtale, vejledning og gensidig inspiration. Egentlige tilsynssager og iværksættelse af sanktioner bør altid være sidste udvej.
Vi lever i en metoo-tid. Der efterlyses nye adfærdskodekser. Men adfærdskodeks i vores kirke har der været i hvert fald siden reformationen. Biskopperne blev i forbindelse med reformationen pålagt både sømmelighed og pligt til at føre tilsyn med andres livsførelse. Også i dag har blandt andet folkekirken indarbejdede normer og regler om det såkaldte decorumbegreb.
Herom skriver kommitteret hos Folketingets Ombudsmand, Morten Engberg.
For de erfarne kræfter vil artiklen måske blive opfattet som et udslag af den sunde fornuft. Ja, netop. Der er tale om en letlæst og meget instruktiv artikel, der bør læses af alle og give anledning til eftertanke om det helt elementære om vor opførsel over for hinanden, uden at den naturlige omgang udvikler sig til sager. Regler er desværre nødvendige for de tumpede.
Vurderingen af decorum veksler fra tid til anden og fra sted til sted. Hvad en præst i dag kan komme godt fra her ved Brøndby Strand med en folkekirkelig medlemsprocent, der kun holder sig over 30, kommer præsten måske mindre godt fra i Agger Sogn med en medlemsprocent, der nærmer sig 90.
”Tider skifter og sæder mildnes”, men på andre områder breder sig en nypuritanisme, som også kan ramme den mindre politisk korrekte præst. Også derfor er det så vigtigt, at den tilsynsførende provst og biskop vejleder menighedsrådene, når der skal vælges ny præst, og forsøger at forhindre udnævnelse af en præst, der helt åbenlyst ikke passer til det sogn, der søges.
Tilsynet bør interessere alle i folkekirken
Afslutningsvis vil jeg anbefale antologien til læg og lærd, selvom jeg ikke giver bogen den højeste karakter. Den lever ikke op til redaktionens påståede akademiske niveau. Den lever ikke op til forlagets beskrivelse af, hvad der er kernen i tilsynet. Artiklerne breder sig over alt for mange emner. Flere er for løse i koderne til at kaste klarhedens lys over det emne, redaktionen ønsker behandlet.
Men det ændrer ikke ved, at emnet er væsentligt og bør have alle kirkelige aktørers bevågenhed. Jeg håber, at bogen vil skabe debat og ikke mindst modsigelse.
Jeg efterlyser en gennemgang af biskoppernes afgørelser i klagesager over præster. Hvor går grænserne for forkyndelsesfriheden? Og er biskopperne helt præcise i afvejningen mellem forkyndelsesfrihed og decorum?
Det biskoppelige tilsyn omfatter ikke mindst tilsyn med forkyndelsen. Præsterne har ikke den samme ytringsfrihed som alle andre. Netop decorum stiller særlige krav til præstens særlige embede. Præsten kan hverken på prædikestolen eller i medierne føre sig frem som missionær for for eksempel sjælevandring eller missionere imod at syge mennesker går til læge.
Det ville ligeledes være ønskeligt med en udredning af forholdet mellem stat og kirke i det praktiske tilsynsliv. Kan staten overtage det gejstlige tilsyn? Kan biskoppen trække en kollats tilbage, og kan Kirkeministeriet omgøre en sådan afgørelse?
Og hvor langt rækker Kirkeministeriets kompetence som klageinstans vedrørende forvaltningsretlige spørgsmål? Og kan biskopperne afskære en klage til ministeriet ved at argumentere for, at der er truffet afgørelse om det læremæssige, hvis det rent faktisk er forvaltningsloven, der er overtrådt.
Der er masser af kerneemner, der ligger og venter på en mere empirisk forskning på universiteterne. Og måske for præster på orlov. Der er i hvert fald rigeligt med stof til en ny antologi, der i højere grad bygger på teologisk forskning og grundige teologiske overvejelser.